Hvad skal vi med krigsfilm?
Som Ekkos velorienterede læserskare sikkert allerede har bemærket, så står filmåret 2015 i krigens tegn.
American Sniper åbnede ballet i januar, og siden følger en perlerække af titler. På vej er The Rogue, Man Down og Good Kill, der alle skildrer krigssituationer og konsekvenserne for de mennesker, som er involveret. Nå ja, og hunde for den sags skyld. I sensommeren kan vi glæde os til Max. Fortællingen om en posttraumatisk stressramt militærhund, der vender hjem til staterne efter afsluttet tjeneste i Afghanistan. Vuf.
Også i den danske filmbranche buldrer krigstrommen. Forleden havde Roni Esras 9. April premiere, og siden følger Martin Zandvliets Under Sandet og Tobias Lindholms Krigen. Hmm. Man tænker at Det Danske Filminstitut lige vil sikre sig, at der også kommer nogle titler, hvor kulturordførerne i højre side af salen kan holde sig vågne.
For det gode ved krigsfilm er jo netop, at der som regel er smæk for skillingen. Væk er det sædvanlige navlepilleri og den stillestående mikrodramatik om barnets første sygedag.
Netop i denne genre er konflikt selve grundlaget for fortællingen. Karaktererne kan nærmest ikke undgå at blive sat under pres. Og dermed er filmmediets drivmiddel nummer et, modstand, sikret i rigelige mængder.
En anden skøn ting for både publikum og forfattere er, at der er masser af regler og systemer forbundet med krig. Ganske paradoksalt, hvis man tager i betragtning, at resultatet som oftest er det totale kaos.
Netop det militære system er med sin hierarkiske opbygning og rigide form et fremragende univers til at skabe fiktion. Som filmskaber får man foræret en tydelig og veletableret ramme, hvor publikum bringer en forforståelse med sig til lærredet. De kender allerede reglerne og er bekendt med rammerne for historien.
Det er, hvad man med et fint ord kan kalde for ”en matrice”.
Matricen er populært sagt et mønster eller en form. I krigsfilmen er det den kollektive fysiske konflikt, som definerer det genkendelige.
Og når både universet og konflikten er tydelig og veldefineret, så er betingelserne med ét til stede for at skabe interessante og dynamiske karakterer. Figurer, som kan udvikle sig fra et nulpunkt, rejse sig på trods og fejle fatalt.
Faktisk kunne man fristes til sige, at alle film burde være krigsfilm. De er lette at forstå og i reglen elementært spændende.
Men er dramatik i sig selv en bærende kvalitet? Er en film god, fordi den er elementært spændende?
Filmhistorien viser, at det ikke nødvendigvis er tilfældet.
Mange krigsfilm er blevet ophøjet til klassikere uden egentlig helt at have formatet. Fra min barndom husker jeg for eksempel Navarones Kanoner og Ørneborgen som værende noget af det helt hotte.
Men hånden på hjertet så hører de begge hjemme i kategorien ”dad movies”. Spændende at se en søndag eftermiddag. Men når credits løber ud, er man ikke blevet meget klogere på hverken sig selv eller den verden, man lever i.
Sandheden er snarere at de bedste krigsfilm altid er antikrigsfilm. I film som U-båden, Dommedag nu og Full Metal Jacket er der ingen sejrherre, ingen helte.
Konflikt er den ydre ramme, men det er, hvad krigen gør ved mennesker, som er fortællingens kerne. Og netop der bliver krigsfilmen et prisme for menneskelig eksistens.
Dette udfoldes på allersmukkeste og mest brutale vis i Elem Klimovs Anden Verdenskrigsfilm Gå og se fra 1985. Her skildres krigens væsen gennem en tolvårig drengs øjne. Grusomhed efter grusomhed udspiller sig foran hans blik. Voldtægt, massedrab, vanvid.
Drengen bliver et krigens vidne, hvis begrebsapparat ikke rækker til at forstå det mareridt, han gennemlever. Så i stedet reagerer han fysisk. Og da filmen når sin slutning ser Flyora bogstavlig talt ud som en olding.
En pointe?
Hver gang man lader et menneske dø på lærredet, bør der være en grund. Jeg håber krigsfilmåret 2015 har noget på hjerte.
