To fagforbund i filmbranchen vil have mig fyret

Ekkos chefredaktør Claus Christensen har på det seneste været udsat for slet skjult pression fra Foreningen Danske Filminstruktører og Danske Skuespillerforbund for at få mig fyret. Fagforbundene har fremsat utvetydige opfordringer om at få mig væk, og pressionsmidlet har været skuespillernes 24 abonnementer og Danske Filminstruktørers kollektive abonnement på Ekko.

Blandt andet har den nye formand for Dansk Skuespillerforbund, Benjamin Boe Rasmussen, på Facebook skrevet, at jeg skal ”stoppes”, og at han, efter en snak med Ekkos chefredaktør Claus Christensen, har fået den opfattelse at chefredaktøren i fremtiden vil være mere "ansvarshavende med bloggere”.

Det synes skuespillernes formand er ”en god start”.

Danske Filminstruktører er fortalere for ytringsfriheden, men ”ikke når den bruges til at udføre karaktermord på vores folkevalgte eller indeholder skjulte trusler”. Nu definerer Danske Filminstruktører desværre ikke, hvad de nævnte ”trusler” skulle bestå i, men jeg har aldrig i mit liv fremsat trusler.

I det hele taget må man fastslå, at enhver, der bruger ordet ”men” i forbindelse med ytringsfriheden, så sandelig ikke er fortaler for det frie ord, men tværtimod taler for begrænsninger, som går ud over det lovmæssige.

Og den slags skal man høre fra kunstnere, som i denne sammenhæng er samfundets mest privilegerede og til enhver tid kan gemme sig bag den såkaldte kunstneriske frihed.

Karakteristikken af ”karaktermord på folkevalgte” er i en klasse for sig selv.

Mener Danske Filminstruktører virkelig, at de magtfulde folkevalgte er i en særlig undtagelsesklasse? Det kan nu godt undre, specielt i betragtning af at den tidligere forkvinde for Danske Filminstruktører, Annette K. Olesen, på Facebook har kaldt Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti ”en bimlende tosse”, og Morten Hartz Kaplers begik et karaktermord på den dengang siddende danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen, i filmen AFR.

Jeg har nu i seks år blogget for Ekko og i den tid skrevet omkring 300 blogindlæg. Det har været tekster om en bred vifte af emner, som optager den danske filmindustri.

Ingen af mine blogindlæg er blevet meldt til Pressenævnet eller har medført juridiske anklager. Der er intet faktuelt forkert stået, og intet indlæg har været på kant med lovgivningen i dette land. Langt den overvejende del har såmænd ikke engang vakt noget postyr.

I de ganske få tilfælde, hvor der har været unøjagtigheder eller stået ting, som kunne misforstås, er det til enhver tid blevet rettet. Altid!

Ud af alle mine mange blogindlæg har en lille håndfuld medført shitstorms, fortrinsvis fra dele af filmindustriens ærede medlemmer på Facebook. Ophidselsen har dog yderst sjældent været på et faktuelt grundlag. Det har altid været baseret på et anslag mod mine holdninger, dog mest alene udtrykt i eder og forbandelser.

Gad vide, hvordan de to fagforbund vil reagere, såfremt man fra politisk side begyndte at lade støttebevillingerne afhænge af holdningerne, som kunstnerne præsenterer. Bolden har kunstnerne ligesom selv givet op.

Det er naturligvis en skændsel, at ellers ytringsfrihedselskende fagforbund tager sådanne midler i brug for at knægte deres kritikere. I er velkomne til at råbe og skrige lige så tosset, I vil, men lukke munden på mig vil I aldrig lykkes med.

Jeg vil fortsat skrive lige, hvad det passer mig på min blog på Filmmagasinet Ekkos hjemmeside – naturligvis inden for lovgivningens rammer – og det kan hverken Danske Filminstruktører eller Dansk Skuespillerforbund forhindre mig i.

Alt andet ville da også være en skandale.