Filminstituttet kører frejdigt mod afgrunden

I mandags afholdt Det Danske Filminstitut den årlige fiktionsdag for filmbranchen. I år med særligt fokus på forsvar af spillefilmen.

Forsvar af spillefilmen var vicedirektør Claus Ladegaards åbningstale dog renset for. Åbningstalen var godt nok et forsvar, men alene af Filminstituttets håbløse ageren i forbindelse med en krise, som pt. forbliver uden lys for enden af tunnelen.

Ladegaard havde ikke det mindste fokus på, hvad spillefilmen kan, og hvorfor det er så vigtigt at opretholde en spillefilmproduktion. Han gjorde alene et desperat forsøg på at retfærdiggøre, at han stadig oppebærer et job på Det Danske Filminstitut.

Udokumenterede, ukorrekte påstande fløj ubønhørligt gennem luften i åbningstalen. Et personangreb på denne blogger blev der såmænd også givet plads til.

Hele åbningstalen var gennemsyret af, at dansk film så sandelig har problemer, men så slemt er det alligevel heller ikke. Krisen blev adresseret, men blot for hurtigt at blive bagatelliseret.

Claus Ladegaard er dygtigste elev på Filminstituttets retorikskole, hvor al dadlen af den statslige institution bliver fejet at bordet med et: ”Det Danske filminstitut skal afvise kritikken.”

Punktum.

Behændigt undgik Claus Ladegaard at komme ind på den gigantiske fiasko, som danske film oplever på festivalerne i år.

Han anerkendte dog, at lavbudgetfilmene hverken har haft folkelig opbakning eller festivalsucces. Uden at det har ført til nogen form for selvransagelse på Filminstituttet.

Vicesheriffen fremhævede, at lavbudgetfilmen 3 ting har solgt 50.000 billetter. Det er milevidt over de øvrige lavbudgetfilm, men Ladegaard undlod behændigt at fortælle, at filmen indgår i Biografklub Danmarks program, og at det er en af de dårligst sælgende i klubbens historie.

Havde 3 ting ikke været i klubben, ville den næppe have solgt over 10.000 billetter.

Det afholdt dog ikke Ladegaard fra at fremsætte håb for lavbudgetfilmens fremtid, men han må paradoksalt nok helt til USA og film som Moonlight og Manchester by the Sea. De har ud af flere hundrede lavbudgetfilm fået succes. Rent statistisk vil vi i Danmark skulle vente omkring 100 år på at finde denne nål i høstakken.

Ladegaard forudsagde succes for fire danske film over det næste års tid: Den bedste mand, Gud taler ud, Aldrig mere i morgen og Så længe jeg lever. Det er en letkøbt spådom. Alle fire film indgår nemlig i Biografklub Danmarks program, og dem behøver man altså ikke være filmprofessor for at forudsige succes til.

Ladegaard lod heller ikke til at have forstået pointen om, at det handler om at øge filmindustriens samlede omsætning, ikke kun omsætningen på enkelte platforme. Det kan enhver idiot jo finde ud af.

I åbningstalen var der ikke mange brugbare løsninger og da slet ingen, som kan øge indtægterne.

Ladegaard nævnte dog, at der skal etableres en fælles, nordisk pulje, som skulle støtte nordiske filmprojekter. Det er i lige så høj grad som lavbudgetfilmene dødens pølse. Norden er alt for kulturelt fragmenteret til, at man kan skabe storfilm, som vil have interesse for hele områdets publikummer. Vi forstår ikke engang længere hinandens sprog.

Så blev det fremhævet, at støtten til manuskripter skulle øges, men det blev karakteristisk nok ikke angivet, hvor pengene skal komme fra.

Hvor pengene skal komme fra, har jeg et konstruktivt forslag til.

De to nationale, landsdækkende tv-stationer er gennem filmforliget forpligtet til at støtte dansk film. Denne støtte gives dog alene til selve produktionen af filmen, mens tv-stationerne på ingen måde medvirker til at øge indtægterne på de film, som tv-stationerne støtter.

En vej til at sikre dansk film højere indtægter ville være, om DR og TV 2 også forpligtes til at promovere filmene i forbindelse med premieren. Det kunne ske gennem tv-spots, som promoverer aktuelle danske film i biograferne eller en filmorientering på hovedkanalen i stil med Bogart, som DR – uden egentlig årsag – ubarmhjertigt slagtede.

Alle erfaringer viser, at jo flere der ser en film i biograferne, desto flere ser filmene på alle efterfølgende platforme.

Resultatet ville være både flere indtægter og flere tv-seere til danske film. Altså win-win for alle parter.