120 års værste krise i filmbranchen

Pr. tradition er det ikke meget, kulturen fylder i en valgkamp. Til trods for at kulturen er et samfundsbærende element, drukner den i partiernes mærkesager.

Kulturministeren har efterlyst kulturen i valgkampen og vil have os tilbage til 1800-tallet, hvor kultur og økonomi fyldte lige meget. Men den slags udmeldinger er som oftest blot den direkte vej til Politikens ATS.

Vi tager alle sammen kulturen for givet, men intet er givet, og filmkulturen har aldrig været så presset. Samfundsudviklingen og internettet har skabt en situation, hvor dansk spillefilmproduktion er på vej mod afgrunden.

I den næste regeringsperiode skal et nyt filmforlig for 2019-2022 indgås. Og hvis politikerne ønsker at bevare dansk spillefilmproduktion på det niveau, vi har kendt de sidste femten år, skal bevillingen til Det Danske Filminstitut øges med mindst tyve procent.

Faresignalerne er allerede åbenbare:

– Filmbranchens indtægter er i frit fald.

– Ulovlig, gratis adgang til filmene har nået frygtindgydende niveau.

– Antallet af normale biografspillefilm er nedadgående.

– Den økonomiske usikkerhed har resulteret i en ensretning af dansk film.

– Besparelser har påvirket kvaliteten.

– Danmark har ikke gjort sig gældende på ved de store internationale prisuddelinger de sidste to år.

Mange vil sikkert sige, at filmbranchen før er blevet erklæret for døende, uden det egentlig havde noget på sig. Det er rigtigt, men aldrig tidligere har filmbranchen skulle konkurrere med gratis adgang til en film, samtidig med at skulle sælge den på utallige platforme.

Man kan faktisk bedst sammenligne den dansk filmproducents virkelighed med den, man oplever i cirkus, når tallerkenartisten skal udføre sit job. Med den forskel, at filmproducentens tallerkenartisteri hele tiden bliver forsøgt saboteret af udefra kommende elementer.

Jeg tænker på internettets filmtyv, som konstant saboterer filmproducentens muligheder for at tjene penge. Det er i sig selv tyveri, hvor producenten ved hvert ulovlige download mister penge. Men hvad værre er, så forhindrer de illegale hjemmesider, som tilbyder filmene gratis, en prissætning på legale hjemmesider, som afspejler produktionsprisen. Forbrugerne får dermed et helt forkert indtryk af filmenes værdi.

Internettets prissætning er kort sagt dikteret af kriminelle. Gad vide, hvordan vort samfund ville udvikle sig, hvis det spredte sig!

Det er en skandale, at politikerne ikke har haft mandsmodet til at etablere et ordentlig boltværk mod filmtyvene. I stedet snakker de om ”nye forretningsmodeller”, som om filmbranchen ikke har haft en aldeles glimrende forretningsmodel de seneste 35 år. Jeg er endnu ikke stødt på en eneste ”ny forretningsmodel”, som ikke yderligere vil skubbe filmbranchen mod afgrunden.

Kan det virkelig være frygten for at miste stemmer, der afholder politikerne fra at gøre noget effektivt ved problemet?

Det er en regulær skandale, at vores politikere lader kriminelle diktere filmbranchens fremtid. Det burde være et af de brændende spørgsmål i valgkampen. Hvor er de kulturjournalister, der vil sætte fokus på det?