Ekstremiteter i støtteordninger

At vi lever under mere og mere ekstreme vejrforhold, er et faktum, som vel nok kun er forbigået de færrestes opmærksomhed, men at Det Danske Filminstituts to støtteordninger: 60/40-markedsordningen og konsulentordningen, ligeledes oplever større og større ekstremitet, er nok de færreste bekendt.

Konsulentordningen er det ene af Filminstituttets to støttemuligheder, som støtter den kunstneriske del af de mange ansøgninger, filminstituttet modtager hvert år, hvorimod den anden: 60/40-ordningen, den nuværende markedsordning, henvender sig til den mere kommercielle del af ansøgningerne.

Som det kan ses i nedenstående skema, hjemtager film støttet under konsulentordningen langt den største del af de internationale filmpriser Danmark modtager hvert år.

Mens film støttet i perioden 2005-2012 gennem konsulentordningen svinger mellem 35 og 72 internationale filmpriser årligt, mens film støttet gennem markedsordningen svinger mellem to og tolv.

Det er der næppe noget overraskende eller bemærkelsesværdigt i.

Men når man så kigger på den folkelige opbakning i form af gennemsnitlige tilskuerantal i biograferne i Danmark til de to støtteordninger, ser man mere og mere ekstreme forhold.

Det gennemsnitlige tilskuermæssige forhold mellem film i henholdsvis konsulentordningen og 60/40-markedsordningen har aldrig været større. I perioden 2007-2009 var der en vis balance mellem de to ordningers folkelige opbakning, men siden finanskrisen slog igennem, er forskellen blevet mere og mere ekstrem.

Vi taler i 2012 i forholdet 1:4. Altså hver gang der bliver solgt en billet til film fra konsulentordningen, ryger der fire over disken til film fra markedsordningen.

Eller sagt med andre ord: Det forekommer, at det hjemlige publikum ikke giver ret meget for internationale filmpriser, men derimod søger mod sikker underholdning og fravælger det eksperimenterende og ukendte.