Men filmpatienten døde ...

Kun de færreste, som har fulgt min medblogger Claus Bülow Christensen, kan være i tvivl om det totale knæfald, han har gjort over for den digitale tjeneste Netflix.

Christensen har næppe åbnet munden gennem de seneste seks år uden at hylde den amerikanske udbyder af film til hjemmet. Faktisk i en sådan grad at, en plads på Netflix’ lønningskonto kun ville være rimelig.

De færreste kan ligeledes være i tvivl om, at filmindustrien har svære økonomiske kår i disse år. Det skyldes, at de nye digitale tjenester har været ude af stand til at kompensere for den omsætning, som hidrørte fra de fysiske medier, digitaliseringen slagtede.

Claus Bülow Christensen mener, at man lige så godt kan opgive at bekæmpe filmbranchens banemænd – filmtyvene – gennem lovgivning og kampagner.

I stedet foreslår Bülow Christensen i sin seneste blog:

– bred tilgængelighed
– lavere priser
– bedre tjenester
– fleksible og kortere digitale lanceringsvinduer

Problemet er dog, at Claus Bülow Christensen i denne problematik har udviklet fakta-resistens og helt sluppet jordforbindelsen til løsninger, der atter kan bringe filmbranchen ovenpå.

Fakta-resistent kan ingen ekspert ved sine fulde fem tillade sig at være.

Tidligere var det udbud og efterspørgsel, som afgjorde prissætningen. På det digitale område er det filmtyve, der afgør prissætningen.

Det siger næsten sig selv, at ingen industri kan overleve ved at lade tyveknægte diktere prissætningen. Den konkurrencesituation er helt umulig.

Derfor foreslår Claus Bülow Christensen lavere priser på internettet. Ud over det konkurrencelovstridige i det forslag overser Christensen, at priserne allerede er faldet til et niveau, som nu truer fremtidig produktion af danske spillefilm.

Ligeledes overser bloggeren, at tilgængeligheden til stadighed er blevet bredere og bredere, og tjenesterne er blevet bedre og bedre, ligesom vinduerne er blevet kortere og kortere.

Det har dog ikke haft blot antydningen af indvirkning på det problem, Claus Bülow Christensen mener vil blive bekæmpet med hans medicin. Filmtyvene florerer jo som aldrig før.

Det kan derfor fastslås, at hans forslag er aldeles uden virkning. Altså andet end negativ for både forbrugere og filmindustri.

Det kan dog ikke afvises, at når prisen er faldet til et niveau, som kan konkurrere med tilbud om at se filmene gratis, og der er fri adgang til filmene på alle hylder, vil operationen kunne siges at være vellykket.

Problemet er blot, at patienten i mellemtiden er død. Spillefilm er hundedyre, og der er ingen måde yderligere prisnedsættelser kan generere indtægter nok til, at der kan oppebæres en dansk spillefilmproduktion. Og så længe en film koster blot én krone at se på nettet, vil filmtyvene være på banen.

Tænk også her på, at filmbranchens største indtægtskilde, biograferne, gennem et kortere og mere fleksibelt vindue, for første gang vil komme til at konkurrere direkte med filmtyvene. Ingen danske film er udsat for filmtyverier, så længe de vises i biograferne. Det er først, når danske film netop er let tilgængelige på talrige legale, digitale filmtjenester, at filmtyverierne opstår.

Det vil dermed også slagte filmindustriens nuværende største indtægtskilde på samme måde, som den tidligere største indtægtskilde, videoforretningerne, blev slagtet.

Der er ingen måde, hvorpå den danske filmindustri kan overleve Claus Bülow Christensens kur.

Jo, der vil da stadig være levende billeder. Men glem enhver tanke om danske spillefilm. Det eneste, forbrugeren, vil kunne tilbydes i Christensens fremtid, er billige tv-film, lavbudget og andet ragelse. Glem også alt om filmkunst. Ikke at amerikanerne – som totalt vil få overherredømmet – har noget imod filmkunst. Det skal blot være en filmkunst, der giver penge.

Claus Bülow Christensen kalder sig selv ekspert og bryster sig samtidig af at have været ansat i forskellige funktioner i filmbranchen. Det sidste er han ikke længere. Det kan jeg godt forstå.

Jeg har ved 117 forskellige lejligheder stillet Bülow Christensen følgende spørgsmål uden at få svar:

Hvordan kan øget, let tilgængelighed bekæmpe filmtyverier, når for eksempel danske film netop først bliver udsat for filmtyverier i samme sekund, de netop er tilgængelige på talrige legale digitale tjenester?

Forståelse af Netflix’ forretningsmodel lader også til at være uden for Christensens formåen. Faktum er, at tjenesten er en abonnementstjeneste, som lejlighedsvis ofrer penge på populære tv-serier. Der er dog ingen grund til at tro, at der er tale om en selvstændig, bæredygtig forretningsmodel. Netflix bliver jo holdt oppe af alle de øvrige film, de sikrer sig til spotpris.

Hvis Netflix skulle betale for produktionen af alt, de har tilgængeligt, ville abonnementsprisen pr. måned ikke være 89 kroner, men derimod flere tusinde kroner. Netflix har ikke indtægter nok til at producere alt deres indhold selvstændigt. På den vis er de filmbranchens parasitter.

At Claus Bülow Christensen i medierne til stadighed bliver omtalt som ”ekspert”, er en af medieverdenens største gåder. Han taler om at tilpasse sig kundernes ønsker. Men det er jo ikke kundernes ønsker, der bliver tilgodeset. De bliver jo i Christensens fremtid spist af med billigt ragelse. Det er nok de færreste forbrugere, som ønsker sig det.

Hvad Claus Bülow Christensen i virkeligheden plæderer for, er imødekommelse af kriminelle menneskers ønsker. Nemlig dem, der ulovligt uploader indhold på illegale hjemmesider.