Polarisering i dansk film

Dansk film er på vej mod en polarisering, som vi aldrig har set før. Mange kommende danske film har enorme budgetter, og samtidig skal der ifølge seneste filmforlig laves en række ekstremt lavbudgetterede film.

Spørgsmålet er, hvad det kommer til at betyde for kvaliteten og den folkelige opbakning. Er der en sammenhæng mellem budgetternes størrelse og kvalitet/folkelig opbakning?

For ikke at give enkelte læsere åndedrætsbesvær skal jeg indledningsvis understrege, at jeg ikke sætter lighedstegn mellem folkelig opbakning og kvalitet. Men jeg mener, at de to elementer er afgørende for evaluering af filmene.

I perioden 2010-2014 blev hele 97 danske spillefilm produceret med et samlet budget på 1,8 milliard kroner. Vel at mærke film som alle blev støttet af Det Danske Filminstitut. Filmene havde tilsammen folkelig opbakning fra knap sytten millioner biografgængere.

Spredningen af budgetstørrelse er enorm. En, to, tresomt har været billigst med tre millioner kroner og The Salvation dyrest med hele 76 millioner kroner.

I skema 1 kan de ti dyreste film i perioden iagttages. Halvdelen af de ti film er med engelsk dialog og altså ikke kun målrettet det danske publikum. I det lys skal budgetterne og tilskuerantallet i de danske biografer anskues. Ingen tvivl om film med engelsk dialog enten har haft eller vil få et forholdsvis stort publikum i udlandet i forhold til det danske antal publikummer.

De ti film har gennemsnitligt et budget på 44,3 millioner kroner og gennemsnitlig folkelig opbakning fra 332.085 tilskuere i Danmark. Gennemsnittet for samtlige film i perioden er et budget på 19,4 millioner kroner og folkelig opbakning fra 174.915 danskere.

De ti film med højeste budgetter er gennemsnitligt blevet velsignet med 4,3 stjerner af de danske anmeldere fra udvalgte medier, så publikum får virkelig noget for det høje budget. Gennemsnittet for samtlige film er nemlig 3,5 stjerner.

I diametral modsætning til de ti dyreste film står de ti billigste i skema 2. Gennemsnitligt er de hele 38 millioner kroner billigere end de dyreste. Men filmene har kun en folkelig opbakning på gennemsnitligt sølle 18.156 tilskuere.

Altså henvender filmene sig til de ganske få. Kvaliteten er da også en hel del ringere. En stjerne adskiller gennemsnitligt de ti billigste fra de ti dyreste. Og der er altså rimelig meget, når vi taler gennemsnit.

Som det kan iagttages i skema 3, er der en helt klar sammenhæng mellem budgettets størrelse og kvalitet/folkelig opbakning, når man sammenligner de allerhøjeste og allerlaveste budgetter.

For filmene med budgetter mellem de allerhøjeste og de allerlaveste, er situationen mere speget. Der er en klar beviselig sammenhæng mellem budgetstørrelse og folkelig opbakning i alle kategorier. Men når det handler om kvaliteten, kan man kun konkludere entydigt på de allerhøjeste og allerlaveste. Mellembudget-filmene svinger i kvaliteten uafhængigt af budgetstørrelse.

Skema 4 viser de gennemsnitlige budgetter for hvert år i perioden. Kvaliteten er nogenlunde stationær, hvorimod både de gennemsnitlige tilskuerantal og budgetter er stærkt svingende.

Mange danske film i 2015 har repræsenteret eksorbitante budgetter, milevidt over gennemsnittet de sidste fem år: Ole Christian Madsens Steppeulven (29,5 millioner kroner), Susanne Biers En chance til (35,6 millioner kroner), Kenneth Kainz’ Skammerens datter (50 millioner kroner) og Anders Thomas Jensens Mænd og høns (36 millioner kroner).

Og blandt de kommende film ser vi samme billede: Thomas Vinterbergs Kollektivet (33,5 millioner kroner), Per Flys Backstabbing For Beginners (53,9 millioner kroner), Nicolas Winding Refns The Neon Demon (44,5 millioner kroner), Henrik Ruben Ganz’ Tordenskiold (35,7 millioner kroner), Martin P. Zandvliets Under sandet (32,5 millioner kroner), Hans Petter Molands Flaskepost fra P. (37 millioner kroner), Tobias Lindholms Krigen (26,5 millioner kroner), Kasper Barfoeds Sommeren ’92 (25,1 millioner kroner) og Mikkel Nørgaards Klovn Forever (27,3 millioner kroner).

Altså er vi på vej mod en polarisering af dansk film: Enten bliver de eksorbitant dyre, eller også bliver de knaldbillige.

Jeg er overbevist om, det er blandt det dyre film, vi skal finde fremtiden for danske spillefilm. Her har filminstruktørerne både midlerne og viljen til at imponere deres publikum og udnytte mediet til bristepunktet.

Blandt lowbudget-filmene vil kun et fåtal få biografvisning, ikke fordi biograferne ikke vil vise dem, men fordi det ikke giver økonomisk mening for producenten at udsende dem i biograferne.

Dermed er vejen banet for en over- og underklasse i dansk film.

Men okay, politikerne har besluttet, at der kan – ikke skal - produceres mellem tolv og 24 lowbudget-film over de næste fire år støttet gennem Det Danske Filminstitut. Man skal dog være opmærksom på, at der ikke er afsat penge specielt til lowbudget-filmene. Med andre ord: Lowbudget-filmene vil blive produceret på bekostning af de normalt budgetterede spillefilm i forholdet 2:1.

”Dogme!” vil nogle sikkert råbe i forsvaret af lowbudget-filmene.

Til det kan man sige, at Dogme-bølgen blev grundlagt af Danmarks mest velrenommerede filminstruktør, Lars von Trier, under enorm mediebevågenhed. Det veldefinerede koncept bredte sig med lynets hast over hele verden, og heldet var i den grad med konceptet. Idioterne (1998) og Festen (1998) blev udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes, og Festen blev belønnet med en pris. Tænk, hvis første Dogme-film havde været Et rigtigt menneske (2001). Så var der ikke kommet meget postyr ud af det koncept.

I øvrigt er Dogme-filmenes budgetter slet ikke bare tæt på de seks og tre millioner kroner, de varslede lowbudget-film har som maksimum. Festen ville i dag koste mindst tolv millioner kroner at producere.

Spændende bliver det at følge.

Skema 5 viser samtlige film i perioden.