Filminstituttet mangler sans for kvalitet

Filminstituttets hjerte banker i særlig grad for film, som både anmelderne og publikum afviser.

I gennemsnit har Det Danske Filminstitut i årene 2003-2013 støttet danske film med omkring 37 procent af produktionsomkostningen. Med andre ord: Staten har gennemsnitligt betalt cirka en tredjedel af, hvad filmene koster.

Denne procentuelle støtte af produktionsomkostningerne er dog stærkt svingende.

Det er kun fair.

Film med forventeligt høje tilskuerantal, som Min søsters børn og Far til Fire, ligger for eksempel et pænt stykke under gennemsnittet, mens film med mere moderate forventninger til tilskuerantallet, som eksempelvis Marie Krøyer og Skytten, ligger lige på gennemsnittet.

Så er der de film som ligger en smule over gennemsnittet, nemlig film som Spies og Glistrup og En du elsker.

Og så er der endelig de film, som ligger milevidt over gennemsnittet.

Det er, hvad man kan kalde filminstituttets hjertebørn. Altså film som instituttet finder så vigtige, at man er villig til at betale en meget stor del af, hvad filmene koster at producere. Det er de film, som instituttets hjerte i særlig grad banker for.

Og hvad er det så for film, filminstituttet udvælger som deres hjertebørn?

Det er i overvejende grad film, som både publikum og anmelderne vender ryggen. Så meget for instituttets kvalitetssans.

På nedenstående skema kan man iagttage disse film, som i procentuel støtte svinger mellem 47 og helt op til 89 procent. Altså langt over gennemsnittet på 37 procent.

Her finder man alle de film, der på samtlige parametre må karakteriseres som eklatante fiaskoer. Det er blandt andre Linda Wendels Julie, Laurits Munch-Petersens Over kanten, Birgitte Stærmoses Værelse 304 og Martin Strange-Hansens Den rette ånd.

Og det er altså disse film, instituttet har valgt at lade staten betale broderparten af.

Hjertebørnene har fået 2,8 gennemsnitlige stjerner af anmelderne og er gennemsnitligt blevet set af 6.028 tilskuere. For at sætte disse tal i relief, har samtlige danske film i perioden et gennemsnit på 3,3 anmelderstjerner og et tilskuerantal på 160.643.

Samtlige film herunder er naturligvis støttet gennem instituttets konsulentordning.

Hvor man i dag oplever en dansk gennemsnitsfilm koste omkring 20 millioner kroner, har de ti ovenstående film været forholdsvis billige med en gennemsnitlig produktionspris på 8,8 millioner kroner.

Overraskende nok er det præcis den type film, de danske filminstruktører gerne vil have mange flere af og indædt kæmper for.

I forbindelse med Filmaftalen 2015-2018 har Danske Filminstruktører netop fremsat forslag om, at der årligt skal produceres tyve meget billige film. Lignende tanker lufter Ekko i lederen i det nye nummer.

Gud bevare dansk film!