Erstat tal med film

Jeg har sagt ja til at blogge for Ekko. Jeg, som ellers bliver irriteret, hver gang nogen fortæller mig, at ”det går ikke, uden at du profilerer dig”. Jeg, som er af den overbevisning, at det er værkerne, der skal tale for sig selv – at det er filmene, der er instruktørens dna.

Jeg siger ja til at åbne munden, fordi jeg synes, at fortællingen om dansk film er blevet til en enetale – en enetale, som ”markedet” har fået patent på.

Sommeren igennem er der her på Ekkos blogsider blevet tampet løs på diverse faggrupper. Jeg selv fik i hvert fald min Campari galt i halsen, da jeg så mig listet i diverse skemaer og dømt fuldstændigt ude.

Når man taler om film her i landet (filmanmelderne ikke inkluderet), så taler man ikke om film, men om publikumstal og omsætning. Det er hip som hap, hvad vi producerer, bare det sælger, og kan du ikke sælge lige her og nu – så smut.

Fra politisk sted bliver der talt om, at film, der ikke kan sælge, som folket ikke vil have, og som folket ikke vil se – de film skal slet ikke produceres!

Så let løser vi problemerne for filmbranchen: ”Plante smil og plante solskin.” Film er et massemedie og har kun sin berettigelse, hvis den er i tråd med ”massernes” oplevelse af virkeligheden.

I denne forskruede debat, hvor publikumstal i biografen er blevet lig med kvalitet, bliver alle film smidt i samme gryde. Ned til gryderetten ”dansk film”.

At tale om genre eller hvilket budget, filmen er produceret på, hvor mange kopier filmen er ude i, eller hvor mange penge der bliver brugt på at lancere filmen – eller om filmen er med i Biografklub Danmark – er et fedt. Independent-film på små budgetter, som er ude i en enkelt kopi, bliver holdt op imod blockbusters, som er ude i 130 kopier.

Hvem klarer sig bedst? Sammenstillingen er absurd.

Tal er Gud, og avisredaktørerne elsker at hive en film frem, der ikke er blevet set af så mange og skrive ”Årets filmflop” med fede typer, fulgt op af et stillbillede af en skuespiller i nød, så læserne bare tænker: ”Det er da også for galt.”

Hvis vi kigger over i bøgernes verden, ser vi aldrig en digtsamling udskreget som årets flop, selvom den er solgt i meget få eksemplarer. Her er der en viden om, at forskellige genrer sælger i forskellige oplag og henvender sig til forskellige typer af publikummer. På trods af store forskelle i oplag og dermed indtjening bliver alle udgivelserne solgt fra samme butik. En boghandler vil altid bestille en bog hjem, der ikke står på hylden. En film, der er taget hurtigt af plakaten, den må man vente på, til den forhåbentlig bliver udgivet på dvd eller streamet.

Der er stemmer i filmens verden, som mener, at film, der ikke sælger billetter i biografen, ingen værdi har. Og instruktører, der skaber film, som ikke bliver set af et stort antal publikummer i biografen, ingen værdi har, og at de hurtigst muligt skal byttes ud med nogle andre.

Det er forståeligt, at selskaberne tænker på den måde, for det handler om kroner og øre. Det må det også godt, men det skal ikke kun handle om kroner og øre.

I dag, hvor filmen er et så stærkt kulturbærende medie i vores fragmenterede billedvirkelighed, drejer det sig om at give plads til vor tids fortællere. Det er ikke nok kun at have adgang til blockbusterne og mainstream-fortællingerne, som kan være gode nok, rigtig gode endda. Vi har også brug for film, der kommer hinsides klichéerne og bryder igennem til en anden virkelighed.

Som filmkunstner må man udfordre sig selv. Vi må selv byde ind og bryde med de alt for stereotype opfattelser af, hvad en film er og skal kunne.

Vi henvender os til et publikum, og publikum skal blive interesseret, ikke bare som et like på Facebook, men oprigtigt interesseret. Publikum skal have lyst til at følge med i dansk film og lære de danske filminstruktører at kende og have lyst til at følge dem.

I denne mere og mere konceptuerede filmbranche, er mange instruktører blevet reduceret til tal. De enkelte filmstemmer står ikke prægnant, de bliver overdøvet af ”massefilmens” toptunede lanceringskampagner.

Og det kan man jo begræde, men i sidste ende – lige meget, hvordan vi gør det hele op, lige meget hvor meget bureaukrati, der spærrer vores vej, hvor mange pengemænd der siger ”bøh” – er det kunstnernes eget ansvar, at vi bliver set og hørt, og at ordet ”tal” bliver skiftet ud med ordet ”film”.

P.S. Jeg er sikker på, at det som sidegevinst vil øge billetsalget.