Instruktører sætter filmbranchen i gabestok
Danske spillefilmsinstruktører er gennemsnitligt rigtig, rigtig gode til det, deres uddannelse kvalificerer dem til.
Den konstante internationale prisregn over dansk film, er selvfølgelig et ufravigeligt bevis på dette faktum.
Hvis enkelte filminstruktører dog bare ville nøjes med at gøre det de er bedst til og undlade at sætte filmbranchen i økonomisk gabestok og tilmed endda sætte deres egen karriere på spil.
Den 2. november 2012 tog Jan Lehmann, direktør i Nordisk Film Biografdistribution, bladet fra munden i Politiken:
”Jeg har sagt til flere instruktører i løbet af min karriere: »Ved du hvad, det er jo bedre, at den går direkte på dvd eller tv. Din film kommer ikke til at gå godt i biografen«. Men de har ikke lyttet, selv om de havde kunnet undgå at sende en film ud i biografen, som ikke rammer publikum”.
Ingen tvivl om Jan Lehmanns gode råd har været ud fra reelle intentioner om at beskytte instruktøren mod et flop og (ofte) dårlige anmeldelser, hvilket jo per definition risikere at vanskeliggøre instruktørens næste film.
Men det vil med andre ord sige, at film som f.eks. ”Værelse304”, ”Lille soldat”, ”Den rette ånd” og senest ”Viceværten” alene er blevet lanceret i de danske biografer, for at tilfredsstille hørehæmmede danske filminstruktørers utopiske drømme. Sidstnævnte blev tilmed klemt ud af DFI’s sideben, med en minimal biograflanceringsstøtte på kr. 140.000, mod de gængse ca. en million kroner.
Det skulle ikke undre om de instruktører, som forlanger deres film udsendt i biograferne, selvom filmene intet publikumspotentiale har, og dermed kun graver filmens økonomiske grav dybere, er de samme, som også mener filmen burde udsendes simultant på DVD og VoD – og i øvrigt har bastante meninger om bl.a. plakatens udformning.
Langt de fleste danske filminstruktører har stor magt, de har både ’final cut’ og indflydelse på en films lancering og markedsføring. Det er kun de færreste amerikanske instruktører, som har en sådan indflydelse. Kun få amerikanske instruktører har, gennem mange succesfulde film og hårdt arbejde, kunnet opnå, hvad de danske filminstruktører automatisk får i dåbsgave.
Der foreligger nemlig en klausul i DFI’s støttevilkår, der fordrer biografdistribution som forudsætning for produktionsstøtte og foreningen Danske Instruktører har, med DFI i ryggen, formået at etablere kontrakter, som beklageligvis hverken uddannelse, formåen og selvindsigt, i flere instruktørers tilfælde, rækker til.
Helt uden forudsætninger og uddannelse farter enkelte danske filminstruktører ud og leger eksperter i både markedsvurdering, lancering, samt forretningsmodellerne filmbranchen hviler på.
Den slags koster filmbranchen rigtig mange penge. Udover enkelte film slet ikke indtjener nok til, at der kan bides af produktionsomkostningerne, så indtjener de endda ikke engang til at kunne skabe balance i omkostningerne til biograflancering. Der bliver derfor i stor stil smidt gode penge efter dårlige, og alt sammen for at tilfredsstille filminstruktører, hvor tanken om at stå på Imperial Biografens store scene med favnen fuld af blomster og modtage folkets hyldest, overskygger al tænkelig sund fornuft.
Der må opfordres til, at spillefilmsinstruktørerne begynder at lytte til Jan Lehmanns velmente, gode råd. For filmbranchens skyld og ikke mindst for egen.
