Michael Moore klar til at provokere igen
I morgen slutter filmfestivalen i Venedig, som danske filmjournalister har flokkedes om. Til gengæld ignorerer de i vid udstrækning en anden filmfestival, der netop nu løber af stablen: Toronto International Film Festival, i daglig tale TIFF.
Der er da også store forskelle på de to filmfestivaler. Mens Venedig, ud over at være verdens ældste filmfestival, uddeler priser, er der hidtil kun blevet uddelt en publikumspris under TIFF.
Det er nemlig, hvad denne filmfestival er: en publikumsfestival. Men for første gang vil der i år være en egentlig prisuddeling. Festivalen har nemlig også sammensat et konkurrenceprogram.
Fordi TIFF er en publikumsfestival, mangler den øjensynligt agtelse i danske journalistkredse. Men det betyder så sandelig ikke, at der ikke bliver vist interessante film i den canadiske by.
Mange film på festivalen er efterfølgende blevet store anmelder- og publikumssucceser samt Oscar-vindere. For eksempel Chariots of Fire, The Big Chill, Juno, Slumdog Millionaire og The Imitation Game.
Festivalen er også åstedet for en masse film, som ser små ud på papiret, men siden har løftet sig til gigantisk publikumsmæssig størrelse. Der er således god grund til at holde godt øje med Toronto, men det er åbenbart aldrig rigtigt gået op for de danske filmjournalister.
Man kan egentlig bedst karakterisere TIFF som filmfestivalernes supermarked. Her er nemlig alt, hvad hjertet kan begære.
Toronto er også en slags brohoved til det amerikanske marked. Her kan europæiske film for første gang møde de amerikanske filmindkøbere og ikke mindst publikum. Danmark er i år repræsenteret i Toronto med hele tre film: Martin Zandvliets Under sandet, Rúnar Rúnarssons Sparrows og Anders Thomas Jensens Mænd og høns.
Festivalens modtagelse af sidstnævnte kan meget vel få stor indflydelse på, om det bliver netop den film, den danske Oscar-komité sender til verdens mest prestigefyldte prisuddeling.
Som en kuriositet kan det nævnes, at den danske Oscar-komité for år tilbage i spænding afventede visningen i Toronto af Dirch, blot for at konstatere, at filmen overhovedet ikke kunne fange det nordamerikanske publikum. Under visningen sad publikum helt stille og forstod ikke en dyt. Selv om filmens titel i USA var A Funny Man, blev der overhovedet ikke trukket på smilebåndet. Dirch blev således ikke sendt til Oscar.
En af de mest interessante film, festivalen præsenterer i år, er Michael Moores nye dokumentarfilm Where to Invade Next. Filmen er blevet til under stor hemmeligholdelse, hvilket vel egentlig ikke kan undre. Moore er angiveligt under skærpet opsyn af de amerikanske myndigheder på grund af hans tidligere dokumentarfilm, som har provokeret den amerikanske højrefløj i ekstrem grad.
Den nye film ankommer da også på et taktisk set fantastisk tidspunkt: Netop som valgkampen om præsidentembedet i USA tager fart. Her diskuteres emner som udenlandsk intervention og en atomaftale med Iran. Endnu engang er det lykkes Moore at finde et emne, som rammer tidsånden lige mellem øjnene.
Filmen er Moores første film i seks år, og han karakteriserer selv dokumentaren som ”en film af episk størrelse”.
Se klip fra filmen her:
Til det amerikanske brancheblad Variety udtaler Moore om inspirationen til filmen: ”Der synes at være et konstant behov for, at USA altid skal have en fjende. Hvor er den næste fjende, så vi kan holde den militære industri i gang og beholde de firmaer, som tjener en masse penge på den slags forretning?”
”Spørgsmålet om et USA på uendeligt krigstogt er noget, der har bekymret mig i temmelig lang tid, og nu fortæller jeg historien gennem satire,” siger Moore.
Hollywood Reporter skriver i dag om filmen:
”Seks år efter Capitalism: A Love Story opfordrede publikum til at gøre oprør mod det onde frie initiativ, vender filmskaberen Michael Moore tilbage med den blødere Where to Invade Now. Fans, som er vant til hans barske kritik af sundhedspleje, uddannelsessystemet og våbenkontrol i USA, vil måske blive en smule overrasket, men ikke skuffet.”
Anmeldelsen afsluttes med følgende salut: ”Det er en engagerende film, som vil kunne udvide Moores fanskare. Premieren i Toronto blev mødt med ivrig latter og hyppige bifald.”
Filmens danske premieredato er endnu ukendt.
Nederst i dette blogindlæg kan den anmelder- og publikumsmæssige modtagelse af Michael Moores foreløbige produktion af biografdokumentarfilm iagttages.
Blandt de øvrige film, TIFF præsenterer, er Ridley Scotts nye sci-film The Martian med Matt Damon, om en mand der er strandet på Mars, Tom Hoopers Den danske pige, Roland Emmerichs Stonewall om den tidligere homoseksuelle bevægelse i 70’erne, Jean-Marc Valles sorte komedie Demolition, James Vanderbilts Truth om 60 Minutes-programmet, som beskrev, hvordan George W. Bush undgik militærtjeneste i Vietnam (med Robert Redford og Cate Blachett).
Filmen, som regnes forrest i kapløbet om at hjemtage prisen som ”bedste film” i år, er Tom McCarthys Spotlight. Den handler om Boston Globes afsløring af den katolske kirkes seksuelle misbrug og præsenteres som vor tids Alle præsidentens mænd.
Og det er kun en meget lille del af festivalens mange spændende film, som vi over vinteren vil blive præsenteret for i danske biografer. Se blot her.
