Instruktørernes store kup
De danske filminstruktører har netop lanceret et forslag om, at en del af de fremtidige støttepenge skal forbeholdes lowbudget-film. Det sker i det angivelige håb, at modet dermed atter skal indfinde sig i dansk film.
I instruktørernes øjne er den danske filmbranche lammet af angst og tør kun lave film, som selskaberne på forhånd er sikre på, vil tjene sig hjem igen.
Det står nu i diametral modsætning til realiteterne, efter hele ti film danske på stribe er faldet på bugen, men lad det nu ligge.
Højhelligt angives årsagen til forslaget som ”en nødvendighed, hvis ikke talentudviklingen skal gå i stå og dansk film miste energi”.
Lowbudget-filmene, instruktørerne drømmer om, skal staten støtte med fem millioner kroner samt en ekstra lowbudget-støtte på 2,5 millioner kroner.
På det filmpolitiske møde i filminstituttet i mandags, afslørede instruktørerne at planen forudsætter en svimlende statsstøtte på mellem 80 og 90 procent af budgettet.
Med en så høj statslig støtteandel er det så sandelig let at være modig.
Den gennemsnitlige støtteprocent på danske spillefilm lå i 2013 på 36, så det er noget af et spring instruktørerne drømmer om.
Med en så høj støtteprocent plus forudbetalte rettigheder fra vod og tv vil filmene nemlig være overskudsgivende, allerede inden den første dansker overhovedet har betalt adgang til værket.
Danske filminstruktører har dog pakket deres egentlige ambition ind i et filmpolitisk sympatisk forslag.
De har nemlig en hemmelig agenda, og den udspringer af drømmen om at have fuldt ejerskab af deres værk, frigørelse fra biografer, producenter og distributører – og tjene mange flere penge.
Det sidste har jeg – om nogen – principiel fuld forståelse for, blot må jeg tage afstand fra instruktørernes måde at bringe sig selv under sydens palmer. De lader ikke den værste kapitalist meget efter – endda med snablen dybt begravet i statskassen.
De vil nemlig have filmarbejdere og skuespillere til at fravige overenskomsterne på området og arbejde til slaveløn på disse film.
Instruktørernes drømmescenarie er – helt uden risiko – selv at producere filmene og udsende dem direkte på de digitale platforme. Instruktørerne drømmer om blot at skulle oplyse vod-udbyderne deres bankkontonummer og så bare vente på, at pengene vælter ind.
”Forår i dansk film,” som instruktørerne har navngivet deres plan, er således instruktørernes forsøg på revolution. Men det bliver ikke ”forår i dansk film”, det bliver ”forår på danske instruktørers bankbog”.
Instruktørerne vil blot score kassen, mens en egentlig revolution af filmkunsten er meget, meget lidt sandsynlig.
Det er jo ikke spillefilm, som bliver resultatet af denne plan, men derimod billige tv-film.
Der kan dog blive én enkelt interessant effekt af instruktørernes plan: De danske borgere, skuespillerne og filmarbejderne vil få en forsmag på, hvordan fremtiden kommer til at se ud, hvis man ikke tager sig i agt for de danske filminstruktører.
Dansk film er i dyb økonomisk krise og der mangler pt. 60 millioner kroner.
Problemet ligger i home entertainment-sektoren, hvor illegale platforme dikterer udsalgsprisen på de legale. Denne lave prissætning i home entertainment-sektoren er derfor ikke nok til at skabe tilstrækkelige indtægter, så danske film kan opretholdes på nuværende kvalitative og kvantitative niveau.
I stedet for at fokusere på at skabe en generelt bedre økonomi i dansk film, som er den reelle forudsætning for det mod instruktørerne efterlyser, benytter instruktørerne de oprørte vande til alene at gå efter personlig vinding og magt.
Og filminstruktørerne forventer staten skal asfaltere hele vejen til sydens palmer.
