Denice-sagen: Hvor skal ansvaret placeres?

At mennesker begår fejltagelser er en lige så gammel nyhed, som da Eva tog en bid af æblet. Det ligger i den menneskelige natur at begå fejltagelser. Vores nysgerrighed, ambitioner og innovationslyst driver os simpelthen til at opsøge grænseområder, hvor faldgrupperne er mange.

Som oftest skrues der ned for høreapparatet, hvis mennesker omkring os forsøger at anskueliggøre konsekvenserne ved vore handlinger i grænselandet mellem fornuft og tankeløshed. Og høreapparatet bliver som oftest helt slukket, hvis drømmen om egen vinding – af den ene eller anden art – får overtaget.

At begå en fejl er tilgiveligt, at begå den samme fejl to gange er en synd.

I vor tid er fristelserne til at begå fejltagelser blevet mangedoblet. Mediernes behov for at skabe figurer, som erstatning for pauseklovnene i cirkus, er umættelig.

Det oplever vi blandt andet i diverse reality-programmer, hvor banaliter i en evig strøm bliver præsenteret for et meget stort publikum, som tiltrækkes af denne form for underholdning som fluer på et sukkerknald.

En masse unge mennesker – og nogle få noget ældre – lader gladelig deres banaliteter blive udstillet for den måbende danske befolkning, øjensynligt ganske uden omtanke for konsekvenserne af deres medvirken.

De er jo alle over atten år og er dermed myndige og ansvarlige for deres handlinger.

Men når pråsen går op for dem og konsekvenserne ved deres handlinger bliver åbenbare, råbes der ofte misbrug! Og lovbøgerne bliver revet ned fra reolen.

Men der er kun ganske få love, der beskytter decideret dumhed.

I Denice-sagen har vi oplevet en pornomodel, som engang tidligere har ”ladet sit gode hjerte og venlighed’ løbe af med sig og hjulpet til med at give indsigt i hendes branche til en dokumentarfilm, som efterfølgende viste sig at ligge meget langt fra hendes agenda for at medvirke.

Denice Klarskov ønsker at give et nuanceret indtryk af pornoindustrien, hvor man sagtens kan få succes og stadig forblive et helt menneske, hvis man altså blot følger hendes gode råd.

De råd burde hun nu selv lytte til.

For nu har hun atter ”ladet sit gode hjerte og venlighed” løbe af med sig i forbindelse med endnu en dokumentarfilm, som er faldet anderledes ud end hendes forestilling og agenda.

Der foreligger ingen kontrakt for hendes medvirken i den nye dokumentarfilm, der foreligger ingen aftale om royaltybetaling, og der foreligger inden ”final cut”-aftale til beskyttelse af hovedrolleindehaveren.

Altså er dokumentarfilmen blevet optaget uden egentlig kontraktligt grundlag. Det kan undre, når Denice Klarskov allerede en gang tidligere har brændt fingrene så eftertrykkeligt på en dokumentarfilm.

Men en ting er, at der ikke foreligger et kontraktligt forhold, en ganske anden er selvfølgelig, at Klarskov burde have undersøgt, hvad det egentlig var, hun medvirkede i.

Hvis hun havde gjort det, ville hun have fundet ud af, at Det Danske Filminstitut har støttet filmen med en halv million kroner fra puljen for børn og unge under konsulentordningen kort- og dokumentarfilm.

Her burde så alle alarmklokker være begyndt at ringe. For der er ingen måde filmholdet kunne være kommet hjem fra LA med en film, som tilfredsstillede Denice Klarskovs dagsorden for at medvirke.

Når der er børn og unge-penge involveret, kan man sagtens forestille sig det ramaskrig som ville have lydt, hvis filmen var endt som en reklamefilm for den amerikanske pornoindustri, som man sagtens ville kunne kaste sig ud i, under forudsætning af at man blot lyttede til Denice Klarskovs gode råd.

Ansvaret for miseren hviler alene på Denice Klarskov, og hun kan ikke gøre andet end at ryste sagen af skuldrene og komme videre. Og så i øvrigt bruge denne oplevelse som lærestreg og lade den indgå i fremtidige gode råd til hende selv og dem, hun drømmer om at rådgive.