Nyhed
27. maj 2008
Sydney Pollack er død

Sydney Pollack er død

Instruktøren bag 'Mit Afrika' og 'Tootsie' bukkede under for længere tids sygdom.
Af Jacob Ludvigsen

Sydney Pollack var manden, der gjorde Karen Blixen kendt for den menige amerikaner. Hans Mit Afrika, hvor Meryl Streep spillede den danske forfatter og Robert Redford hendes elsker, blev et stort kommercielt hit, nomineret til elleve Oscars og vandt hele syv.

Således blev filmen også Pollacks største succes i en alsidig karriere, der bevægede sig i mange filmgenrer, og som rakte ind over både instruktør-, producer- og skuespilfaget.


Dygtig personinstruktør
Pollack, født i 1934 i staten Indiana, startede sin filmiske løbebane som netop skuespiller. Han droppede ud af gymnasiet, drog til New York og kom ind på skuespilskolen Neighborhood Playhouse School for Theater.

Efter to års studier blev han underviser, og han gav folk som Robert Duvall og Rip Torn nyttige tip med på vejen. I sit senere virke blev han kendt for sine evner som personinstruktør, og han hjalp hele tolv skuespillere til en Oscar-nominering. Særligt opnåede han et tæt samarbejde og venskab med Robert Redford, der optrådte i syv af Pollacks film.

Selv blev Pollack hjulpet i gang som instruktør af John Frankenheimer. Pollack havde optrådt på tv såvel som de skrå brædder, da den gamle mester hyrede ham som dialogtræner til Det gælder min søn (The Young Savages) i 1961. Frankenheimer banede derefter vejen for, at Pollack kunne instruere sin første episode af et tv-show, Shotgun Slade.

Klædte Hofmann i dametøj
I 60'erne skabte Sidney Pollack sig for alvor et navn som tv-instruktør af serier som The Fugitive og The Alfred Hitchcock Hour. Han debuterede i spillefilmformat med Stemmen i telefonen fra 1965, men gennembruddet kom først i 1969 med dramaet Jamen, man skyder da heste, der foregik i depressionstiden og havde Jane Fonda i hovedrollen. Denne blev fulgt op med de succesrige Vore bedste år og Tre døgn for Condor.

Sidney Pollack rykkede dog først op i instruktørernes absolutte superliga, da han iklædte Dustin Hoffman dametøj til rollen som en desperat skuespiller, der forklæder sig som kvinde for at få et job i en sæbeopera. Den satiriske Tootsie blev et kolossalt hit og er måske den af Pollacks film, der holder bedst i dag.

Siden Mit Afrika i 1985 bød instruktørkarrieren på op- og nedture. Den solide John Grisham-filmatisering Firmaets mand blev en succes, mens Tilfældige hjerter og Sabrina står som kommercielle og kunstneriske fiaskoer. I 2005 instruerede han Jesper Christensen i thrilleren Tolken - The Interpreter, der blev den sidste af Pollacks film, vi fik at se i de danske biografer.

Savnet af Clooney
Med tiden lagde Sydney Pollack mere energi i jobbet som producer, og han skabte sammen med ligeledes afdøde Anthony Minghella selskabet Mirage Enterprises. Pollack producerede film som Sliding Doors, Cold Mountain og Michael Clayton, og han fortsatte arbejdet, selv efter han fik konstateret kræft i maven.

Gennem hele karrieren forstatte Pollack med at give små prøver på sit skuespiltalent - senest i En ægte mand, der for nylig fik premiere herhjemme. Han medvirkede i mindre roller i en række af sine egne film, men også i andre instruktørers værker som Woody Allens Mænd og koner, Tony Gilroys førnævnte Michael Clayton og ikke mindst som rigmand med en svaghed for ekstravagante orgier i Stanley Kubricks afskedssalut Eyes Wide Shut.

Sydney Pollack samarbejdede med George Clooney i Michael Clayton og som executive producer på Clooneys Leatherheads. Clooney udtaler:

"Sidney gjorde verden lidt bedre, film lidt bedre og endda aftensmad lidt bedre. Hatten af for en stor personlighed. Han vil blive forfærdeligt savnet."

Sydney Pollack døde i sit hjem efter længere tids kræftsygdom i maven og efterlader sig en hustru og to døtre.

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Nypuritanisme
Forbrydelse og mediestraf
Tema
07. mar. 2008

Forbrydelse og mediestraf

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!