Uden store armbevægelser

Jette Søndergaard er ikke en skuespiller, man som journalist bare sådan lige får fat på. Hun er ikke på sociale medier, og selv om hun har modtaget flere nomineringer og stor hæder i branchen – for de to første hovedroller i sin karriere – har intet etableret medie for alvor haft kløerne i hende før nu.

Snart er hun aktuel i sin tredje, lidt indadvendte hovedrolle i Frelle Petersens hjemstavns-trilogi: Onkel, Resten af livet og nu Hjem kære hjem, som har premiere til juni. Hver rolle skildrer med stor autenticitet det virkelige liv og dets eksistentielle dilemmaer, der er nuancerede og ofte svære at afkode. Man mærker hende i hver eneste scene.

At Jette Søndergaard skulle være svær at få fat i, er dog ikke den fornemmelse, man sidder med, når man møder hende ansigt til ansigt. Som i sine roller udstråler hun både eftertænksomhed og varme. Hun smiler let og får én til at føle sig i godt selskab.

”Men jeg er altså ikke de karakterer, jeg spiller. Det er nok fordom nummer ét om mig. Dét og at jeg stadig bor i Sønderjylland. Men jeg har faktisk boet på tredje sal i København i femten år,” slår hun hurtigt fast.

Jeg har faktisk boet på tredje sal i København i femten år

”Men det ville selvfølgelig være mere romantisk, hvis jeg boede på en gård og bare tullede rundt i Jylland. Engang imellem kom Frelle Petersen så lige forbi, tændte for sit kamera og fangede magien fra min hverdag. Men sådan er det altså ikke.”

Barndom i klosterbyen
Jette Søndergaard forstår dog godt, at det er svært for publikum at skelne mellem virkelighed og fiktion. Hun er nemlig født og opvokset i det sønderjyske landskab, Frelle Petersens film foregår i. Nærmere bestemt i Løgumkloster, en lille by med omkring 3.600 indbyggere, centreret omkring et smukt munkekloster fra højmiddelalderen.

”Jeg har assisteret ved kirkens aftensangarrangementer, min mor arbejder med administration på en kirkemusikskole, og min far er kirketjener. Så for mig er fars kirke i Løgumkloster noget af det smukkeste,” siger hun undskyldende, som om hun synes, det er lidt kikset.

”Da jeg nåede de større klasser, måtte jeg gå i skole i en anden by. Efter et halvt års tid var jeg til fest med mine nye veninder, som var blevet lidt halvstive og havde fået mod nok til at spørge om noget, de havde tænkt på længe,” siger hun og begynder at svaje faretruende, mens hun med beruset stemme og store armbevægelser fortsætter.

”Ej, men Jette, Jette, Jette, helt ærli’! Ahmen, det var bare fordi, at da jeg li’ mødte dig, så troede jeg ba’, du var mega religiøøøs. Men nu er du jo stiv!”

Jette Søndergaard retter sig op med et stort smil. ”Men det hele er bare et tilfælde – alt det med min familie og kirker. Det er bare arbejde, for vi er virkelig ikke særligt religiøse. Min far bander mere end de fleste.”

Rumpenisse nr. 3
Jette Søndergaards gennembrudsrolle kom i 2019 med Onkel, hvor hun leverer et intenst portræt af den stille, unge Kris, der af pligt og stor kærlighed tager sig af sin fysisk udfordrede onkel. Hun drømmer om et liv som dyrlæge i en større by og måske også om at finde kærligheden. Hvis altså hun tør tage springet og lægge det umiddelbare ansvar fra sig.

”Onkel spejler jo ualmindeligt mange elementer fra mit eget liv. Det tog især min mor noget tid at vænne sig til filmen og nyde karaktererne, for det er jo hendes rigtige bror, jeg spiller overfor,” forklarer Jette.

”Da jeg var fire år, spurgte min farfar, hvad jeg gerne ville være, når jeg blev stor. Jeg svarede, at jeg enten ville være dyrlæge eller skuespiller. Det hang ligesom ved.” Som ung gjorde Jette Søndergaard, hvad alle andre med skuespillerdrømme gør.

”Jeg tog mediefag på Tønder Gymnasium, hjalp til i alle de kortfilm, jeg kunne, var runner på Kunsten at græde i kor og spillede Rumpenisse nr. 3 i Ronja Røverdatter, selv om jeg synes, de væsner er sygt creepy.”

”Film har altid levet i mig. Jeg vidste, at jeg virkelig brændte for fortællinger, da jeg så Lad isbjørnene danse. Jeg skulle nok ikke have set den film alene som tiårig, men jeg elskede, at den handlede om et andet barn. Jeg krøb bare tættere og tættere på skærmen,” forklarer hun og laver små, energiske hop i sofaen, så hun bumper et par centimeter fremad hver gang.

”Samtidig var jeg enormt fascineret af dyr, så dyrene og skuespillet blev et parløb for mig. Og det var lidt mere simpelt at starte på dyrlægestudiet i København end at blive skuespiller.”

Springet til skuespil
Tre semestre inde i uddannelsen kunne Jette Søndergaard dog mærke, at noget ikke var, som det skulle være.

”Det gik op for mig, at skuespillet ikke bare skulle være en drøm. Det skulle være virkelighed. Så jeg tænkte: ’Fuck it. Jeg tager til L.A., hvis det må være sådan!’”

Efter en skuespillerworkshop i Los Angeles vendte hun hjem til Danmark, hvor hun hørte, at en autodidakt fyr ved navn Frelle lavede casting til en mindre rolle i sin første film, Hundeliv. Hun blev en del af projektet og endte endda med at hjælpe den spirende instruktør med at finde en location, nemlig sin onkel Peter Hans Tygesens gård i Tønder.

Resten er sådan set historie. For siden premieren på Hundeliv i 2016 vendte Frelle og Jette tilbage til gården i Tønder og startede en trilogi sammen – med Jette i hovedrollen.

”Jeg nåede faktisk at være praktiserende smådyrsdyrlæge i halvandet år, inden jeg helt droppede faget. Jeg kan huske, at min far tog sin alvorlige stemme på og spurgte, om jeg nu var helt sikker. Mine forældre har altid været enormt støttende, men han tænkte nok, at jobsikkerheden som skuespiller er ret ringe.”

”Heldigvis er det jo gået ok, men det kan jo også være, at jeg laver noget helt andet om fem år. Jeg er allerede gået fra at være dyrlæge til fuldtidsskuespiller,” siger hun og ler højt.

Kult i Japan
For rollen som Kris i Onkel modtog Jette Søndergaard nomineringer ved branchens to største prisuddelinger, Bodil og Robert. Filmen fik samtidig Bodil-prisen for bedste manuskript, mens den er blevet kult i Japan med hovedprisen på festivalen i Tokyo.

”Reaktionerne fra Japan skyldes nok budskabet om æren i at tage sig af den ældre generation. Men også herhjemme genkender man Kris’ følelse af ansvar. Man har måske fast arbejde og børn, og alligevel drømmer man om noget helt andet. Det er den der grundlæggende følelse af ikke at kunne være alle steder på en gang,” forklarer skuespilleren.

Tre år senere fik hun endnu en Bodil-nominering for Frelle Petersens sorgdrama Resten af livet. Her splintres en lille families tilværelse, da et ægtepars voksne søn dør. Tilbage står Jette Søndergaards karakter, datteren Line, som forsøger at samle trådene og holde fast i det, der engang var et familieliv.

Selv om det måske lyder usandsynligt, overgår Resten af livet nærmest gennembruddet Onkel, hvad angår den særlige kombination af intimitet og nådesløst ærlige følelsesmæssige konfrontationer.

”Et af de største øjeblikke i min karriere opstod, da en person kom hen til mig og fortalte, at Resten af livet faktisk havde hjulpet vedkommendes familie med at få en dialog om den kæmpe sorg, de havde oplevet. At mit arbejde kan være med til at sætte noget i bevægelse hos mennesker i en så sårbar situation, er overvældende.”

Et privat menneske
Jette Søndergaard er et privat menneske uden store armbevægelser. Flere gange tænker hun sig længe om, før hun svarer, og det føles, som om ordene bliver vejet på en guldvægt. Mens skuespilkollegerne ville give deres højre arm for et få et stort interview og glædeligt poserer på den røde løber til gallapremierer, føler hun ikke den store trang til at promovere sig selv.

”Jeg elsker, når Frelle og jeg er på turné og laver Q&A’s efter en filmvisning. Men at fise rundt på den røde løber er ikke ligefrem min yndlingsting. Og hvis jeg står på en scene og skal sige noget som privatperson, er jeg ved at falde fuldstændigt fra hinanden. Jeg bliver et espeløv,” siger hun og begynder overdrevent at ryste for at understrege pointen.

”Det er så bizart. Hvis jeg, Gud forbyde det, skulle holde en tale ... oh, my God,” fortsætter skuespilleren, der samler sit lange, bølgende hår i hænderne og begraver hovedet i det, så jeg ikke kan se hendes øjne længere.

”Jeg kunne ikke engang komme igennem talen til min far, da han blev 60,” siger hun alvorligt, inden hendes ansigt genert kommer frem igen.

”Men i det øjeblik Frelle råber ’action’, og vi filmer, bliver jeg en anden. Så gør det ikke noget, at 30 mennesker står rundt om og kigger på mig. Det er egentlig ret skizofrent. Det er ikke, fordi jeg ser lyset eller noget i den stil, men oftest føles det bare rart. Det kommer selvfølgelig også an på, hvilken scene jeg skal lave.”

Rollen sætter sig i kroppen
I den kommende Hjem kære hjem, der afrunder hjemstavns-trilogien, går hendes rolle som hjemmehjælperen Sofie fra den ene yderlighed til den anden.

”Selv om det ikke er mig, historien handler om, beder jeg stadig min krop om at portrættere de følelser, som Sofie har. Og i det øjeblik har jeg virkelig hendes følelser.”

”Derfor tog det mig også nogle måneder at ryste oplevelsen af mig igen. Vi sluttede optagelserne med nogle psykisk meget tunge scener, og det satte sig i systemet. Jeg bruger mit sind meget i de situationer.”

”Det fungerer for nogle, men for mig har det altid virket forkert at bruge ens egne traumer til at få følelser frem på lærredet. Jeg har ikke lyst til at skulle tænke på min døde farmor, for at jeg kan græde på kommando.”

”Jeg føler, at traumer er noget, man skal bearbejde og så lægge til hvile. De skal ikke hives frem, når en scene lige kræver det. Men hvis jeg skal kunne holde til skuespil i 20-30 år endnu, er det nok ikke sundt at tage rollen så meget ind.”

”Så jeg arbejder med teknikken The Alba Method, der kan frembringe gråd, uden at jeg skal misbruge mig selv psykisk. Men det er klart noget, jeg skal øve mig mere på.”

Kampen for omsorg
I Hjem kære hjem er fraskilte Sofie i begyndelsen af 30’erne og netop startet i hjemmeplejen. Hun gør alt det rigtige. Tager sig tid til de ældre, udvikler den høflige smalltalk til ægte samtaler og giver gerne et ekstra stykke slik, hvis nogen beder om det. Men det passer ikke ind i et system, hvor vagtplanerne er stramme, og personalet knokler for at få det til at hænge sammen.

Filmen følger Sofies mere og mere stressede hverdag. Og da den dedikerede hjemmehjælper pludselig beskyldes for manglende omsorg, er det næsten, som om man kan høre sit eget hjerte knuses.

”Det er jo så træls for hende,” siger Jette og tilføjer hurtigt, at det måske nok er lidt jysk sagt, da hun ser mit skeptiske blik.

”Jeg kan godt forstå din vrede på Sofies vegne. Men ’træls’ er virkelig det rigtige ord her. For det er træls, at Sofie giver så meget kærlighed og nærvær, og så bliver alle hendes gode intentioner mast af et system, der ikke er bygget til det.”

”Samtidig kæmper hun jo stadig for at være et fantastisk menneske. Og den stakkels leder, der forsøger at lappe vagtplanen og presser Sofie – det er jo heller ikke hendes skyld. Hun gør det, fordi hun nærer en kærlighed til et fag, der er uhyre vigtigt, men alt for ofte mødes med ligegyldighed. ”Hun håber, at Hjem kære hjem kan blive et vindue ind til det fantastiske arbejde, som plejepersonalet udfører hver eneste dag.

”Vi tror, at det ikke angår os, bare fordi vi er 30,” siger hun og vifter afværgende med hånden.

”Men når vi ikke selv kan være der, er det folk som Sofie, der passer på dem, vi elsker allermest. Vores forældre og bedsteforældre. Og vi ender jo allesammen i hjemmeplejen. Hvis vi er heldige nok.”

”Min mormor er 93 og med i filmen. Hun klarer stadig alting selv, men min morfar fik hjælp helt til det sidste. Så jeg har set, hvad de her mennesker kan. Og jeg ville selv give alt for, at én som Sofie tog sig af mig, når den dag kommer.”

Er Per okay?
Som i Frelle Petersens tidligere film er størstedelen af rollebesætningen i Hjem kære hjem fundet lokalt. De fleste hjemmehjælpere er ikke skuespillere, men rigtige medarbejdere fra plejesektoren, som også hjalp til i researchen. Jette Søndergaard var med i hjemmeplejen i tre dage for at få hænderne lidt ned i faget.

Da jeg spørger, om hun ikke var lidt bekymret, særligt under optagelserne med den ældre herre, der spiller den demente Per, lyser hun op.

”Jeg forstår, hvad du mener, og det gør mig faktisk virkelig glad, at du tager fejl! For Per får det til at se ud, som om man knap kan røre ved ham, uden at han går i stykker. Men han har det superfint,” siger hun stolt.

”Han er mere klar i pæren end mig. Det glæder mig, at du tror på illusionen, for så har vi ramt noget ægte. Efter en visning i Berlin kom der faktisk én hen til mig og Frelle og spurgte bekymret: ’Ham den gamle mand med demens … I har vel fået skriftlig tilladelse til at filme ham, ikke? For han er da ikke ved sine fulde fem!’”

Jette Søndergaard gengiver episoden med alvorlig stemme, men bryder så ud i grin, retter sig op og hvisker til sig selv: ”Yes!”

Hjem kære hjem har premiere 19. juni og anmeldes side 120.