Premiere: Triers formfuldendte flabethed

Du er ikke den eneste, der har længtes efter tredje sæson af Riget.

”Det er da ikke nogen slutning!” korser Bodil Jørgensens Karen sig i indledningen til Riget Exodus. Hun har netop set de sidste vanvidsminutter af Riget II på sit lille fjernsyn, og Lars von Trier træder frem foran det røde fløjlsgardin for med sit gavtyvesmil at gnide salt i såret.

Nu står han her igen.

Ikke i egen høje person, for i slutteksterne gemmer han sig bag gardinet med kun lakskoene stikkende frem. Hans aldrende stemme forklarer, at han af forfængelighedsgrunde gemmer sig, selv om den unge Trier også forekommer ham at være lovligt kæk.

Efter denne overraskelse er krukkeriernes ceremonimester klar til atter at indbyde publikum til at tage det gode med det onde.

Selv om vi starter metaforvirrede uden for fiktionens verden, vandrer søvngængeren Karen snart igennem porten til Riget. Hun snyder sig ind på et hospital, der på nye og gamle måder er lige så forrygende forrykt, som det var, da vi forlod det.

Gamle hits og nye påfund
Karen er urolig på Lillebrors vegne. Han drukner, mærker hun, og har brug for hende.

For at finde ham forvilder hun sig ned i kælderen. Her møder hun Bulder, der egentlig hedder Balder, og som spilles af Nicolas Bro. Hvorfor de kalder ham det, ved han ikke. Han er fra landet, bliver han ved at påpege, og dér ser man åbenbart ikke Riget.

Det makkerpar står i skyggen af spiritisten Fru Drusse og hendes morsyge søn Bulder, men hvordan kunne de andet? De velkendte figurer er dansk kulturarvesølv, og hvis man forventer at få alle forventninger indfriet, går man fra Riget Exodus med uforrettet sag.

Den mulighed døde i 1998 sammen med Ernst-Hugo Järegård, der spillede den harske svenske overlæge Stig Helmer.

De fem nye afsnit blander i stedet gamle hits og nye påfund med et Trier’sk glimt i øjet.

En teske og et øje
På neurokirurgisk afdeling blusser gamle konflikter op, da Mikael Persbrandts Stig Jr. – søn af Helmer – gør sin entre i en helikopter.

På taget forlanger han af den førstkommende dansker: ”Take me to your leader!”

Stig Jr. er tiltrædende overlæge på afdelingen. Han er kommet af ren altruisme for at videreføre sin fars arbejde med at løfte niveauet i den danske lægevidenskab.

Men selvfølgelig ikke helt til svenske standarder, som han skynder sig at påpege.

Over for ham står Lars Mikkelsens vege overlæge Pontoppidan og Nikolaj Lie Kaas’ bryske hjernekirurg Naver. Sidstnævnte farer i flint for et godt ord og kommer med skønt tvetydige trusler, når han da ikke griber en teske og, som Pontoppidan forskrækket siger på vej ud af rummet, ”gør det med øjet”.

De to er parafraser over Holger Juul-Hansens overlæge Moesgaard og Søren Pilmarks reservelæge Krogshøj, men også kostelige bekendtskaber i egen ret.

Henificering
I de to gamle sæsoner udmøntede konflikten mellem danskere og svenskere sig primært i Helmers rasen mod vindmøller.

Men i den nye får Stig Jr. opbakning fra Rigets svenskerbrigade, der mødes i kælderen i gruppen Sverige Anonymous. Men han får også bister modstand fra rask væk enhver, der er født på den kalkede side af Øresund.

Det udvikler sig til regulært svenskermobberi, da Stig Jr. insisterer på ”henificering” af journalsystemet, det vil sige kønsneutralisering, hvilket får fatale konsekvenser.

Han sagsøges også for sexchikane af Tuva Novotnys indladende læge, så snart han mailer hende en samtykkeerklæring forud for en arbejdsflirt.

Den slags klares heldigvis snildt af hospitalets svenske advokat (Alexander Skarsgård), der har fast praksis på samme dametoilet, hvor skuespillerens far Stellan engang konsulterede med Helmer Sr. ”Betal!” rådgiver han Stig Jr. og tilføjer, at overlægen i det mindste ikke er anklaget for voldtægt.

Mere grin end gys
Tosserierne hober sig hurtigt op, og Riget Exodus fortsætter ufortrødent i samme outrerede spor som Riget II.

Lars von Trier ved om nogen, hvordan man gør sit publikum dårligt tilpas. Men der var flere latterbrøl end gisp og skrig i salen, hvor et pænt kontingent af italienere og andre, der måske ikke har de første par sæsoner på rygraden, udvandrede undervejs.

Tredje sæson af Riget er selvfølgelig uløseligt forbundet med de foregående, selv om serien ikke er ovenud optaget af at følge de gamle cliffhangers til dørs.

Nogle tråde flettes sammen, andre får lov at flagre, og der er nærmest total udskiftning på skuespilholdet. De overlevende kendte ansigter som Søren Pilmark, Birgitte Raaberg, Solbjerg Højfeldt, Ghita Nørby og Peter Mygind dukker snarere op til veloplagte cameos end for rigtig at følge deres karakterer til dørs.

Eneste undtagelse er Henning Jensen som hospitalsdirektøren Bob, der stadig truer med at effektivisere hospitalet – hvis han da ellers kan løsrive sig fra et onlinespil syvkabale.

Lucifer med skoggerlatter
Der er smurt tyk på med farcen, og man godter sig, når der skydes med skarpt mod Sundhedsportalen, automatiske telefonsvarere, djøf-ificering og danskhedens opblæste lidenhed.

Men Riget Exodus glemmer ikke den kerne af ømhed, der også er en del af seriens dna.

For mens lægerne gakker rundt på neurokirurgisk, prøver Karen og Bulder at nå til bunds i Rigets djævelskab. Ingen ringere end Willem Dafoe danser rundt som dæmonen Lucifer med skoggerlatter iført en sweater fra Region Hovedstadens Center for Ejendomme.

Er Karen vågen, eller er det hele bare en drøm? Og hvad gør det egentlig, hvilke mellemregninger Lars von Trier og hans medforfatter Niels Vørsel har lagt til regnestykket, så længe de kan nå til et facit?

Riget Exodus er en oprigtig afslutning på historien om ånderne, der vandrer hvileløse som trækfugle, om de folkekomiske optrin på hospitalsgangen, om opvaskerne nede i kælderen, der denne gang spilles af robotten BOB 2.0 og Jesper Sørensen, som lider af progeria og ældes otte gange hurtigere end normalt.

Det er Lars von Trier Classic.

Underholdende og irriterende, begavet og barnlig, skarp og sløv – og allerbedst i sine sidste øjeblikke.

Kan Porten til Riget lukkes? Svaret kommer. Og det er værd at vente på.