Døde filmen i Berlin?
En dokumentarfilm vandt Guldbjørnen i filmfestivalen i Berlin, som regnes for en af verdens vigtigste festivaler for … spillefilm.
Flere journalister skrev fra Berlin, at filmene i hovedkonkurrencen var forbløffende svage, og at det nok var en af årsagerne til, at man måtte vælge en dokumentarfilm.
På samme festival har tv-serien fået en fremtrædende plads.
Ser man ovre på den anden side af kloden, så har kongen over alle arthouse-festivaler, Sundance Filmfestival, udviklet sig til en banal salgs- og købsfestival. Hovedbegivenheden er ikke, hvilken kunstnerisk betydning filmene har, men hvor store beløb de bliver handlet til.
Væk er Tarantino, Soderbergh og Spike Lee. Ind er kommet mainstreamfilm, der sikkert vil trække et stort publikum, men det er et sikkert søm i ligkisten for film, der flytter grænser og dermed udvikler mediet som kunstart.
Mange vil sige: Who Cares?
Det gør fremtidens publikum. Hvis ikke filmen udvikler sig, så dør den. Og filmens dødsrallen er startet i Berlin, og den breder sig til resten af filmverdenen med lynets hast.
