Jeg trækker mig
Efter moden overvejelse har jeg valgt at trække mig fra Det Danske Filminstituts dialogforum for en bedre kønsbalance i dansk film. Bare rolig eller urolig, alt efter temperament: På alle andre områder af mit virke holder jeg fast.
Jeg ønsker ikke at bruge fem minutter mere på denne udfordring i et forum, hvor irrationaliteten har overtaget rationaliteten. Det betyder dog ikke, at jeg ikke vil påtale, når ukorrekte udsagn i forbindelse med denne udfordring fremsættes.
Formand for Danske Filminstruktører, Christina Rosendahl, har formuleret en af årsagerne til, at jeg trækker mig. Instruktør Niels Nørløv Hansen har fra et møde i foreningen Danske Filminstruktører refereret, at Christina Rosendahl sagde, at man i foreningen ikke behøver at have en masse statistik, som dokumenterer, at der er et problem. Ja, det er lige meget, om der overhovedet er et problem. Man kan bare definere et ideal for, hvordan tingene skal være og så eksekvere det.
Jeg har forholdt Christina Rosendahl citatet for at finde ud af, om det er sandt, eller om Nørløv omgår sandheden lemfældigt. Min forespørgsel har Rosendahl mødt med larmende tavshed.
Citatet er på alle måder interessant.
Argumentationen fra den aktionsgruppe, som Rosendahl var tovholder for, bygger jo på mine undersøgelser og statistik. Den ulejlighed kunne jeg have sparet mig, for løsningen på udfordringen behøver åbenbart slet ikke være baseret på noget så latterligt som identifikation af et problem, endsige være baseret på noget statistisk grundlag.
Ifølge Rosendahl kan man blot – uden egentlig bevisførelse – beslutte sig for, at der er et problem, så definere et ideal og efterfølgende eksekvere det. Totalitære stater kunne ikke have formuleret det bedre.
I det lys må Rosendahl have haft en temmelig dårlig smag i munden, da hun for nylig modtog en Bodil. I begrundelsestalen for filmprisen fremgik det blandt andet ”at hun har insisteret på, at beslutninger på området skal tages på et oplyst grundlag”.
Oplyst grundlag? Min bare røv!
En anden årsag til, at jeg trækker mig, er hele udviklingen i kønsdebatten. Den overvejende del af filmkvindernes opfindsomme påstande er blevet skudt godt og grundigt ned. Men har det så betydet, at filmkvinderne har accepteret fakta? Næh, når korrektionen af de ukorrekte postulater er gået i glemmebogen, så er kortbunken bare blevet vendt og urimelighederne fremført på ny. Alt sammen koordineret med stor præcision.
En tredje årsag er, at ingen ønsker at forholde sig til min aktionsgruppes første og vigtigste punkt til løsningen af den ulige kønsfordeling i dansk film: Nemlig at flere kvinder skal rekrutteres til dansk film.
Ingen ønsker at gribe fundamentalt fat om denne udfordring, og alle kvalitetsbegreber giver man blot fanden i. Alt sker angiveligt på det hellige alter, som skal sikre en kønsfordeling, der afspejler det generelle samfunds.
Der er dog intet helligt i filmkvindernes kamp.
Det handler øjensynligt kun om at rage til sig – på mændene og kvalitetens bekostning. For kønskampen er selektiv. Man har intet ønske om en lige kønsfordeling generelt i dansk film. Man fokuserer alene på fiktionsspillefilminstruktører. En lang række områder, hvor filmindustrien har endnu større ulighed, hører vi intet om.
Men sandheden? Det er da noget, man stemmer sig til i Danske Filminstruktørers bestyrelse.
