Hemmelighedernes filminstitut
Som afsløret i en tidligere blog har Det Danske Filminstitut (DFI) hemmelige planer, der vil føre den danske filmbranche direkte mod Waterloo og tvinge de danske biografer direkte i armene på amerikansk film.
Men det er ikke de eneste hemmeligheder, DFI bærer rundt på.
Ligeledes bliver det hemmeligholdt, hvordan de platforme, som både politikere, filminstruktører og DFI er så forhippede på at omfavne, klarer sig. Herunder hvad de nye digitale medier egentlig bidrager med på de enkelte danske film.
Ingen ved det, undtagen filmenes individuelle producenter og DFI.
Biografernes tilskuerantal, på de respektive danske film, bliver til gengæld to gange ugentlig udbasuneret offentligt på DFI’s hjemmeside.
Det gør antallet af transaktionerne på dvd, blu-ray og vod ikke.
Ligeledes offentliggør Filminstituttet biografernes indtægter på de alle danske film. Men aldrig indtægterne fra home entertainment-sektoren.
Hemmelighedskræmmeriet har naturligvis sin årsag: Den tjener til at fastholde, blandt andre politikere og filminstruktørerne, i deres verdensfjerne opfattelse af de nye digitale mediers evne til at generere indtægter.
Og samtidig skriger både politikere, filminstruktørerne og DFI på eksperimenter.
Helt bliver det ignoreret, at der rent faktisk har været eksperimenter. Der har været eksperimenter på lanceringerne af blandt andet Profetia, Dreng og Smukke mennesker.
At disse eksperimenter bliver ignoreret og forsøgt fejet ind under gulvtæppet af DFI, er selvfølgelig, fordi de ikke understøtter statsinstitutionens kulturpolitiske parole.
Som optakt til eksperimentet med simultanudsendelsen af blandt andet Profetia på talrige medieplatforme, inklusive biograf, udtalte Filminstituttets områdekommissær Steffen Andersen Møller i en pressemeddelelse, udsendt af instituttet:
”Nu kan vi gå ind og vurdere den enkelte films behov og muligheder i forhold til publikumspotentiale på tværs af distributionsplatforme og alternative lanceringsformer.”
Og siden har der været dyb tavshed. Ikke et eneste ord, ikke et eneste tal, er kommet ud om resultaterne af eksperimenterne.
Det er der til gengæld kommet i forbindelse med eksperimenter i udlandet, hvor statsligt hemmelighedskræmmeri ikke kan hæmme nyhedsstrømmen. Og de taler deres eget utvetydige sprog: Filmbranchen mister penge, så det fløjter, når publikum får adgang til filmene samtidig i både biograf samt på dvd, blu-ray og vod.
DFI’s leder, Henrik Bo Nielsen, mener tilmed, at der skal bruges ”brækjern” til gennemtrumfning af instituttets økonomisk yderst naive forretningsmodeller og filminstruktørernes formand mener forandringerne skal ”gennemtvinges”, jævnfør en kommentar på daværende kulturminister Uffe Elbæks Facebook-side.
Man skulle jo tro, at de begge havde været på ideologiskole i Nordkorea.
Som deres øjensynlige forbillede i Pyongyang ejer hverken Henrik Bo Nielsen eller Annette K. Olesen evnen til at lytte og savner i øvrigt generel folkelig opbakning. I særdeleshed når konsekvenserne bliver præsenteret.
DFI’s leder, ”Den Store Efterfølger”, Henrik Bo Nielsen.
Tilmed har Filminstituttet både holdninger til, og forslag fremme om, hvad priserne skal fastsættes til på de digitale medier. Det burde interessere Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, idet lovgivningen forhindrer staten i overhovedet at blande sig i prissætning i detailledet.
Det er nok værd at minde om, at da Netflix var så formastelige at sætte deres abonnementspris op, opsagde 800.000 amerikanske forbrugere deres abonnement. Ramaskriget kunne høres over den ganske klode. Det siger ikke så lidt om prisfølsomheden, der eksisterer i home entertainment-sektoren.
At Henrik Bo Nielsen mener, at den model, som de frie, åbne markedsmekanismer har fundet frem til, og som har været en øresønderdøvende succes i 29 år, er at sammenligne med sovjetisk planøkonomi, fortæller sin helt egen historie.
Ovenstående understreger jo til fuldkommenhed, at DFI hverken har de politiske eller almindelig forretningsmæssig kompetencer til overhovedet at blande sig i filmbranchens forretningsmodeller.
DFI er – kort og godt – ikke sin opgave voksen.
