Hæv kvaliteten af danske film!

Spillefilm er et medie, som altid vil være i udvikling. Det kan ske både på det tekniske og indholdsmæssige område. Og selvfølgelig skal man altid arbejde for, at kvaliteten skal hæves på danske film.

Det er hverken et skelsættende eller revolutionerende udsagn.

Filminstituttet har i forbindelse med deres oplæg til Filmaftale 2015-2018 udtalt, at man gerne vil styrke de brede film, og man har også udtalt, at man gerne vil styrke de kunstneriske film og eksperimenter.

Et ædelt mål, som vel kun de færreste kan være uenige i.

Men Filminstituttet har anlagt to vidt forskellige tilgange til, hvordan man kan styrke de kunstneriske og de brede danske film.

For begge kategorier er økonomisk på spanden. Det har de nye digitale medier med deres meget lave prissætning sørget for.

For de kunstneriske film og eksperimenterne har Filminstituttet anlagt en principiel holdning om, at vejen til styrkelse er gennem flere støttekroner.

Samme principielle holdning har man ikke anlagt over for de brede film. For at hæve kvaliteten på disse film vil man – paradoksalt nok – sætte dem på økonomisk smalhals. Et sted skal man jo finde pengene til styrkelse af de kunstneriske film og eksperimenterne, med mindre politikerne da finder ekstra penge til at styrke dansk film generelt.

Jeg har tidligere redegjort for den voldsomme skævdeling, der allerede er på området mellem konsulentordningen, hvor de kunstneriske film og eksperimenter støttes, og markedsordningen, hvor de brede film støttes:

Instituttet på kant med Filmaftalens ordlyd

Institutdirektør giver hele støtten til konsulentfilm

En af måderne, Filminstituttet gennem årene har sikret en højere kvalitet på de kunstneriske film og eksperimenter, er gennem massiv støtte til manuskript og udvikling. Hvorimod man på dette felt har ladt de brede film i stikken.

Som det kan ses i nedenstående skema er 82,3 % af støtten til manuskript og udvikling i de to ordninger blevet brugt på konsulentordningen, hvorimod filmene i markedsordningen har måttet nøjes med sølle 17,7 %.

Hvis vi inddrager New Danish Screen i regnskabet, som kulturparnasset jo ligeledes hylder, ryger markedsordningens andel af støttemidlerne til manuskript og udvikling i de tre store støtteordninger under instituttet, helt ned på mikroskopiske 14,2 %.

Man noterer sig endda en faldende tendens og støtteøkonomisk smalhals for støtte til projekter i markedsordningen. Ganske anderledes står det til med projekterne i konsulentordningen og New Danish Screen. I disse to ordninger ser man liv og glade dage og stigninger over hele linjen.

I oplægget til filmaftalen 2015-2018 defineres det, hvilke film man ikke bør støtte. Det er aldrig tidligere sket. Paradoksalt nok søger man at begrænse de film, befolkningen i overvejende grad foretrækker, til fordel for de film, kulturparnasset hylder.

Til trods for områdedirektør i Det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard, i et interview på Filmmagasinet Ekkos hjemmeside udtaler: ”Nej, vi vil ikke udrydde film, der er sequels eller bygger på brands,” har filminstituttet alligevel fundet det opportunt at formulere nedenstående i Filminstituttets oplæg til Filmaftale 2015-2018:

”Film, der er uoriginale, kopierede og ordinære, eller som ikke har høj fortælle- og håndværksmæssig kvalitet, bør fremover ikke støttes på (markeds)ordningen.”

Såfremt disse linjer optages i den endelige filmaftale, vil det give Filminstituttet mandat til at smide de film, befolkningen elsker og som i 2011-2013 stod for 40 % af dansk films tilskuerantal, på porten. Og dansk films hjemmemarkedsandel ville dermed ryge i frit fald.

Filminstituttet vil altså også her bruge brækjernet til at gennemtrumfe deres besynderlige vision for dansk film.

Ovenstående uddrag af Filmaftalen 2015-2018 vil jo også kunne komme til at ramme genindspilninger, som for eksempel Otto er et næsehorn.

Dermed er der overhængende fare for, at de film, som den brede befolkning foretrækker, undtagen kulturparnasset, ikke længere vil blive produceret, og den meget høje danske hjemmemarkedsandel, disse film har båret på deres skuldre – og både filminstruktørerne og Filminstituttet har brystet sig af – skal blive overladt til amerikansk film.

Såfremt man ønsker en højere kvalitet på danske film generelt, bør støttesystemet indrettes således, at både de kunstneriske og bredere film får mere ligeværdig opmærksomhed fra Filminstituttet, og der bliver bragt mere ligevægt i støttemidlerne – også til manuskript og udvikling i både konsulent- og markedsordning.

Og man i øvrigt værdsætter markedsfilmenes bidrag til at holde amerikanske film stangen, så dansk film ikke reduceres til udsendelse på de dårligste tidspunkter af året.

Tomme ord, økonomisk smalhals, ganske få penge til manuskript og udvikling, og politisk betingede begrænsninger for den bredere film vil i al fald ikke højne kvaliteten. Tværtimod.