Anmeldelse: Christian Monggaard
Christian Monggaard er altid den første, mit afdankede firma Zentropa kontakter, hvis vi skal have skrevet noget klogt om film.
Jeg tænker også glad tilbage på adskillige fænomenale festivalparties, hvor jeg har moret mig med Christian.
Til Dancer in the Dark-festen badede vi i bar røv sammen med hele pressens glade korps. Christian var eminent til at lave bomber! En anden stjerneaften spillede Kim Kastrup fra Ekstra Bladet, Christian og jeg luftguitar til de gamle hippierockere Alrune Rods Hej du.
Så nervøs var jeg, da Christians artikler blev kodet ind i det epokegørende edb-program S.P.A.Z.
Den gode maskine tyggede og tyggede, og da den grønne signallampe blinkede ”Konkluzion”, trykkede jeg med en febrilsk finger på svarknappen.
To kryptiske ord dukkede op på skærmen: SZÉGYEN og PORUCHA. Jeg fór over til min polske slagter, som straks oversatte ordene til: ”skyld” og ”skam”.
Nysgerrigheden tog overhånd, og jeg stak den lange tud tæt til skærmen:
De eksakte ord fra computerprogrammet måtte jo rumme en eller anden sandhed. Forvirret var jeg. Christian kender jeg jo mest for hans lyse, nærmest barnagtige sind.
Lidt usportsligt tog jeg kontakt til en hemmelig kilde på Dagbladet Information. Det viser sig, at Ms. Ratched – kvinden med de dybe hemmeligheder, der engang huserede på den stolte frihedskæmperavis – i sin regimetid stiftede en kollegial swingerklub i kælderen under den ranke bygning.
”Kollegaer, der boller sammen, holder sammen,” skal hun have sagt ved indvielsen.
Kvartalsdrankeren Rune Lykkeberg, der siden overtog roret på avisen, profilerede swingerklubben en tand mere. Den udviklede sig i en kultisk retning, og Rune tilføjede en lektion i tvangsmasturbation for medarbejderne hver onsdag eftermiddag.
Disse eksotiske udskejelser fik rædselsfulde følger for en ældre litteraturmedarbejder, der kom til at lide af kronisk krampeonani.
En næsten gotisk uhygge i Store Kongensgade har spredt skræk og rædsel. Den skingre portvinsdranker opleves i sene nattetimer messende højlydt med sig selv på chefkontoret, og skræmte medarbejdere trykker sig mod hæve-sænke-bordpladen med voldsomme underlivssmerter. Ganske vederstyggeligt.
Samme kilde påstår, at Christian med det følsomme sind er blevet mærket af en så udtalt dysfunktionel ramme. Påvirket af stemningen på avisen har han udviklet en grotesk kompensationsspisning af politiburgere fra Glumsø Grill, hvor han er set frekventere spisestedet ankommende på en Puch Maxi med en Arla-mælkekasse på bagagebæreren.
Så S.P.A.Z.-analysen har nok engang manifesteret sin akademiske duelighed. Selv den umiddelbart mest harmoniske anmelder kan gemme megen indeklemt gråd.
Det fintfølende apparatur kan fornemme de underbevidste toner i Christians tekster og påvise de traumer, han lider af.
Jeg ville gerne være generøs med klaskene, men på trods af Christians klare dygtighed og uhildede begejstring for filmkunsten har den kroniske skyldfølelse taget lidt af dampen af hans film-gefühl.
Så kære venner, tre klask til Christian Monggaard!
Jeg gør for transparensens skyld opmærksom på, at både hr. Lykkeberg og Christian har udtrykt megen ubehag ved Deres ærede anmelders bramfri personage.
Hov for satan, jeg har ikke glemt anmelder Nanna Frank Rasmussen. Fodrede edb-apparaturet med et bistert foto af Nanna, som fik S.P.A.Z. til at lukke sig selv ned i en ildevarslende tavshed. Vi må se, hvornår vi får herlighederne at vide.
