Kære film-aficionados!

Lidt benovet påtager jeg mig at genere jer med lidt betragtninger, som filmens verden ser ud her fra Sydsjælland.

Jeg fik en mental lammelse, da jeg som tiårig i fjernsynet så John Schlesingers Billy Liar. Sjovt nok sad en anden mærkelig dreng – min registrerede partner Lars von Trier – samtidig et andet sted i landet og blev også ramt. Det er en mærkelig fortælling om en ung mand, der er ansat i et bedemandsfirma og oplever den umulige kærlighed.

Det afstedkom ugentlige cykelture til den lokale biograf. Filmprojektoren var ikke udstyret med spoler, så der var altid en pause midt i filmen, hvor sliksalget var åbent.

Biografmutter passede biksen og var samtidig telefoncentral, hvor hun sad og omstillede opkald fra den vide verden til de lokale borgere. 

De billige børnerækker var træsæder.

Her så jeg 60’ernes store filmperler, Sergio Leone blev min store helt, og det engelske selskab Hammer Films’ endeløse række af billige skrækfilm var en stor nydelse.

De var godt nok forbudt for børn, men det klarede biografmutter ved kun at sælge voksenbilletter. Så den lille fregnede dreng med flapører måtte op med fire kroner for at få tildelt et plyssæde på de bagerste rækker.

Således blev censurloven omgået.

Min absolutte favorit blev instruktøren Stanley Kubrick. Dr. Strangelove, Rumrejsen år 2001 (med to pauser!) og så den ultimative A Clockwork Orange, som ramte mig med umådelig kraft.

Walter Carlos, der siden blev kvinde under navnet Wendy, bearbejder Beethoven på synthesizer, så hårene rejser sig. Malcolm McDowell som Alex i en uforglemmelig præstation. Se den igen! Scenografi og kostumer holder stadig. Og for lydnørder er filmens dialog optaget på stedet synkront med negativet. En stor teknisk præstation på dette tidspunkt.

Tænk, at man her mange år efter stadig har denne filmbegejstring. Og så oven i købet lever i Danmark. Jeg tænker tit på, hvor heldig jeg har været i det store verdenslotteri. 

Jeg har vel været involveret i omkring 200 produktioner. De har alle givet mig hovedbrud og natlige bekymringer. Nogle af dem har været det værd. Og stadig rejser de små hår på armene sig, når tæppet går til side i biografen og et eget værk præsenteres.

Så kære venner! Denne personlige smøre skal ses som indledning til mine kommende kommentarer til filmens skønne og nærende verden.