Hvordan er det med tallene?

Jeg hører til de instruktører, der bliver lige så inspireret af film instrueret af mandlige som af kvindelige instruktører. Jeg tænker ikke på køn, når jeg ser en god film.

Jeg kan blive dybt grebet af en film med en mandlig hovedrolle og læse mig selv ind i den. For lige meget, hvem der spiller, og hvordan historien udspiller sig, giver fortællingen indsigt i nogle livsvilkår, som jeg kan lære af og blive inspireret af. Jeg kan også komme helt op og køre, hvis jeg ser et inspirerende kameraarbejde eller en fortællestruktur, der sparker benene væk under mig.

Dér, hvor jeg rynker på næsen, er, når der er for meget af en ting – det vil sige for meget af det samme.

Når markedet har genereret for meget af en slags film – som vi for eksempel har set det i år i Danmark, hvor det er mænd, mænd og flere mænd, der har besat lærredet. Så reagerer jeg ved at tænke: ”Ok, findes der ikke andre historier, vi kan fortælle?”

Når listerne gennemgås, og man ser, at årets film ikke i særlig høj grad er skrevet, spillet eller instrueret af kvinder, så er det naturligt at stille spørgsmålet: Hvorfor er der ikke flere kvinder i dansk spillefilmproduktion?

Derfor læste jeg med glæde, at Det Danske Filminstitut har undersøgt, hvorfor der ikke er flere aktive kvinder i dansk film. Er det forskelsbehandling? Bliver mænd og kvinder behandlet ens? Bliver kvinderne helt valgt fra?

Så kom rapporten fra Filminstituttet om kvindernes deltagelse i dansk film. Jeg åbnede interesseret filen, og efter få minutter blev jeg forvirret. Hvad havde rapporten taget afsæt i? Hvilke tal og problemstillinger var udgangspunktet?

Filminstituttet havde brugt tallene for, hvem der søgte produktionsstøtte til spillefilm. Hvordan var fordelingen mellem mænd og kvinder? Hvem søgte, og hvem fik? Tallene landede inden for et område, så Filminstituttet kunne konkludere, at problemet ikke var særligt stort.

Det egentlige problem er ifølge rapporten, at der er for få kvinder, der søger om produktionsstøtte. Der skal flere på banen.

Men hvordan kan Filminstituttet konkludere det? Hvis man gerne vil undersøge, hvordan kønsfordelingen i dansk film er, vil det så ikke være naturligt at begynde et helt andet sted? Begynde ved den første dør/forhindring.

Hvad er det første sted i processen, hvor man bliver valgt til og fra? Det sker, når man søger manuskriptstøtte – er det ikke der, man skal begynde, når man vil undersøge vilkårene for kvinderne i dansk film? 

1. Manuskriptstøtte
Alle instruktører og manuskriptforfattere kan søge på dette niveau.
Hvor mange mænd og kvinder søger manuskriptstøtte?
Hvem får afslag?
Hvem får støtte?
Hvordan er kønsfordelingen?
Vælger Filminstituttet bevidst kvinderne fra? 

2. Udviklingsstøtte
Her skal man have et samarbejde med en producent.
Hvem får afslag?
Hvem får støtte?
Hvordan er kønsfordelingen?
Vælger producenterne og/eller Filminstituttet kvinderne fra?

3. Produktionsstøtte
For at søge produktionsstøtte skal der være en producent, og der skal være et budget og en investering, der er faldet på plads. Dette kræver, at mange involverede (tv-selskaber, fonde med flere) finder hinanden. For at nå så langt i systemet er du nødt til at være blevet clearet på mange niveauer, og du – instruktøren – er et bud, som man regner med vil være en god investering.

Det er den sidste andel af kvinder (atten procent), man har som udgangspunkt for udredningen af problematikken i rapporten.

Men som jeg ser det (og jeg trækker gerne mine ord tilbage, hvis jeg tager fejl) giver det ikke noget reelt billede af kvinders arbejdsvilkår i dansk film. Det giver et billede af støttefrekvensen for de kvinder, der er blevet inviteret indenfor. Men det giver ikke noget billede af, hvor mange kvinder der bliver valgt fra, hvilke instanser der vælger dem fra, og hvilket potentiale der er.

Jeg er bekendt med modargumentet: At vi (institutionerne og markedet) vælger de bedste. Kvinder er så bare ikke kvalificerede til spillefilm åbenbart.

Jeg bliver meget berørt af og synes, det er meget grænseoverskridende at høre fra statsansattes munde, hvad kvindelige instruktører ikke kan og ikke tør, og hvad de mangler af kunnen og erfaring. Jeg er forarget over, at staten italesætter mig som (fag)handicappet, fordi jeg er kvinde og filminstruktør.

Jeg reagerede på undersøgelsen ved at lukke af. Jeg trak mig helt ud af debatten. Gik ikke til nogen møder. Fordybede mig i stedet i mit arbejde, i min praksis. Kæmpede videre for at skabe mine film.

Der findes gode og dårlige filminstruktører. Der findes innovative og old school-instruktører. Der findes spiselige og ikke spiselige instruktører. De findes blandt mænd, og de findes blandt kvinder.

Det er ikke en særlig kvindelig disciplin at hænge med røven i vandskorpen.

Jeg fik associationer til kampen om hashmarkedet (en frisk sammenligning – og nej, jeg siger ikke, at filmbranchen er kriminel). Her kæmper alle om at få deres stykke af kagen. Kvinderne er i denne sammenhæng at sammenligne med pushere, der prøver at komme ind på markedet. Prøver at banke en salgsbod op. Prøver at få en plads i gaden.

Men kvinderne bliver jagtet af op til flere kamphunde, der bider dem i haserne og skyder dem ned – ikke med pistoler, men med tal, tal og tal.

Hvordan er det med tallene? Hvor mange kvinder søger om at komme i gang med en spillefilm in the first place? Hvordan er fordelingen mellem mænd og kvinder ved den første stopklods: manuskriptstøtten? Bliver kvinderne valgt fra, eller bliver de ikke valgt fra?