Bodil – et søm i dansk films ligkiste?

Der var engang, hvor Bodil-festen var dansk films højdepunkt.

Festen blev holdt i Imperial, og filmfolk, skuespillere, politikere og andet godtfolk kom fra nær og fjern for at fejre dansk film i landets største biograf.

Efter uddelingen af den prestigefyldte, smukke porcelænsfigur var der forpremiere på en stor film, som almindeligt dødelige først kunne opleve måneder efter. At få lov til at vise sin film den aften var en ære, og betød meget for filmens videre liv i biografen.

For filmkritikernes Bodil vandt hver gang. Intet kunne slå begivenheden i Imperial.

Men i 2011 bliver Bodil-festen flyttet til noget, der ligner et kælderdiskotek og i dag mest bruges til standup-shows, hvor der høvles en masse bajere ned i pausen.

Bremen hedder det nye sted, som er den nye ramme for fejringen af dansk film. På Bremens website står der:

”Oprindeligt hed teatret Merkur Teatret og fungerede som sengekantsbiograf for det pænere københavnske borgerskab. Teatret var, ligesom resten af bygningen i Nyropsgade i hjertet af København, ejet af Simon Spies. Teatret er bibeholdt, som da Spies ejede det, kun foyeren er nyrenoveret. Det betyder, at Spies’ berygtede elevator, der fører fra backstage direkte op i Spies’ tidligere privatlejlighed på toppen af bygningen, stadig eksisterer.”

At Bodil er endt i en tidligere sengekantsbiograf, er nok det tydeligste tegn på, at dansk film er på vej ind i en dødsrallen, hvor ambitionerne om at genskabe storheden er lig nul.

Værre er det, at det er de danske filmkritikere, der står bag dødskampen. De slår med eftertryk et søm i dansk films ligkiste ved selv at være så uambitiøse at fejre dansk film i en hørm af gammelt øl.

Flaskepost fra P er den næststørste åbning for en dansk film efter Anja og Viktor, og det er fantastisk flot, men hvis ikke vi får skabt grobunden, så er proppen også sat i den flaske.

Kære kritikere, kom ind i kampen og genskab Bodils – og dansk films – storhed. Luk jeres bedemandsforretning og hjælp dansk film op af sumpen med den ildsjæl, filmkritikerne engang havde.