Nyhed
26. mar. 2012
Woody Allen tur-retur
Woody Allen Foto | HFPA

Woody Allen tur-retur

Politiken burde have udøvet kildekritik, men man kan ikke klandre folkene bag Copenhagen Film Fund for at kæmpe for deres sag.

Af Claus Christensen

”Woody Allens filmprojekt i København afhænger af etableringen af en københavnsk filmfond.”

Den opsigtsvækkende nyhed havde Politiken 9. marts, hvor man kunne læse, at producent Per Holst havde haft ”kontakt til Woody Allen og hans producer Letty Aronson”.

Men nogle dage senere måtte Ekko nedslående konstatere, at Allens filmprojekt måske snarere var en fugl på taget end én i hånden.

”Woody Allen og Letty Aronson har ikke haft nogen møder eller samtaler om at filme i København. Det er en smuk by, men de har ingen planer om at lave en film dér,” udtalte Ashton Fontana på vegne af Woody Allen til Ekko.

Og så var fuglen fløjet, skulle man tro.

Men nej. Nogle dage senere bragte Politiken et interview med producent Peter Aalbæk Jensen, der kaldte Allens afvisning for ”spil for galleriet”.

Kutyme at benægte
Aalbæk drog en parallel til, da Ekko skrev, at Lars von Trier og Martin Scorsese samarbejdede om et filmprojekt. Dengang afviste både Aalbæk og Scorsese-lejren historien, fordi det ifølge Aalbæk er kutyme, så længe et projekt stadig er under forberedelse.

Sagerne kan dog ikke helt sammenlignes. Ekko havde faktisk konkret viden om, at Zentropa arbejdede på projektet.

Det påpegede jeg i et læserbrev i Politiken og tilføjede, at ”Politiken blot har et ubekræftet udsagn fra en dansk producer og lederen af arbejdsgruppen for Københavns Filmfond, som har en personlig interesse i at overtale politikerne til at give filmfonden de sidste fem millioner kroner, der mangler, for at fonden kan blive en realitet”.

Ingen uhæderlige motiver
Det er faldet de gode ildsjæle i Copenhagen Film Fund (som den rettelig hedder) for brystet. Især fordi de mener, at jeg mistænkeliggør projektlederen, der medvirker i Politiken-artiklen, og skyder ham uhæderlige motiver i skoene.

Det er dog ingenlunde tilfældet.

Med ”personlig interesse” mener jeg bare, at man som projektleder naturligvis er en part i sagen, ligesom jeg selv er det, når det drejer sig om Ekko.

Og jeg klandrer ikke folkene bag filmfonden for at arbejde ihærdigt for at stable en københavnsk filmfond på benene. Derimod klandrer jeg Politiken for ikke at lave en helt almindelig kildekritik og for ikke at høre den anden og – skulle man mene – vigtigste part i sagen, nemlig Woody Allen.

Håbet lever
Forhåbentlig vil mesterinstruktøren en dag optage en film i København. Indtil da må vi klynge vort håb til Politikens muntre ATS, der tager Allens afvisning som et sikkert tegn på, at projektet er på vej.

”I filmbranchen gør man en dyd ud af at lyve, og det er sikkert også tilfældet her,” siger Peter Aalbæk Jensen ifølge ATS.

Relevante artikler

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!