De stakkels kvinder!

Under overskriften ”Filmselskab søger kvinder til at instruere” skriver Politiken i dag, at der skal flere kvindelige instruktører ind i filmbranchen.

Derfor giver Fridthjof Film nu fem-ti kvinder mulighed for at få deres spillefilmdebut i selskab med andre debuterende kvindelige instruktører. Filmselskabet vil lave en kærlighedsfilm i stil med Love Actually, hvor flere historier flettes ind i hinanden. Men hvorfor ikke én kvindelig instruktør? Hvorfor fem til ti?

Den enkelte kvinde skal bare have en idé til fem-femten minutter, som kan optages på tre dage med et lille filmhold. Producent Ronnie Fridthjof forklarer i Politiken:

”De skal ikke lave en hel spillefilm, risikoen og belastningen er på niveau med en kortfilm. Filmbranchen er speciel. Det er vanvittigt hårdt at tage på optagelser i seks uger, hvis man har familie derhjemme. Derfor er der mange kvinder, der hopper ud af branchen, mens deres børn er små. Det er også oftest mænd, der arbejder på olieboreplatforme, fordi det hovedsagelig er dem, der kan forholde sig til at have den type arbejdsliv. Men vi har brug for diversiteten og det syn, kvinder kommer med, når de laver film.”

I artiklen I Politiken roser Formanden for Danske Filminstruktører, Christina Rosendahl, initiativet og er ”ligeglad med, hvad det er for en type film”. Christina Rosendahl synes bare, det er ”totalt fedt”.

Hun siger videre: ”I første omgang gælder det om at opmuntre flere til at komme igang. Kun tyve procent af dem, der søger støtte til spillefilm på Filminstituttet, er kvinder. Sådan har det været i årtier.”

Efter at have læst artiklen i Politiken bliver man i tvivl, om det var sidste år, at kvinderne fik stemmeret.

Det er en skidt hjælpepakke for at fremme de kvindelige instruktørers chancer, hvis man reducerer de kvindelige instruktører til små stakler, der skal starte med små film for ikke at blive overanstrengt efter at have arbejdet hårdt med kødgryder og bleskift.

Når formanden for Danske Filminstruktører Christina Rosendahl synes, det er ”totalt fedt”, kan man kun konstatere, at kvindelige instruktører i Danmark er bombet 100 år tilbage.

Her på Regner Grasten Film tror vi på, at kvindelige instruktører har så mange nosser, at de sagtens kan klare mosten. Vi har med stort held brugt debuterende kvindelige instruktører til spillefilm, en hel spillefilm: Anne Grethe Bjarup Riis, Charlotte Sachs Bostrup, Barbara Rothenborg og senest Puk Grasten.

Ingen af dem har dunket hovedet i babymosen eller har måttet kaste karkluden i fortvivlelse over det hårde mandemiljø. Tværtimod!

Hvis kvindelige instruktører skal have ”hjælp”, så er det meget enkelt: Tag de bedste projekter uanset, hvad kønnet er. Det er respekt for de kvindelige instruktører.

I øvrigt er Love Actually skrevet og instrueret af én mandelig instruktør: Richard Curtis.