Dag 6: Sund italiensk skepsis

Årets hovedkonkurrence på filmfestivalen i Venedig tæller tyve film. Blandt dem finder vi tre italienske værker.

Det er der som sådan ikke noget i vejen med. Men erfarne folk på festivalen fortæller, at det altid er værd gå ind til de film med en sund skepsis.

”Der er altid nogle af de italienske film i konkurrencen, som er med alene af den grund, at de er italienske,” fortalte en tysk filmkritiker i køen på vej til årets første af slagsen.

Det var dokumentaren Spira mirabilis af intruktørparret Massimo D’Anolfi og Martina Parenti. 

Museumsfilm
Spira mirabilis, der handler om menneskets søgen efter udødelighed og perfektion, strækker sig over to timer og består næsten udelukkende af ordløse sekvenser af vidt forskellige ting filmet kloden rundt.

Træer, der falder. Folk, der arbejder. Statuer. Masser af statuer. Fisk i akvarier. Og så videre, og så videre.

Mod slutningen danner billedet sig, og det hele går op i en højere enhed. Spørgsmålet er bare, om der stadig er folk i biografsalen til den tid? 

”Selv om filmens premiere i Venedig vil gavne filmskabernes profil, så er denne type film et mega turn-off for et uforberedt publikum og burde hellere vises på en særsektion på et museum,” skriver The Hollywood Reporter.

Abortkomedie
Men bare fordi en film er skæbnebestemt til at få et smalt publikum, betyder det ikke nødvendigvis, at den er dårlig.

Jeg kan godt se kvaliteterne i Spira mirabilis. Til gengæld se det sværere at se, at årets anden italienske konkurrencefilm Piuma – eller Fjer – har en berettigelse i hovedkonkurrencen.

Piuma er en ungdomskomedie om en uønsket graviditet mellem to teenagere. 

Det lyder lidt ... nej, det lyder meget som den lille perle Juno fra 2007, som vandt en Oscar for bedste manuskript.

Bølgerne går højt
I filmen bliver kæresteparret Ferro (Luigi Fedele) og Cate (Blu Yoshimi) snart studenter. De skal til at planlægge en rejse med deres venner til Marokko, men en svipser resulterer i, at Cate bliver gravid.

Det er de selvfølgelig ikke parate til. Forældrene er heller ikke, og gennem filmen går bølgerne højt. Så mangler de penge, så skændes de, og så har Ferro svært ved at holde sig på måtten.

Ferros far Franco (Sergio Pierattini) er filmens højdepunkt.

”Hvorfor skal du også være så normal,” spørger han frustreret sin søn, da han finder ud af, at kæresten er gravid.

”Hvorfor kunne du ikke bare være bøsse?”

Situationen for parret er svær, og selv om de elsker hinanden, overvejer de, om ikke det bedste ville være at bortadoptere barnet, når hun fødes?

Meeeeeen ... mon det nu kommer til at ske?

Skraldgrinende italienere
Biografsalen var proppet med et overvejende italiensk publikum, som skraldgrinede hele vejen.

Det samme kan folkene bag filmen også gøre på vej ned til banken, for Piuma skal nok få et stort publikum her i støvlelandet.

Over grænserne har filmen, der visuelt ligner en ordinær tv-produktion, anderledes hårde odds.

Festivalens tredje italienske konkurrencefilm er Giuseppe Piccioni Questi gioni, som vises på festivalen torsdag.