Han har jo ikke noget på

Chefredaktøren har givet os bloggere fuldkommen frit spil, og det skal da omgående udnyttes, selv om han nok ikke bliver glad for, at der bores videre i Ekkos krise.

Efter de første spilfægterier i Ekko-sagen er overstået, står følgende tilbage:

Der er slet ingen sag – Peter Aalbæk har jo som kejseren slet ikke noget på. Men guderne skal vide, træet er blevet rystet. Og det er ikke uinteressant frugt, som i halvrådden tilstand er blevet rystet ned.

Det er ikke lykkes Peter Aalbæk Jensen, at understøtte sin injuriesag mod Ekko med præcis påpegning af det injurierende i den artikel, sagen er baseret på. En injuriesag, som meget sandsynligt alene bliver en sag mellem Zentropa og Mikkel Kofod, freelancejournalisten som skrev artiklen, injuriesagen er baseret på. 

Offentlige kasser har skabt monster

Chefredaktør Claus Christensen, Ekko, som er under anklage for injurier, er sikkert skyldig i mange ting, men injurier over for Zentropa er ikke en af dem. Det er muligt Christensen i enkelte tilfælde har syntes, han har siddet med så god en historie, at han af frygt for at miste den, eller at den skulle blive talt ned, har været så hurtig til at sende historien på gaden, at der ikke har været tid til at høre alle involverede.

Det er selvfølgelig noget, der skal påtales og er i grelle tilfælde en sag for Pressenævnet, som så vil have mulighed for at vurdere Ekkos journalistiske stil. En vurdering som pt. beklageligvis overlades til en amatør uden egentlig viden om pressejura.

Det skal bemærkes, at Ekko ikke har haft én eneste sag i Pressenævnet i hele sin levetid. Dét kan undre i betragtning af Peter Aalbæk Jensens frådende angreb på Ekko, hvor Zentropa i stedet for at indbringe sager for Pressenævnets vurdering foretrækker injuriesager uden årsag, hvilket kun peger i retning af, at Jensen ønsker at knægte en kritisk filmjournalistik, hvis virkelige årsag han ikke ønsker – eller er ude af stand til – at formulere offentligt. Fra Jensens side handler det formentlig om at påføre magasinet flest mulige advokatudgifter i håbet om, at Ekko bløder økonomisk ihjel.

Der må opfordres til, at enten Kulturministeriet eller Det Danske Filminstitut omgående træder i karakter og via en ekstrabevilling holder Filmmagasinet skadefri over for Jensens forsøg på knægtelse af den frie uafhængige presse.

Zentropa har gennem de seneste ti år modtaget over kr. 300.000.000,00 i offentlig støtte – det er dette støttebeløb, som har muliggjort anslaget mod Ekko.

Det er de offentlige kasser, som har skabt det monster, Jensen har udviklet sig til. Det må derfor være samme offentlige kasser, som flår kløerne af det.

Bestyrelsen i Ekko – en cirkusforestilling

Bestyrelsen i Fonden Filmmagasinet Ekko har ageret yderst kritisabelt i forbindelse med det spotlight, der er kommet på magasinet. Det har internt i bestyrelsen udviklet sig til en ren cirkusforestilling, hvor et anonymt bestyrelsesmedlem er blevet kritiseret af bestyrelsesformand Søren K. Lauridsen for at rette illoyale henvendelser til foreningen Danske Instruktører, for koordination af et samlet anslag mod Ekko og chefredaktør Claus Christensen.

Mens et andet medlem, Klaus Hansen, er sluppet uden påtale og kritik af en ligeledes uautoriseret henvendelse til instruktørerne. Lauridsen forskelsbehandler dermed de 2 illoyale bestyrelsesmedlemmer, hvor alt peger i retning af, at de går Jensens ærinde internt i bestyrelsen.

Det skal bemærkes, at Nikolaj Scherfig, næstformand i Danske Dramatikere, som deler kontorfællesskab med foreningen Danske Instruktører, har en dybt belastende udlægning af Hansens henvendelse til Danske Instruktører.

En udlægning Klaus Hansen har afvist og kaldt usandfærdig og er endda gået så vidt som til at foreslå henvendelse til instruktørforeningens Sandra Pias for bekræftelse af sin version. I første omgang afviste Hansen ellers i Jyllands-Posten, at overhovedet at have henvendt sig til instruktørerne.

Klaus Hansen kan ikke styre kasketterne

At Klaus Hansen, der i sit daglige virke er direktør i Producentforeningen, ikke kan holde styr på sine mange kasketter, og hvad det vil sige at sidde i en bestyrelse for et kritisk filmmagasin, som oplever frådende angreb fra hans forenings vægtigste medlem, er gentagne gange blevet påvist gennem Hansens egne udtalelser:

– ”Claus og jeg har højlydte diskussioner en gang imellem, men der er fuld accept fra mig til den redaktionelle linje, og at den skal være kritisk.” Klaus Hansen i Politiken, 12. oktober.

– ”Jeg er som privatperson blevet bedt om at sidde i bestyrelsen, ikke som Producent-foreningens formand”, Klaus Hansen i Politiken, 12. oktober.

- ”Klaus Hansen afviser, at han står bag henvendelsen til Danske Instruktører.” Jyllands-Posten, 13. oktober

 – ”Jeg rettede henvendelse til ”min gode kollega”, Sandra Pias, instruktørforeningen, i min egenskab af bestyrelsesmedlem af Ekko.” Klaus Hansen i Radio24syv, 17. oktober.

Når Klaus Hansen retter illoyal henvendelse – som privatperson – i sin egenskab som bestyrelsesmedlem i Fonden Magasinet Ekko, kan Sandra Pias aldrig benævnes som ”min gode kollega”, det kan kun ske, hvis henvendelsen kommer i Hansens egenskab af direktør for Producentforeningen.

Hvis Klaus Hansen mener, at Ekkos redaktionelle linje sker på grundlag af hans ”accept”, er det enten dybt foruroligende, eller også har Klaus Hansen ikke forstået sin opgave i bestyrelsen.

Ovenstående understreger blot behovet for et stålfast gitter mellem filmbranchen og Ekkos bestyrelse.

På den måde Peter Aalbæk Jensen agerer i denne sag, er der vel ingen, der seriøst tror på, at Klaus Hansen ikke er underlagt ekstremt pres fra sit største og vigtigste medlem af Producentforeningen, hvorfor Klaus Hansen aldrig burde have haft plads i Ekkos bestyrelse.

Fremtiden

Med hensyn til injuriesagen er der ingen anledning til at tro, den ikke vil komme til at gå sin skæve gang, med mindre der i Zentropas ejerskab findes mennesker, som er i stand til at tale Peter Aalbæk Jensen til fornuft.

Med hensyn til bestyrelsen bør der ske en udlugning af personer med filmbrancherelationer. Og der bør indsættes bestyrelsesmedlemmer efter samme armslængdeprincip, man blandt andet oplever i Det Danske Filminstituts bestyrelse.

Det var efter samme princip, DFI i sin tid trak Områdedirektør Anders Geertsen ud af Ekkos bestyrelse, som ligeledes sad i bestyrelsen som privatperson. En værdig beslutning, som andre burde lade sig inspirere af. Men etik, ære og værdighed er ikke noget, der tynger, hverken for Aalbæk eller blandt hans tro væbnere.

Efter Ekkos bestyrelse er blevet renset for bestyrelsesmedlemmer med brancherelationer – der behøver såmænd ikke de store strukturændringer – skal det foreslås den nye bestyrelse at nedsætte en ”advisory board”, hvor filmbranchens interessenter kan få rum for rådgivning af magasinet – og dermed bane vejen for en ny, fri, uafhængig presse i filmbranchen.