Ungdomsoprørets fremmede landskab

Zabriskie Point begynder med et politisk møde midt i slut-60’ernes studenteroprør. Kameraet flakker i hurtige panoreringer fra ansigt til ansigt, mens de studerende med vrede og indignation afbryder hinanden. 

Fra første indstilling er det, som om kameraet mangler overblik midt i den ophedede debat. 

Det er med dette undersøgende blik, at italienske Michelangelo Antonioni starter sin første og eneste amerikanske film. Og det er netop det udefrakommende blik, som i datiden nok blev kritiseret, men som på den anden side har gjort filmen til en fascinerende kultfilm. 

Kunstfilmens maestro
I forhold til emnet var Antonioni på forhånd dømt til at være den udenforstående. Han var 56 år gammel, da han lavede Zabriskie Point, og således aldersmæssigt en del af den selvsamme generation, som ungdomsoprøret kritiserede. 

Op gennem 1950’erne og 60’erne havde han blotlagt den følelsesmæssige og eksistentielle tomhed, som var bagsiden af efterkrigstidens italienske økonomiske mirakel. Og han havde kort forinden haft sit største hit med Blow-Up, som skildrede ungdomsgenerationen i Swinging London. 

Som en fremmed planet
Idéen til Zabriskie Point fik Antonioni fra en nyhedsartikel i en amerikansk avis. Artiklen handlede om en ung mand, som havde stjålet et fly og blev dræbt, da han returnerede flyet. 

Herudfra konstruerede instruktøren fortællingen om rebellen Mark, som efter en konfrontation med politiet flygter ud i den amerikanske ørken. 

Men selve fortællingen synes egentlig ikke at interessere Antononi synderligt. Hans opmærksomhed retter sig i stedet mod landskabet – fra byens reklameskilte, som sælger falske drømme, til Death Valleys enorme vidder, hvor mennesket synes lige så ubetydeligt som et lille sandkorn. 

Filmens sympati ligger tydeligvis hos ungdommen, men samtidig er det en ungdom, hvis livsstil og mål Antonioni selv synes at tvivle på. 

USA fremstår i Zabriskie Point som en fremmed planet, hvis civilisation er på vej mod sin egen ødelæggelse. Og sådan slutter filmen også. Med et gigantisk big bang filmet i mageløst ultra-slowmotion til tonerne af Pink Floyds psykodeliske urskrig.