Torben Grodal forvansker Freud

Når professor Torben Grodal i sin artikel På dybt vand (Ekko #57) fører sig frem med et frontalangreb mod psykoanalysens skaber, Sigmund Freud, skulle man tro, han vidste, hvad han talte om.

Men det gør han ikke.

Det tyder ikke på, at han nogensinde har læst Freud, og hvis han har, har han i hvert fald intet forstået. Grodal refererer konsekvent Freud for det stik modsatte af, hvad denne mente, hvorefter han går i gang med at angribe disse opdigtede synspunkter.

Lad mig dokumentere.

Sex kun en del af psyken
Grodal hævder, at Freud ”så seksualiteten som det eneste virkelige motiv, således at han snart forklarede alle forhold i psyken ud fra seksuelle motiver og vilkårlige fortolkninger. Ethvert traume måtte nødvendigvis have en seksuel forklaring”.

Det passer ikke.

Freud var dualist og mente, at mennesket til stadighed var underlagt konflikter mellem forskellige instanser i psyken. En klassisk konflikt i mennesket udspilles således mellem overjeget, der repræsenterer moralen, og det’et, der repræsenterer drifterne.

Oprindelig udkastede Freud en dualisme mellem selvopholdelsesdrifter og seksualdrifter, som han siden omstrukturerede til en konflikt mellem livs- og dødsdrifter.

På intet tidspunkt mente han, at alle forhold i psyken er seksuelt motiverede. Det blev han beskyldt for i sin seksualforskrækkede samtid, som mente, at han udelukkende beskæftigede sig med seksualitet, fordi han også tillagde seksualiteten betydning.

Tilsvarende ser Grodal sex overalt hos Freud, men Freud så også meget andet.

Sjælelæge, ikke hjerneforsker
Grodal hævder, at Freud ”forklarede hele hjernens funktionsmåde på baggrund af barndomserindringer og af det seksualiserede forhold til far og mor”.

Hertil er kun at sige, at Freud aldrig har beskæftiget sig med hjernens funktionsmåde. Han var ikke hjerneforsker, men sjælelæge. Han forskningsområde var psyken eller sjælen.

Ifølge Grodal mente Freud, at angst udspringer af seksuel fortrængning. Det passer heller ikke.

Freud skelnede mellem to typer angst, nemlig realangst og neurotisk angst, som skyldes henholdsvis udefra og indefra kommende trusler. Freud mente, at den første angstkilde var fødselsangsten og henviste til, at ordet angst kommer af ”angustiae”, der netop betyder snæverhed.

En anden angstkilde er separationsangst, det vil sige adskillelse fra moren.

En tredje er for drengens vedkommende kastrationsangst, som i første omgang resulterer i seksuel fortrængning – og altså ikke udspringer af fortrængningen. Siden resulterer kastrationsangsten i dannelsen af overjeget, som i høj grad kan være angstfremkaldende.

Arternes udvikling
Grodal hævder, at Freud fuldstændigt fornægtede, at ”mennesket ligesom andre dyr er styret af en række forskellige behov og mekanismer”.

Det er det rene vås.

Freud henviste igen og igen til fylogenesen, det vil sige til arternes udvikling. Og i sin 22. forelæsning sammenligner han direkte menneskets fylogenetiske libido-udvikling med visse dyrearters.

Også den berømte teori om drabet på urfaderen, som han lancerer i Totem og tabu, er fylogenetisk.

Letkøbt om Jung og Lacan
Når Grodal endvidere beskriver Jung som ”en af psykoanalysens okkulte personligheder”, synes han uvidende om, at Jung jo brød med psykoanalysen netop på grund af sine okkulte interesser, som Freud betegnede som ”den sorte slamflod”.

Endelig virker det noget letkøbt, at Grodal karakteriserer Jacques Lacan som ”dybt psykotisk”. Det ligger uden for min kompetence at forsvare Lacan, så jeg nøjes med at bemærke, at en psykotiker næppe kunne have skrevet det værk, Lacan efterlod sig.

Torben Grodal er et trist eksempel på, at de, der kritiserer Freud skarpest, ganske enkelt ikke har sat sig ind i hans værk. Hvis de havde det, ville kritikken nok afløses af beundring.