Du er den skyldige, Anna Serner!
I en artikel i Politiken er direktøren for Det Svenske Filminstitut, Anna Serner, gået totalt i selvsving og varsler stop for støtten til Zentropa.
Direktøren har fulgt med i Politikens ”afsløringer” af forholdene på Zentropa og de efterfølgende reaktioner fra selskabets ledelse.
Harmdirrende bruger Serner gloser som ”chokerende”, ”uacceptabelt” og ”arrogant”.
Og nu vil alle de store svenske støtteinstanser diskutere en fælles reaktion i forhold til Zentropa og det fremtidige samarbejde.
Helt tilbage i 2013, da Serner havde siddet på posten i to år, udkom bogen Zentropia, som nøje beskriver forholdene, de ansatte på Zentropa arbejder under. Aalbæks reaktion kunne man blandt andet se i det berømte Krasnik-interview fra samme år, der kan ses nederst i denne blog.
Politiken præsenterer derfor intet nyt.
Hvorfor reagerede Anna Serner ikke dengang? Ikke et kvæk sagde hun, mens Det Svenske Filminstitut støttede Zentropa-produktioner for fuld klem, og Trollhättan lagde studier til.
En ting er, at en småtte ikke kan sige fra, men en leder af en offentlig institution – endda svensk – burde have sagt fra for længst.
At se stiltiende til i mere end fire år er jo en accept af de forhold, der er på Zentropa. Og ved ikke at reagere er Serner selv skyldig i forlængelse af de forhold, hun nu anklager Zentropas ledelse for. Forhold, som det nu er lykkes at blæse helt og aldeles ud af proportioner, og som i øvrigt aldrig har været nogen hemmelighed.
Hvad Anna Serner heller ikke har fundet anledning til at gøre opmærksom på, er de næsten to millioner svenske kroner Det Svenske Filminstitut fejlindbetalte til hendes pensionsopsparing gennem samme årrække.
Det er virkelig nogle besynderlige ting, den ellers snaksaglige Serner har valgt at tie om i de fem år.
I denne sammenhæng kan man faktisk medtage alle, der i disse dage er ved at falde over hinanden i fordømmelse af Zentropa. I har alle kendt til forholdene i fem år. I er alle skyldige af samme årsager som Anna Serner.
Mest skyldig af alle er Politiken, der er i et søskendeforhold til en alfons, som tjener penge på kvindelige prostituerede. Politiken har taget sagen op i en aldeles usmagelig leder med overskriften: ”Zentropa-skandalen må få konsekvenser for Aalbæk eller ledelsen, der lod det ske.” Men hvad med konsekvenserne for alle jer på Politiken, der stiltiende kendte til forholdene på Zentropa gennem fem år og intet gjorde?
I pressens iver efter at finde en dansk Weinstein, er man faldet over Peter Aalbæk Jensen, som efter min mening er en ultralight – og morsommere – version sammenlignet med den amerikanske slyngel. Straffen er dog den samme.
Interessant er det da også, at folk fra den danske presse selv har stordyrket det Zentropa-miljø, som de nu pludselig selv kritiserer. Med med nøgenbadning i Cannes og hvad ved jeg.
Måske var det på høje tid, at der også blev sat lup på pressen. Men hvem skal gøre det?
En kulturjournalist fra et større dansk dagblad har ifølge Ekkos Ida Rud højlydt omtalt hende som ”et bjerg” under filmfestivalen i Berlin. Og jeg har personligt oplevet den navnkundige journalist Poul Blak fra Jyllands-Posten og Aarhus Stiftstidende på den korte vej fra avisens hovedindgang til sit kontor, jage hånden op i skridtet på ikke mindre end to piccoliner under atten år, mens han passerede dem.
Lad os få nedsat en Sandheds- og Forsoningskommission efter sydafrikansk forbillede, hvor alle kan bekende deres synder, undskylde og så ellers komme videre i nyfunden respekt mellem kønnene – uden disse vilkårlige straffeekspeditioner.
Jeg skal gerne være den første til at bekende min synd: Jeg sagde ikke fra over for Poul Blaks respektløse omgang med kvindelige ansatte på Aarhus Stiftstidende. Det undskylder jeg for.
