13. juni 2013

Gør Filmskolens manuskriptuddannelse fireårig

Manuskripteleverne skal inkluderes i samarbejdet på Filmskolen, alt andet er forældet
Af Vinca Wiedemann

I dag skal jeg ud og se Filmskolens afgangsfilm og sige tillykke til eleverne. Jeg husker min egen Filmskole-afslutning med rædsel. Vi havde klippet i månedsvis på vores afgangsfilm uden at blive rigtig tilfredse. På selve dagen drak vi os fulde og rustede os med dødsforagt, premieren skulle bare overstås, så skulle vi feste, det var skønt og sørgeligt at være færdige med fire års uddannelse. Men det var en hård dag at komme igennem. Vores film var ikke vellykket, for nu at sige det mildt, og reaktionerne var barske. Jeg har i øvrigt fortrængt filmen næsten totalt, heldigvis…

Mine kammerater fra filmskolen husker jeg til gengæld knivskarpt og med glæde. Det er ikke filmene vi lavede sammen men vores dyrekøbte, fælles erfaringer fra vores samarbejde, som sidder i mig endnu i dag, 26 år efter, det er en hovedstol jeg stadig trækker på. Derfor hylder jeg i dag den filmiske tradition, der baserer sig på et nært samarbejde mellem instruktører, forfattere og producere og ser hele filmholdet som medfortællere. Det er efter min mening denne intelligente synergi, der har udviklet vores talentmasse og giver os så mange gode film.

På trods af at denne arbejdsmetode længe har været anerkendt i filmbranchen, så har manuskripteleverne på Filmskolen imidlertid endnu ikke fået fuld adgangsbillet til dette elevsamarbejde. Med deres toårige uddannelse må de køre et særløb næsten uden fællesskab med eleverne fra de øvrige uddannelser, der alle løber over fire år. Det er forældet og uacceptabelt. 

På min årgang, for præcis 30 år siden, startede den første manuskriptårgang, og det var ugleset i branchen. Dengang var der i lille Danmark slet ikke noget der hed manuskriptforfatter, instruktørerne skrev selv deres film eller fik en sjælden gang hjælp fra en skønlitterær forfatter, teaterdramatiker eller lignende. Det er svært at forstå i dag, hvor manuskriptforfatteren er en uundværlig og højt værdsat skabende kraft på spillefilm og tv-serier.

Hvis ikke man havde tænkt visionært på Filmskolen dengang i begyndelsen af 1980’erne, havde vi måske slet ikke haft traditionen med manuskriptforfattere i dag. Nu er det på tide at Filmskolen tager det næste skridt. Selvfølgelig skal manuskriptforfatternes uddannelse være fireårig som de andres. Kun på den måde bliver der tid til både grundig fagundervisning og deltagelse i fælles øvelsesfilm. En sådan udvidelse vil give en nødvendig opgradering af uddannelsesniveauet og vil med garanti tiltrække flere af de mest lovende skrivetalenter.

En udvidelse vil også automatisk medføre en opgradering af instruktørelevernes uddannelse, for de lider under det manglende samarbejde med manuskriptforfatterne, og det er absurd at de ikke fra starten træner samarbejdet med andre skabende kræfter i manuskriptprocessen.

Der er efterspørgsel efter nytænkende, kvalificerede filmfortællere på næsten alle medieplatforme. Manuskriptuddannelsen er en eliteuddannelse, og de kommende generationer derfra har ansvaret for at være med til at sætte nye dagsordener i en mediebranche, der trods rivende udvikling præges af vanetænkning. På tv-serierne er det som regel forfatterne, der er ankermænd, hvorimod de danske spillefilm er næsten 100% instruktørdrevne, men det er jo ikke en naturlov, at det skal blive ved med at være så firkantet. Hvis instruktører, forfattere og producere har arbejdet tæt sammen allerede på Filmskolen, så vil de være langt bedre rustet til at gå ud og udfordre og videreudvikle disse stivnede konventioner.

Det må være vores filmkunstneriske ambition, at vi om 10 og 20 år er i stand til at skabe filmfortællinger på et langt højere kunstnerisk niveau end nu, samtidig med at vi fastholder vores nuværende folkelige gennemslagskraft. Det kan Filmskolen medvirke til ved at køre op i gear nu og give de kommende manuskriptforfattere og instruktører en uddannelse med radikalt mere samarbejde end nu.

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!