Ny bundrekord til dansk film

Dansk film har slået en ny bundrekord. Ved udgangen af maj måned begrænser den danske hjemmemarkedsandel sig til sølle atten procent i år, eller helt nøjagtigt 17,8 procent. Det er mere end en halvering i forhold til samme periode i 2015!

Der er dog intet der tyder på, at befolkningens lyst til oplevelser i biograferne skulle være svækket. I stedet for danske film flokkes publikum i vid udstrækning omkring amerikanske.

Når dansk film endelig kan byde ind med noget, som publikum kan lide, står biografgæsterne på nakken af hinanden. Se blot Ole Bornedals Så længe jeg lever, som nåede op på over 400.000 tilskuere. Det er dog en enlig dansk svale, som vi skal helt tilbage til oktober 2016 for at se overgået.

Årsagen til den danske nedgang skal ses i den katastrofale håndtering af Filmaftale 2015-2018. En filmaftale er Folketingets retningslinjer og fokusområder for uddelingen af statsmidler over perioder på fire år, og den aftale står nu foran en ny forhandling mellem de politiske partier for perioden 2019-2022.

Over de sidste tre et halvt år har mangfoldighed, kønsfordeling og lavbudget stået øverst på dagsordenen, og ryggen er blevet vendt til dansk films fundamentale problemer.

I det miljø, som den nuværende filmaftale har skabt, har de succesfulde filminstruktører forladt landet og overladt den hjemlige produktion til b-holdet. Derudover har filmtyvene frit spil, og indtægterne fra home entertainment-sektoren rasler ned. For hver ti fysiske kroner tabt er der kun kommet én digital krone retur.

Dansk film har kort og godt mistet sin økonomiske bæredygtighed.

Uden en sund brancheøkonomi og folkelig opbakning kan det ligesom være ret ligegyldigt med øget mangfoldighed, bedre kønsfordeling og statsligt fuldfinansierede lavbudget-film.

Eneste sektor, som er i stand til at yde substantiel økonomisk bidrag til dansk film, er biograferne. Befolkningens betalingsvillighed for film på nettet er nærmest ikke-eksisterende.

Det var selvfølgelig meget godt, at politikerne i forbindelse med den nuværende filmaftale havde en klar forventning om, ”at filmbranchen selv skaber nye forretningsmodeller for indtjening i aftaleperioden”. Men når internettet er umulig at drive penge ud af, er skabelsen af nye forretningsmodeller lettere sagt end gjort.

Så længe politikerne ikke vil give rettighedshaverne det nødvendige lovmæssige værktøj for bekæmpelse af filmtyve, er øget indtjening i home entertainment-sektoren en illusion.

Årsagen skal ses i lyset af de almindelige prisfastsættelsesprincipper, udbud og efterspørgsel, som bliver tilsidesat på nettet. At prisfastsætte en vare med udgangspunkt i varens produktionspris, mens tyve forholdsvis uhindret kan give forbrugeren gratis adgang, er naturligvis aldeles umuligt.

Nogle film er selvfølgelig mindre udsat for filmtyvenes hærgen end andre. Det betyder dog ikke, at man på nettet kan tage en højere pris for de mindre udsatte film. Det forhindrer den generelle konkurrencesituation, hvor vi taler om laveste fællesnævner.

Selv mente jeg ikke, at Filmaftalen 2015-2018 bragte nogen form for løsning på filmbranchens fundamentale problemer, og det har beklageligvis vist sig at holde stik.

Andre så med helt andre øjne på resultatet af Filmaftale 2015-2018. Enkelte i filmbranchen var himmelhenrykte. Og det med god grund, for politikerne havde i vid udstrækning imødekommet deres ønsker. Det er de ønsker, som på blot to et halvt år har halveret dansk films hjemmemarkedsandel.

Det giver mindelser om orkesteret på Titanic, som blev ved med spille lystigt, mens skibet gik ned.

Først og fremmest må de kreative kræfter i filmindustrien indse, at film er en massekultur. Der er en årsag til, at biograferne har mere end én siddeplads. Film er dyre, og for at få de økonomiske ender til at nå sammen nytter det ikke noget at lave film, som kun har den nærmeste familie som publikum. Så burde man hellere skrive en bog i stedet.

Det er ingen skam at gøre filmindustrien økonomisk bæredygtig, og det er heller ingen skam at sikre sig folkelig opbakning.

Jeg håber, at politikerne i forbindelse med det kommende filmforlig 2019-2022 tager skeen i den anden hånd. Dansk film kan stadig reddes, men det kræver fundamentale ændringer.

Det fortjener dansk film, og det fortjener det potentielt enorme danske biografpublikum.

Fokus bør rettes mod:

– De enkelte danske biograffilm bør sikres bedre finansiering, eller også må der produceres færre film.

– Det skal gøres attraktivt for de landflygtige filminstruktører at vende hjem og skabe danske biograffilm på modersmålet.

–- Filmtyvenes kriminelle husereren skal begrænses gennem opstramning af lovgivningen og en langt mere effektiv håndhævelse af samme lovgivning.

– Lavbudgetinitiativet har haft sin tid og bør omgående indstilles.

- Filmbranchens frie forhandlingsret om samhandelsvilkår skal fortsat helt og holdent overlades til branchens parter.

– Ligelig fordeling af støttemidler mellem kunstneriske/talentudviklingsordningerne og den kommercielle ordning. På høje tid skævvridningen ophæves. Pt. er fordelingen på spillefilmområdet 60/40 i kunstneriske/talentudviklingsordningers favør.

– Det Danske Filminstituts engagement i tv-serier og spil bør overlades til andre, så instituttet atter har fuldt fokus på film, som beskrevet i Filmloven. 

– Ambitionsniveauet for dansk films hjemmemarkedsandel skal være mindst 30 procent.