Biografer er ikke skyld i små films død

Når myter gror fast, står fejlagtige antagelser svære at ændre.

I en artikel i Politiken onsdag den 27. februar med overskriften ”Små film kommer i klemme i dansk filmboom” har avisen indhentet bistand i form af Johannes Riis, lektor på Film og Medievidenskab på Københavns Universitet, som endnu engang kloger sig på den danske biograf- og filmbranche.

I artiklen mener den gode lektor, at de små danske film lider under store populære danske films succes.

Ja, døden skal som bekendt have en årsag, men intet er dog mere forkert, idet disse film for eksempel slet ikke rammer samme målgruppe. Det er nu nok de færreste, som har vaklet mellem at se Sover Dolly på ryggen? og Viceværten.

At give biograferne og distributionssystemet skylden for elendigheden, er sikkert bekvemt, men det flytter beklageligvis fokus fra de virkelige årsager: publikums accelererende manglende lyst til at tage filmmæssige chancer og enkelte filmkunstneres komplette ignorering af publikum. Det er den cocktail, man bør forholde sig til, hvis man vil løse problemet med de små danske film.

Inden biograferne blev digitaliseret lød klagesangen, at de små film blev udsendt i alt for få biografer og derfor ikke kunne høste, mens medieomtalen var på sit højeste. Nu hvor de små danske film bliver udsendt i flere biografer fra premieredatoen end nogensinde, lyder en ny klagesang fra Riis, at det går for hurtigt og at de små film ikke får mulighed for at vokse sig store.

Den enlige svale i 2012, som kunne karakteriseres som en af de ”små film”, var Viceværten. Filmen blev vist for tomme sale – hvad skulle dog grundlaget være, for at den skulle kunne vokse sig stor? Det dobbelte af ingenting er som bekendt ingenting.

I øvrigt viser alle erfaringer, at hvis publikum ikke vil betale for at se en film i biografen, vil de heller ikke betale for at se den på DVD eller VoD, hvilket jo kun bekræfter, at nogle film aldrig vil vokse sig store – uanset bredden og vidden af distributionen og ikke så længe, der skal betales en pris for at se dem. Og betaling er altså forudsætningen for dansk spillefilmproduktion.

Der er dog bestemt fortsat muligheder for film kan vokse sig store, men det kræver instruktøren er i øjenhøjde med publikum, hvilket for eksempel Midnight in Paris, Drive og De urørlige er funklende flotte beviser på.

Hvis man skal løse problemet, må man opfordre den gode lektor til at kigge i den rigtige retning, hvor ondt det end må gøre.