Bier er en misvisende målestok
Susanne Bier bliver ofte brugt som målestok, når debutanter skal forklare deres manglende folkelige opbakning og samtidig finde argumenter for, at karrieren ikke skal slutte efter en enkelt film.
I publikationen 7 myter om dansk film skriver Danske Filminstruktører, at ”Susanne Biers debutfilm Freud flytter hjemmefra (1991) blev set af 28.261 biografgængere, mens hendes Den skaldede frisør (2012) blev set af 644.729”.
Instruktørernes pointe er, at man sagtens kan ende med stor folkelig opbakning 21 år efter debuten, selvom debutfilmen ikke blev set af ret mange. Men det er misvisende at bruge Biers karriere. Freud flytter hjemmefra var en svensk film, hvorfor det danske tilskuerantal ikke er relevant i denne sammenhæg. Freud flytter hjemmefra blev globalt set af 121.845, hvilket slet ikke er så dårligt for en debutfilm.
Men ikke nok med det. Bier fik succes lang tid inden Den skaldede frisør. Hendes femte film Den eneste ene (1999) blev således set af 948.051 tilskuere globalt. Det tog hende med andre ord kun otte år at slå igennem.
Altså underdriver instruktørforeningen den folkelige opbakning til Biers debutfilm og overdriver perioden, før instruktøren fik folkelig succes.
Lad os sammenligne Susanne Biers karriere med debutanter i perioden 1994-2014. Hvor mange filminstruktører herhjemme er egentlig lykkes med at ramme jackpot med en dansk film inden for otte år og fem film efter debuten med en folkelig opbakning på over 900.000 tilskuere?
I perioden 1994-2014 er det kun lykkes for fem filminstruktører. Det svarer til sølle 3,8 procent af det totale antal debutinstruktører.
De fem instruktører er Michael Hegner, Thomas Vinterberg, Mikkel Nørgaard, Nikolaj Arcel og Karsten Killerich. De resterende instruktører er ikke bare tæt på Bier.
Hele 70 % af instruktørerne i perioden havde ikke engang en debutfilm, hvor den folkelige opbakning matchede Biers første film!
For 30 % af instruktørerne, som har lavet mere end en film i perioden, er debutfilmen faktisk kulminationen, og derfra går det kun ned ad bakke.
Susanne Bier er derfor noget nær det dårligste eksempel, når en karriere skal forsvares. Faktisk er Susanne Bier, Niels Arden Oplev og Lone Scherfig nålene i høstakken, med hvilket afsæt instruktørerne forsøger at generalisere.
Alle instruktørers præstationer nedenstående er baseret på de første fem spillefilm i biograferne efter debutfilmen i perioden 1995-2014. Kun instruktører med en debutfilm i perioden er medtaget. Derfor figurerer eksempelvis hverken Linda Wendel, Lars von Trier, Bille August, Lone Scherfig eller Erik Clausen i nedenstående skema.
