Nyhed
12. sep. 2014
Susanne Biers Serena får endelig premiere
Jennifer Lawrence og Bradley Cooper spiller i Susanne Biers melodrama Serena et ung par, der i 1929 bygger et tømrerimperium, men rammes af en personlig tragedie. Foto | Nordisk Film

Susanne Biers Serena får endelig premiere

To et halvt år efter optagelserne får Serena, som Susanne Bier har kaldt ”vor tids Borte med blæsten”, omsider premiere. Se traileren!

Af Claus Christensen

Det lød som et sandt scoop, da Susanne Bier annoncerede sin hidtil mest ambitiøse film med to af verdens absolut mest eftertragtede skuespillere: Jennifer Lawrence og Bradley Cooper (Silver Linings Playbook).

Også danske David Dencik og Kim Bodnia er med på rollelisten.

”Det bliver vor tids version af Borte med blæsten. Med et vist element af thriller. Faktisk er det ret uhyggeligt,” sagde hun til BT om Serena, der foregår under Depressionen i North Carolina 1929 og skildrer et ungt ægtepar, som bygger et tømmerimperium, men rammes af en tragedie.

Susanne Bier havde tidligere prøvet lykken i Hollywood med Things We Lost in the Fire (2007), som blev en fiasko. Men takket være Oscar-triumfen med Hævnen (2010) fik hun endnu chance.

Utilsigtet støj
Optagelserne foregik i Prag i foråret 2012, og man regnede med, at Serena ville blive en seriøs kandidat til Oscar – ikke mindst efter Jennifer Lawrence i 2013 vandt en Oscar for Silver Linings Playbook, hvor hun spiller over for netop Bradley Cooper.

Men Serenas premiere lod vente på sig.

Filmen havde tilsyneladende en lang og kompliceret klippeproces, og efterhånden som månederne gik, opstod der rygter om, at Jennifer Lawrence og Bradley Cooper slet ikke brød sig om filmen.

Det sidste dementerede Susanne Bier dog i Ekko.

Hun forklarede, at forsinkelsen skyldtes utilsigtet støj fra flytrafik under filmoptagelserne i Prag. Støjen betød, at skuespillerne skulle indtale deres replikker igen, men en meget travl Jennifer Lawrence kunne ikke finde tid i sin kalender.

”Jennifer har haft fri to dage på to år, og vi har cirka fem dages eftersynkronisering med hende,” sagde Bier til Ekko.

”Vi afventer stadig svar på, hvornår Jennifer Lawrence kan. Først prøvede vi at købe hende fri i en uge fra Hunger Games, men de vendte tilbage med en pris, der var større end hele budgettet på Serena,” fortsatte Bier og tilføjede, at Bradley Cooper havde været i København for at bistå med klipningen.

Verdenspremiere i London
Men nu er Serena altså endelig klar til at få premiere – to et halvt år efter optagelserne.

Filmen får dansk premiere 30. oktober, men verdenspremieren finder sted nogle uger før, nemlig på BFI London Film Festival (8.-19. oktober). Det Bier’ske melodrama vises uden for konkurrence i serien ”Love Gala” på festivalen, der rangerer i pænt stykke under førende festivaler som Cannes og Venedig.

Det fremgår ikke, hvornår filmen vil få premiere i hjemlandet USA, hvor den stadig ikke har fået en distributør. Og det kan godt undre, når vi taler om en film med to af verdens hotteste filmstjerner i hovedrollerne.

Den flot fotograferede trailer, der netop er blevet offentliggjort, giver ikke svar på, om Bier har lavet ”vor tids Borte med blæsten”. Det må vi vente endnu en måneds tid på at få at vurdere.

Trailer: Serena

Relevante artikler

Nyhed
07. maj 2014
Susanne Bier løfter sløret for Serena

Susanne Bier løfter sløret for Serena

Nyhed
17. dec. 2013
Mystik om Biers amerikanske storfilm

Mystik om Biers amerikanske storfilm

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!