Nyhed
18. okt. 2011
Støt udgivelsen af Let’s Get Lost

Støt udgivelsen af Let’s Get Lost

Hjælp Ekko med at udgive Jonas Elmers Let's Get Lost, der indvarslede dogme-æraen og gjorde Sidse Babett Knudsen til en stjerne, men aldrig har været tilgængelig på dvd.
Af Jesper Bo Petersen

I 1997 kom en dansk film, man ikke havde set magen til.

Den var indspillet på bare tolv dage for næsten ingen penge. Den var filmet i sort-hvid. Den havde ikke et plot, men bestod af en perlerække af komiske scener, hvor unge, dengang ukendte skuespillere — Sidse Babett Knudsen, Nicolaj Kopernikus, Bjarne Henriksen og Troels Lyby — improviserede over et sparsomt manuskript.

Med Jonas Elmers debut Let’s Get Lost fik 90’er-generationen af dagdrivere og drømmere sin kultfilm, der kredsede om emner som fisseslikker-teori og hemmeligheden bag Michael Laudrups finter.

Væk var den ”gode smag”, som havde kendetegnet dansk film i årtier. Og selv Lars von Trier lod sig begejstre over, at den uprætentiøse hverdagspoesi havde gjort sit indtog på biograflærredet — et år før de første dogmefilm!

Aldrig udgivet på dvd
Men selv om Let’s Get Lost vandt både en Bodil og en Robert for bedste film, er den ved at gå i glemmebogen. Den er aldrig blevet udgivet på dvd, fordi Nordisk Film har vurderet, at det ikke er profitabelt at lave den påkrævede colorgrading af negativer, klip for klip, digitale restaurering og lydbearbejdning.

Det vil Ekko nu gøre noget ved. Den tekniske bearbejdning er dog meget kostbar, og derfor beder Ekko læserne om at hjælpe med at gøre udgivelsen mulig.

”Vi synes, at Let’s Get Lost fortjener en plads i den danske filmhistorie, ligesom en ny generation fortjener at opleve Sidse Babetts gevaldige gennembrudsfilm,” siger Ekkos chefredaktør, Claus Christensen.

”Jonas Elmer havde kun fået penge til at lave en novellefilm, men han kuppede konsulenterne og sneg en spillefilm igennem. Vi vil gerne hylde Elmer og hans filmhold for den fandenivoldskhed, som man i dag efterlyser i skåltaler for dansk film,” siger Claus Christensen, der har fået holdet bag filmen til at indtale et kommentarspor til dvd'en.

Sådan kan du hjælpe
Alle donorer får en dvd og inviteres til en biografvisning af Let’s Get Lost, hvor man kan møde Jonas Elmer, skuespillerne og holdet bag filmen.

• Skriv til sekretariat@ekkofilm.dk.

• Oplys navn, adresse, postnummer og støttebeløb, så sender vi en faktura.

• Minimumsbeløbet er 100 kr., men større donationer er selvfølgelig mere end velkomne.

• Du kan også støtte direkte via netbank: reg.nr. 3543, kontonr. 10992869 (husk navn og adresse ved overførelsen).

Let’s Get Lost bliver efter planen dvd-gaven i næste Ekko, der er på gaden 30. november. Senere vil den restaurerede dvd-udgave være tilgængelig i almindeligt salg.

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!