En filmmesters død
Taviani-brødrene har med marxistisk indignation og filmisk opfindsomhed tegnet italiensk film efter neorealismen. Vittorio Taviani er gået bort 88 år gammel.
De fleste alment filminteresserede vil nok tænke på 40’ernes neorealisme og klassikere som Cykeltyven og Umberto D., når snakken falder på italiensk film.
Men at der også er sket ting og sager i støvlelandets filmbranche siden dengang, er brødrene Paolo og Vittorio Taviani blandt de bedste eksempler på.
Den 15. april gik Vittorio Taviani bort i en alder af 88 år efter længere tids sygdom.
Han efterlader sig en jævnaldrende bror, men også film som Padre padrone, San Lorenzo-natten og Cæsar skal dø, der alle har en plads i nyere italiensk filmhistorie.
De ligger med deres politiske indignation i forlængelse af neorealismen, men er også helt deres egne med en særegen blanding af historiske fortællinger og indimellem magiske elementer.
Klichéer på hovedet
Brødrene Taviani spillefilmdebuterede i 1962 med dramaet Un uomo da bruciare. Filmen handler om en politisk aktivist, der vender hjem til Sicilien og opfordrer øens bønder til at gøre oprør mod mafiaen.
Debutfilmen blev en rød tråd i brødrenes oeuvre, der ofte indeholdt instruktørparrets marxistiske idealer. De fik i 1977 et kunstnerisk gennembrud af dimensioner, da de vandt Guldpalmen i Cannes for det biografiske drama Padre padrone.
Handlingen er denne gang henført til øen Sardinien, hvor en bondedreng gør oprør mod sin far, der ønsker, at sønnen skal blive ved sin læst som hyrde. Men når han bliver hvervet til militæret, får han smag for litteratur og kræver at komme på universitetet.
”Hyrdelivet er brutalt og sjæledræbende, mens hæren – det traditionelle symbol på konformitet og brutalitet – giver en ung kunstner muligheden for at flygte. Taviani-brødrene vendte enhver kliché på hovedet,” skriver The Guardians filmkritiker Peter Bradshaw i sin nekrolog.
San Lorenzo-natten var også i hovedkonkurrencen på verdens førende filmfestival, men denne gang måtte brødreparret nøjes med juryens pris for historien om en gruppe italienere, der i 1944 flygter fra et forestående nazi-angreb.
Filmen fik fantastiske anmeldelser, og den legendariske filmkritiker Pauline Kael sammenlignede den med Jean Renoirs Den store illusion for en gennemført blanding af vaudeville og melodrama.
Humanistisk hjerte
Det sidste storværk fra Taviani-brødrenes hånd er Cæsar skal dø fra 2012.
Filmen vandt Guldbjørnen i Berlin for historien, som er inspireret af et stykke af selveste William Shakespeare.
Filmen følger de indsatte i et fængsel i udkanten af Rom. De arbejder på en opsætning af den engelske dramatikers tragedie Julius Cæsar. Det blev af nogle kaldt et konservativt valg, da den ofte sort-hvide Cæsar skal dø vandt hovedprisen på Berlinalen.
Men filmen er endnu et eksempel på det humanistiske hjerte, der banker i alle Taviani-brødrenes værker.
Det kan virke banalt at fremhæve, at selv en fange med en livstidsdom i bund og grund bare er et menneske. Men det er en sandhed, som alt for nemt bliver glemt, og derfor må Vittorio Taviani huskes som en vigtig filmskaber, der sammen med sin bror har tegnet italiensk film siden neorealismen.
