Lavbudget trækker dansk film ned
Store dele af den danske filmbranche er ved at falde over hinanden i lovprisning af lavbudget-initiativet, som politikerne åbnede for i forbindelse med Filmaftalen 2015-2018. Politikerne gav mulighed for, at 24 film kunne støttes gennem dette initiativ. En mulighed, der efter al sandsynlighed vil blive udnyttet til fulde.
Allerede da lavbudget-initiativet blev lanceret, blev der rejst kritik. Denne kritik blev fejet af med, at det jo først ville være om ti år, at man vil kunne foretage en egentlig evaluering af initiativet. Nøjagtigt de samme mennesker erklærer nu initiativet for en succes.
Er det sandt? Lad os se på tre parametre for succes: folkelig opbakning, anmeldernes vurdering og priser på udenlandske filmfestivaler.
På alle tre parametre dumper lavbudget-initiativet.
Filmene har gennemsnitligt haft 29.307 tilskuere, det gennemsnitlige antal stjerner fra toneangivende medier er 3,2, og filmene har gennemsnitligt fået 1,1 filmpris i udlandet. Alt sammen langt fra det gennemsnit, der er gældende for samtlige danske film i perioden.
Det bliver fremhævet, at lavbudgetfilmene har vundet priser på store internationale filmfestivaler. Men heller ikke det holder stik. Kigger man efter filmpriser til lavbudgetfilmene på internationale filmfestivaler som Berlin, Cannes eller Venedig, må man lede forgæves.
”Ung dansk debutinstruktør vinder pris i Venedig,” blev der gjaldet, selv om prisen Team Hurricane fik, intet havde med Venedig-filmfestivalen at gøre. Det var såmænd kun en lille pris fra en gruppe italienske filmkritikeres selvbestaltede konkurrence, Verona Film Club Award, som tilfældigvis blev uddelt samtidig med Venedig Filmfestivalen.
Og gudhjælpemig om ikke den publikumspris, Den skyldige fik Sundance-filmfestivalen, bliver brugt til at fastslå lavbudget-initiativets kunstneriske succes. Men en publikumspris har aldrig været garanti for nogen kunstnerisk vurdering. Tænk på, at film som En for to og En, to, tre, NU! har vundet Roberts publikumspris.
Eneste film, der kan karakteriseres som succesfuld på de to vigtigste parametre, er Christian Tafdrups En frygtelig kvinde. Filmen ville sikkert have været en succes på alle parametre, hvis det ikke havde været for udlandets skræk for krigeriske feministers reaktion. Den film er nålen i høstakken ud af initiativets foreløbig tretten film. Men en enlig svale gør som bekendt ingen sommer. Omvendt er den danske filmbranche verdensmestre i at generalisere ud af det mest spinkle grundlag.
Og dog.
Måske er der et enkelt parameter, hvorunder lavbudget-initiativet kan kaldes succesfuld. Initiativet betød, at A-kassen sparede udbetalinger til instruktøren under indspilningen. En A-kasse, som flere af filminstruktørerne ifølge Filmskolens rektor Vinca Wiedemann vendte tilbage til, efter deres film var færdiggjort.
For at anskueliggøre omfanget af lavbudget-initiativets negative indvirkning på dansk film kan man blot kaste øjnene på forskellene mellem rekordåret 2015 og katastrofeåret 2017 i nedenstående skema.
Det samlede tilskuerantal, den danske markedsandel, filmenes gennemsnitlige budget og antallet af film med budgetter over 22 millioner kroner, er faldet dramatisk.
Til gengæld er antallet af film med budget under syv millioner kroner og film med under 10.000 tilskuere eksploderet.
De barske kendsgerninger i skemaet burde tale for sig selv.
Årsagen til rekordåret i 2015 var, at den nuværende filmaftales effekter slet ikke var trængt igennem. Det er de til gengæld i 2017.
Efter dansk film i mange år at have siddet på en 3.-4. plads i Europa med højest markedsandel for lokale film er Danmark røget væsentligt længere ned ad listen, og mange lande, som for eksempel Norge, har overhalet os med 250 km/t.
De lande, der har en høj national markedsandel, har heller ikke været fokuseret på lavbudgetfilm. De har fokuseret på dyre film, som har været produceret med henblik på visning på det store lærred. De lande, som har overhalet Danmark, har i langt højere grad forstået at udnytte biografernes rum.
Antallet af debutanter og den gennemsnitlige kvalitet ifølge filmanmelderne i 2015 og 2017 er nøjagtigt det samme. Så initiativet har heller ikke på den front gjort nogen form for positiv forskel.
Lavbudget-initiativet har været et stort bluff-nummer, som har foranlediget filminstruktører til at tro, at de dermed fik en chance, de ellers ikke ville have fået. De danske debutinstruktører er blot blevet holdt på smalhals.
Samtidig skal man tænke på de enorme ressourcer, Det Danske Filminstitut har kastet i lavbudget-initiativet. Det handler ikke blot om den statslige produktionsstøtte, som stort set fuldfinansierer de fleste af filmene. Nej, vi taler også om arbejdsbyrden for instituttets ansatte og markedsføringspenge, som er kastet direkte i toilettet, da filmene som oftest ikke engang har kunnet indtjene penge nok til at betale for lanceringen.
Lavbudget-initiativet har også i væsentligt omfang flyttet instituttets fokus væk fra dansk films virkelige problemer.
Intet – absolut intet – forhindrer instruktører i at søge støtte til lavbudgetfilm, og intet har nogensinde forhindret det. Lad lavbudgetfilmene i fremtiden eksistere i konkurrence med alle de øvrige film, som søger støtte hos Det Danske Filminstitut.
Så lad os håbe, at politikerne i forbindelse med næste filmaftale skrotter lavbudget-initiativet og i stedet giver debutanterne mulighed for at debutere med film på ordentlige budgetter.
