Verden gennem Reygadas' vinduer
”Filmen er stærk, fordi man ikke nemt kan genfortælle handlingen,” sagde Carlos Reygadas på pressemødet for sin svært gennemskuelige Post Tenebras Lux.
Da pressen i går aftes kom ud af biografsalen efter at have overværet den fragmentariske Post Tenebras Lux, var forvirringen — og for mange irritationen — stor.
I en mexicansk skov bor en familie i et hus, og det er deres liv og lidelser, filmen skildrer. Faren er en plaget mand, der ikke behandler sin kone særlig godt. Til sidst når han dog måske til en form for erkendelse, og filmen, der kan minde om Guldpalmevinderen Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv fra 2010, har uden tvivl øjeblikke af ren filmpoesi.
Den nærmest dokumentariske skildring af livet på landet afbrydes af en rød, computeranimeret djævel og pludselige afstikkere til en engelsk rugby-kamp og en fransk swingerklub.
Hvad historien konkret handler om, er ikke lige til at sige. Og på dagens pressemøde bad en ellers betaget journalist, der ikke selv havde været i stand til at genfortælle handlingen, instruktør Carlos Reygadas om at udlægge teksten.
”Jeg håber, at filmen er stærk, netop fordi man ikke nemt kan genfortælle handlingen. For hvis man kunne det, betyder det, at man lige så godt kunne have nøjes med at læse synopsen.”
”Du har set, hvad du har set, og det er tilstrækkeligt. Hvis filmen talte til dig, er det det største kompliment, jeg kan få,” svarede instruktøren, der i 2007 vandt juryens pris med den anderledes håndgribelige Stille lys.
Lys efter mørket
Reygadas er tydeligvis ikke nogen fortaler for det konventionelle filmsprog, der bevæger sig fra A til B.
”Jeg prøver at lave meget realistiske film. Alle menneske bærer rundt på billeder af fortiden, drømme, erindringer, fantasier, forestillinger om fremtiden. I hverdagen omgås vi ikke hinanden med en bestemt kode, så jeg ville ikke bruge en kode i filmen.”
Det tætteste, Reygadas kom på at forklare filmens handling, var, da en journalist spurgte til filmens titel Post Tenebras Lux, der betyder noget i retning af ”lys efter mørket”.
”Jeg var bekymret for at kalde filmen Post Tenebras Lux, for min forrige film har også ’lys’ i titlen. I kunne jo få den tanke, at det er, fordi jeg har problemer med mine øjne eller skal have briller,” jokede den 40-årige instruktør.
”Jeg følte bare, at billedet af lys efter mørket er den perfekte opsummering af det, manden i film gennemgår. Han har dybest set ikke meget lys omkring sig, men til sidst siger han, at alt skinner hele tiden. Det billede elsker jeg — og det er også glimrende fremstillet af Tolstoj i Krig og fred. Den var en inspirationskilde.”
Det blødende land
Ligesom Tolstoj dykker ned i den russiske folkesjæl anno 1800-tallet, forsøger Reygadas i Post Tenebras Lux også at skildre det mexicanske folks lidelser. For eksempel da en af farens småkriminelle kumpaner mister hovedet.
”Halshugningen er et billede, som enhver mexicaner kunne have. Jeg er sikker på, mange har drømt om det. Vi har nok verdensrekord i halshugninger, så det er tæt på os — desværre. Det er et stærkt billede på Mexicos lidelser, og det dukkede spontant op,” forklarede instruktøren, inden han tog fat på de engelske rygby-scener.
”Rugby-scenerne kom også spontant til mig, men deres betydning er helt modsat. Det er ikke for at negligere halshugningerne og det blødende land, men vi er stadig unge, og vi elsker at lege, og vi forsætter uanset hvad. Det er derfor, den er med,” fortsatte Reygadas gådefuldt.
Verden gennem vinduer
Et andet punkt, hvor instruktøren har taget højest ukonventionelle midler i brug, er i måden, filmens billeder tager sig ud på. I alle udendørsscener er billedets randområder sløret, og kun billedets centrum står skarpt.
”Jeg er ikke postmodernist eller relativist. Det skulle alt sammen give mening. Jeg foretrækker bare at lade det hele udspringe af instinkterne, og jeg følte et behov for at transformere, hvad jeg så med mine egne øjne.”
”De slørede billeder udspringer af en praktisk ting. De sidste to år har jeg bygget mit hus, og da jeg skulle sætte vinduer i, gik det op for mig, at jeg ikke kunne lide moderne vinduer, hvor man ikke ser glasset. Når man ser gennem et vindue, kan jeg godt lide, at verden tager sig anderledes ud. Jeg kan godt lide denne modsætning i selve den handling, det er at se.”
