Konflikt på Filmskolen
15. nov. 2019
”Vi blokerer, indtil Vinca går af”
Undervisningen er stoppet, og der er i dag ingen lærere på Den Danske Filmskole, hvor eleverne har sat gang i en fredelig blokade. Foto | uoplyst

”Vi blokerer, indtil Vinca går af”

Eleverne på Den Danske Filmskole vil fastholde deres blokade, indtil rektor Vinca Wiedemann tager sin afgang, fortæller en talsperson for størstedelen af eleverne.

Af Nicki Bruun og Claus Christensen

I disse timer har eleverne på Den Danske Filmskole med bannere og rød-hvid tape blokeret indgangen til landets førende filmuddannelse.

Undervisningen er stoppet, og der er ingen lærere i bygningen på Holmen i dag. Efter rektor Vinca Wiedemanns overraskende hjemsendelse af dokumentarleder Arne Bro i går, er elevernes krav klart.

”Vi er kommet dertil, hvor vi har fået nok. Og vi er nødt til at tale med så store bogstaver, at vi gerne vil have Vinca afsat,” siger en talsperson for Filmskolens elever, Martin Anthon Sørensen, til Filmmagasinet Ekko.

”Vi vil have en ny rektor, fordi vi ikke har tillid til Vinca. Det havde vi heller ikke i januar, hvor vi udtrykte mistillid, og det handlede blandt andet om manglende inddragelse og en masse bekymringer om de nye planer med akademisering og fællesundervisning,” fortsætter Sørensen, der startede sin klipperuddannelse i 2017.

”Nu kan vi høre fra den nye årgang af elever, at de frygtede forringelser er en realitet. Fotografen savner et kamera i hånden. Klipperen vil sidde ved et klippebord. Det er den praksisbaserede undervisning, der er alt for lidt af i dag. Det er den forkerte vej, som vi ikke kan stå inde for. Vi er ikke imod udvikling, men vi er imod afvikling.”

– Der har været protester på skolen tidligere – for eksempel begravede I skolen symbolsk i januar. Alligevel er forandringerne blevet gennemført, så hvorfor tror du, I får mere succes med protesten nu?

”Vi oplever ekstremt stor opbakning fra branchen, og vi står med et stærkt kort i de nye elever, som helt konkret kan sætte ord på de forringelser, der er blevet indført. Vi må se, hvad der sker, men vi står, hvor vi står med den udmelding, at vi blokerer indtil Vinca går af.”

– Så det kommer også til at foregå i næste uge?

”Ja, det er planen lige nu.”

Ingen fysisk magt
Hjemsendelsen af Arne Bro i går er blevet en katalysator for dagens blokade på Den Danske Filmskole.

– Det er ikke kommet frem, hvorfor Vinca har truffet beslutningen om at hjemsende Arne Bro. Er I ikke bange for, at der ligger noget i sagen, som I ikke ved?

”For os er det her meget større end Arne Bro-sagen. Vi forholder os til det, vi ved, og er meget kede af det og frustrerede. Vi venter ligesom alle andre i spænding på, hvad der er sket. Jeg kunne snakke i to timer om, hvor meget Arne betyder for os,” siger elevernes talsperson.

– Hvorfor er han blevet symbol på den filmskole, I gerne vil have?

”Han ser og hører os elever på en helt speciel måde. Han ser os som fyldte mennesker, der på skolen skal tømme alt det, vi er. I dag oplever vi at blive betragtet som tomme glas, der bare skal have væltet viden ind i form af bøger.”

– Har I været i kontakt med Arne Bro?

”Ja, det har nogle herfra været.”

– Hvad har meldingen været fra ham?

”Det vil jeg ikke udtale mig om.”

– Men har I fået grunden til hjemsendelsen at vide fra ham?

”Nej, det har vi ikke.”

– Er der nogen lærere, som er mødt på arbejde i dag?

”Vi har mødt en del lærere, som vi snakkede lidt med, men de har aftalt at holde et møde ovre på Arkitektskolen, bare dem sammen. Det er det, vi ved, men de kom og sagde hej.”

– Så I har ikke med fysisk magt måttet holde nogen ude?

”Det har vi på ingen måde tænkt os at gøre. Det er en symbolsk og meget fredelig blokade.”

– Har der været lærere eller nogle fra ledelsen inde i dag?

”Nej, der har været én fra bogholderiet, som skulle hente nogle øjendråber,” siger Martin Anthon Sørensen med et grin.

– Har Vinca været der?

”Nej.”

Relevante artikler

Konflikt på Filmskolen
13. feb. 2019
Den omvendte Pippi

Den omvendte Pippi

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Klovn slutter i kaos
Nyhed
17. dec. 2019

Klovn slutter i kaos

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!