Ulykkernes holdeplads

En sø, hvor man kan finde lige det, man går og mangler - en kæreste eller ægtemand. Det er i hvert fald, hvad to finske søstre fisker op i deres robåd i Maarit Lallis kortfilm Järvi (eng. The Lake), som er et lille stykke magisk-realistisk absurdisme.

Finske Lalli er født i 1964 og har instrueret en række kortfilm. Hun er dog mest kendt som tv-forfatter, og hun er blandt andet en af hovedkræfterne bag Finlands længst kørende tv-serie, Kotikatu.

The Lake fra 2006 er med på dvd’en Funny Films of the North, som Ekko har produceret I samarbejde med tre andre nordiske filmmagasiner. Filmen blander det realistiske med det absurde i en fortælling om to søstre.

— Maarit Lalli, hvad var dine intentioner med The Lake?

”Mine intentioner var at lave en absurd, skør og sjov film, der skulle lege med traditionelle finske elementer som den lyse sommernat, en båd, en sø og forholdet mellem to søstre.”

Lyst til at stikke af
— Hvad var den største udfordring ved at lave filmen - kunstnerisk såvel som praktisk?

”De praktiske omstændigheder gjorde det svært at forløse de kunstneriske ambitioner. Vi havde kun to nætter og intet elektrisk lys. Den anden nat var den eneste gang, det regnede den sommer, så vi mistede mange optage-timer, og hele filmen blev derfor optaget på kun femten-seksten timer. At filmen foregår på vandet, komplicerede også tingene. Vi havde fem både på settet, og de flød rundt i alle mulige retninger, hvilket gjorde det svært at filme båden med hovedrollerne i. Båden i filmen var tilmed anderledes, end den som Elina Knihtilä (som spiller hovedrollen Mailis, red.) havde øvet sig på at styre. Den var enormt tung og umulig at styre.”

”Det var desuden meget mørkt, så jeg blev nødt til at stole på, at skuespillerne gjorde, som jeg havde bedt dem om, da jeg praktisk talt intet kunne se. Vi havde også kun en chance for at filme Mailis, der falder i søen. For uden elektricitet, ingen hårtørrer - og uden hårtørrer, intet tørt hår. Den eneste lykkelige omstændighed var, at filmholdet var den mest professionelle gruppe, man kunne opstøve i hele Finland. Vi havde store problemer, men lige meget hvad, var der altid én, der havde en løsning.”

”Klokken seks om morgenen på dag 2 havde jeg virkelig lyst til at stikke af. Vi var gået over tiden, vi manglede stadig den sidste scene, og jeg følte, at det, jeg havde filmet, ikke var godt nok. Ved nærmere eftertanke ville det nok have ødelagt min karriere, hvis jeg var stukket af. Jeg er glad for, at skuespillerne ikke stak af, men sagde, at de ikke ville give op. Vi blev færdig seks timer senere, hvor den ene af skuespillerne tog direkte videre til en spillefilmoptagelse. Den anden havde det rigtig skidt, for hun var gravid.”

”Vi er i øvrigt alle sammen gode venner den dag i dag.”

Mulighedernes sø
— Hvad synes du om det endelige resultat?

”På grund af de praktiske problemer - pengemangel, for lidt organisatorisk forberedelse, for lidt tid og for meget regn - kom jeg ikke tæt nok på skuespillerne. Deres reaktioner er derfor ikke helt, som jeg havde planlagt. Og vi havde ikke nok optagelser til at klippe den bedre. Den er okay, men ikke god eller sjov nok. Filmen blev ikke den klassiker, jeg ønskede, den skulle være. Men jeg fortsætter med at øve mig, så jeg kan lave én i fremtiden.”

— Hvilken reaktion ønsker du at fremkalde hos publikum med The Lake?

”Grin og overraskelse. Og følelsen af at alt er muligt, hvis du tror nok på det. Og at der er en sø et sted i Finland, hvor du kan finde lige det, du leder efter.”

— Er du i gang med nogle nye projekter?

”Jeg har lavet Almost 18, som er min første spillefilm. Den handler om fem syttenårige mænd fra Helsinki. Den beskriver ikke bare mændenes utilpassede opførsel, som vi oplever i starten af filmen, men også deres følsomhed og kærlighed til familier og kærester. Jeg har skrevet manuskriptet sammen med min nittenårige søn, og det er fem amatører, der spiller hovedrollerne. Den har premiere i 2012.”

Den rigeste kvinde i Europa
”Jeg er desuden i gang med at skrive manuskript til filmen Le Grand Sancy, som jeg også skal instruere. Den handler om en finsk kvinde fra det nittende århundrede, Aurora Karamzin, som på det tidspunkt var den rigeste kvinde i Europa. Hun havde alt og var meget selvstændig, men hvordan brugte hun egentlig sin autoritet og magt?”

— Hvad synes du om den nuværende tilstand i finsk film?

”Der er nogle nye talenter, for eksempel Zaida Bergroth og Aleksi Salmenperä, hvis arbejde jeg rigtig godt kan lide. Ellers har jeg ikke set mange finske film i de senere år. De er ret upersonlige, hvis jeg skal være ærlig.”

”Det er tydeligt, at særligt finsk tv ikke tror på absurde film længere. Man tager ingen chancer med vovede historier, og så har man i øvrigt heller ingen penge til at lave film for. The Finish Film Foundation har penge, men de kan ikke gøre det alene. Så jeg synes ikke, fremtiden for absurde, komiske film eller tv-serier ser særlig lys ud.”