TV 2’s syv fejl i lækagesagen

På kort tid fik generaldirektør Kenneth Plummer bragt DR i centrum af lækagesagen og smidt alle de kort, man havde på hånden i forhold til skruppelløse TV 2.

Plummer fyrer en medarbejder, der har lavet en hemmelig optagelse, som angiveligt dokumenterer, hvem der i 2007 lækkede fortrolige oplysninger om udsendelse af jægersoldater til Irak.

Fyringen bliver i første omgang begrundet med, at optagelsen er i modstrid med DR’s etiske retningslinjer, selv om DR gang på gang har forsvaret brugen af skjulte optagelser som journalistisk redskab.

Kildebeskyttelse på kompromis
Senere ændrer Plummer begrundelsen til, at den medvirkende på optagelsen er blevet lovet ”kildebeskyttelse”.

Men samtidig er generaldirektøren den første, der bryder kildebeskyttelsen, idet han afspiller filen for DR’s bestyrelsesformand, Michael Christiansen. Formanden er politisk udpeget og har intet at gøre med spørgsmål om kildebeskyttelse, som er et redaktionelt anliggende.

Plummer forplumrer yderligere sagen, fordi han tilsyneladende er parat til at give køb på kildebeskyttelsen, hvis der kommer en dommerkendelse om, at DR skal udlevere lydfilen. De eneste, som den økonomiuddannede generaldirektør ikke vil servicere, er stationens seere. Så meget for DR’s uafhængighed og pressen som den fjerde statsmagt.

Jamen, man beskytter da magthavere
DR-direktørens inkompetente optræden bør dog ikke skygge for, at det er TV 2, som har ansvaret for lækagesagen.

Med nyhedschef Michael Dyrby i spidsen har stationen konsekvent truffet de forkerte beslutninger, og her rækker inkompetence ikke som undskyldning. Dyrby har bevidst beskyttet magthaverne. Stationen har ikke været i god tro, men videreformidlet falske beskyldninger, velvidende at de ikke er sande.

Lad os tage fejlene, én for én:

Fejl nr. 1
Ifølge filminstruktør Christoffer Guldbrandsen bliver TV 2-reporteren Rasmus Tantholdt den 26. april 2007 ringet op af forsvarsminister Søren Gades spindoktor, Jacob Winther. Spindoktoren lækker fortrolige oplysninger om udsendelse af jægersoldater til Irak.

TV 2 har valget mellem to historier: den lille historie om udsendelsen, som vil bringe soldaters liv i fare, og den store historie om en spindoktor og muligvis hans minister, der overtræder loven og risikerer flere års fængsel.

TV 2 vælger den lille historie. Det er stationens første og største fejl.

Fejl nr. 2
Da Forsvarskommandoen bliver opmærksom på, at TV 2 arbejder på historien, forsøger forsvarschef Jesper Helsø at overtale tv-stationen til ikke at bringe den. Men da Jyllands-Posten også har fået færden af nyheden og vil bringe den, vælger TV 2 at trodse forsvarschefens anbefaling.

TV 2 sætter konkurrencen over hensynet til soldaters liv. Det er stationens anden fejl.

Fejl nr. 3
Søndag den 29. april beskylder udenrigsminister Per Stig Møller oppositionen, blandt andre Mogens Lykketoft fra Socialdemokratiet, for at være lækken. Det viderebringer TV 2, selv om stationen ved, at det er urigtigt.

TV 2 foretrækker løgnen frem for den ubekvemme sandhed. Det er stationens tredje fejl.

Fejl nr. 4
”På TV 2 beskytter vi vores kilder. Punktum,” har Michael Dyrby flere gange sagt i debatten om lækagesagen.

Men når sagen dukker op igen efter to år, skyldes det, at TV 2 netop ikke har beskyttet sin kilde. I Ekko siger Guldbrandsen, at der sidder journalister på TV 2, Politiken og DR, som alle ved, hvem kilden er. Hvordan kan de vide det? Fordi Rasmus Tantholdt og Michael Dyrby ikke har overholdt den kildebeskyttelse, som ellers er så hellig på tv-stationen.

TV 2 sladrer om sine kilder. Det er stationens fjerde fejl.

Fejl nr. 5
Hver eneste dag kan man i avisen læse formuleringer som ”kilder i regeringen siger” eller ”kilder i Udenrigsministeriet”. Det er ikke et brud på kildebeskyttelsen, men almindelige journalistiske formuleringer.

Onsdag den 27. januar 2010 siger TV 2’s mangeårige politiske kommentator Kaare R. Schou, at lækken kom fra Forsvarsministeriet. Han understreger, at han ikke vil sætte navn på kilden. Alligevel går Michael Dyrby prompte til modangreb på sin egen medarbejder, og nogle dage senere sender han Schou på tvungen orlov, selv om kommentatoren ikke har afsløret kilden. Derimod har sagen så vidt vides ikke haft nogen konsekvenser for Rasmus Tantholdt, der til sine kolleger har fortalt, at Jacob Winther er kilden.

TV 2 straffer medarbejdere, der fortæller sandheden til offentligheden. Det er stationens femte fejl.

Fejl nr. 6
Søndag den 31. januar er lækagesagen på dagsordenen i Presselogen på TV 2 News, som har sat fem af landets førende chefredaktører stævne. Flere kilder på TV 2 har over for Politiken bekræftet, at Jacob Winther er lækken, fortæller avisens chefredaktør Tøger Seidenfaden.

”Helt ude i hampen,” svarer en ophidset Michael Dyrby, og de to redaktører kan kun blive enige om én ting: ”Én af os må lyve.”

Michael Dyrby melder afbud til Mennesker og medier på P1, hvor lækagesagen skal debatteres. Ifølge programmets vært er det første gang, at Dyrby har sagt nej til at deltage. Senere bekræfter Dyrby, at TV 2 har opgivet at dække lækagesagen journalistisk.

TV 2 lukker af for debatten, når den bliver problematisk for TV 2. Det er stationens sjette fejl.

Fejl nr. 7
Lækagesagen bliver et problem, ikke bare for forsvarsminister Søren Gade, men for hele regeringen. Søren Gade nægter at igangsætte en undersøgelse og vælger i stedet den 23. februar at træde tilbage som minister og forlade politik.

Nu ligger sagen hos politiet, men TV 2 ønsker fortsat ikke at hjælpe hverken politiet eller offentligheden, selv om Gades pludselige exit øger mistanken om, at han har været involveret i lækken. Man kan gisne om, at Søren Gade vil vende tilbage til politik, når den uopklarede sag er gået i glemmebogen.

TV 2 holder hånden over magthaverne. Det er stationens syvende og grundlæggende fejl.