Tal, så vi forstår det!
”Undskyld, men hvad sagde du?”
Dette spørgsmål er en almindelig forekommende replik i dagligdagens konversation, og svaret på spørgsmålet – altså en gentagelse af det sagte – er lige så udbredt.
Men hvad stiller man op, når uforståelig tale opleves på film? Her nytter et ”hvabehar” ikke noget.
Problemet dukker op næsten hver gang, at en ny dansk tv-serie søsættes. Og sjældent har så mange anmeldere – suppleret af almindelige seere – givet så massivt udtryk for, at replikker er svære at forstå som i TV 2’s nye serie Den som dræber.
Tilskueren må stoppe op
Seriens konceptuerende instruktør, Birger Larsen, har kommenteret kritikken i Berlingske den 14. marts:
”Vi kan ikke længere bruge den gammeldags skolediktion, man brugte i serier som Matador. Jeg vil hellere have realisme og så risikere, at der er nogle enkelte utydelige replikker.”
Men at videreformidle en skuespillers mumleri og betragte dette som en realistisk gengivelse af virkeligheden, er en illusion. For som Carl Th. Dreyer skrev i 1954:
”På film gælder det, at en replik, der ikke opfattes umiddelbart og i samme brøkdel af et sekund, som den lyder fra lærredet, er af det onde, fordi den standser handlingen. Tilskueren må stoppe op for at tænke efter, hvad der blev sagt. Derfor må selv vanskeligt forståelige ord undgås.”
Tonemesterens opgave
Nu er det selvfølgelig ikke et bevidst valg, at replikker partout skal være utydelige. Men hvor går grænsen?
Problemet er, at instruktøren har lettere ved at forstå mumlerierne, fordi han i forvejen kender alle replikkerne.
Her bør det være tonemesterens opgave at gøre instruktøren opmærksom på problemet. Instruktøren kan så vælge at optage scenen eller dele af scenen igen, eller han kan beslutte sig for at ”eftersynkronisere” replikkerne.
Men uanset ansvaret for de utydelige replikker, så er resultatet, at publikum risikerer at miste ord eller sætninger og derved måske vigtige meningssammenhænge.
Total nedlukning
Ud over at handlingen stoppes et øjeblik, opstår der også en kortvarig irritation i tilskuerens bevidsthed, og hvis sådanne irritationer summeres, ja, så er risikoen for total nedlukning nærværende.
Argumentet om, at det ikke er vigtige replikker, man går glip af, og at man godt kan følge med alligevel, holder ikke. For tilskueren får ikke en chance for at sanse, hvorvidt replikkerne er vigtige eller ej.
Når sådanne problemer bliver åbenlyse, er det normal rutine, at lyden får skylden. Og måske kan en ny miksning hjælpe lidt på forståelsen. Men det grundlæggende problem, nemlig den sjuskede diktion hos visse skuespillere, kan man ikke ændre ved at dreje på nogle knapper.
