Så’ det atter sommer, sol og søndag
Far, Lille Per, Søs, Ole, Mie, Peter, Onkel Anders og Fru Sejersen er tilbage. Torsdag den 1. oktober får den syttende film i Danmarks-historiens mest elskede – og samtidig mest hadede – filmserie premiere.
Det drejer sig naturligvis om Far til fires vilde ferie.
Dette blogindlæg vil afsløre, hvordan staten på kulturparnassets opfordring udsulter filmserien og samtidig har frækheden til at forlange højere kvalitet.
Klip fra Far til fires vilde ferie:
Denne gang er Far og hans fire børn taget på øferie ved Vadehavet, og både Peter, Onkel Anders og Fru Sejersen gør dem selvfølgelig selskab. En række uheldige episoder gør, at de lokale begynder at mistænke Far for at være indbrudstyv. Så Lille Per må gå i aktion for at finde frem til de rigtige skurke og redde Fars ry – og ferien.
Filmserien kan opdeles i fire generationer.
Første generation var de syv film, som blev lavet i perioden 1953-1961. Det var dengang, først Ib Schønberg og senere Karl Stegger spillede rollen som Far, og Ole Neumann spillede Lille Per. Alle filmene blev instrueret af Alice O’Fredericks.
Anden generation er den enkelte film, som blevet produceret i 1971 med Helge Kjærulff-Schmidt som Far og ”Lille Bo” Andersen som Lille Per. Filmen blev instrueret af en sand kender af serien, Ib Mossin, som havde spillet ”Peter” i første generation af filmene.
Tredje generation er de seks film indspillet i perioden 2005-2012 med Niels Olsen som Far og Kasper Kesje som Lille Per. Claus Bjerre instruerede.
Fjerde – og aktuelle – generation er filmene indspillet efter 2014.
Nederst i dette blogindlæg er en liste over samtlige sytten film i serien.
Filmene i de første to generationer modtog ikke direkte filmstøtte, men takket være en såkaldt produktionsbevilling til at drive biograf gav staten alligevel filmene en hjælpende hånd.
Det bringer os frem til vore dage, hvor Far til fire-filmene gennem den såkaldte markedsordning modtager direkte filmstøtte fra Det Danske Filminstitut. Og det er her kulturparnasset reagerer. Pengene må da kunne bruges til noget kunstnerisk mere berigende, for denne filmserie, som tiltrækker hundredetusindvis af biografgængere, bør vel kunne klare sig på markedsvilkår.
Men ingen film i dette land kan klare sig på almindelige markedsvilkår. Det er landet simpelt hen for indbyggerfattigt til. Spillefilm er hundedyre, og det vil aldrig give økonomisk mening at producere film på egen risiko.
Hvis vi fokuserer på de otte film i Far til fire-serien, som har modtaget direkte produktionsstøtte fra staten, kan vi se, at filmene har modtaget langt mindre i støtte end ennemsnittet af konsulentfilmene.
Hvor konsulentfilm i 2015 modtager støtte i otte millioner kroners-klassen, bliver filmene i denne serie spist af med flere millioner mindre. Samtidig har de fleste konsulentfilm mulighed for støtte gennem udenlandske støtteordninger, herunder Nordisk Film- og TV Fond, Eurimages, Creative Europe. Den mulighed har Far til fire-filmene ikke.
Med et af de laveste støttebeløb nogensinde til seriens seneste film giver staten dermed Far til Fire muligheden for at overleve på den absolutte sultegrænse, og oven i købet forlanger man højere kvalitet. De to ting hænger ikke sammen.
Hvor staten støttede den første film i tredje generation med 6,8 millioner kroner ud af et budget på 17,8 millioner kroner, er støtten ti år senere barberet med to millioner kroner ud af nogenlunde samme produktionsbudget.
Problemet er, at Far til fire-filmenes kernepublikum – de hundredetusindvis af fire-fjortenårige med forældre – er forholdsvis umælende i forhold til det lille, men yderst larmende og velformulerede kulturparnas.
Jo, der skal være plads til Christoffer Boes Alting bliver godt igen, som staten støttede med hele 43,7 procent af budgettet, og som blev set af 11.028 tilskuere fra kulturparnasset. Det gav en statslig støtte på 607 kroner pr. tilskuer.
Men der skal så sandelig også være plads til Far til Fire-filmene, som staten støtter med gennemsnitligt beskedne 31% af budgettet. Det giver en statslig støtte på uanselige femten kroner pr. tilskuer.
Hvis staten vil, og hvis producenten ikke har mistet modet, får Far til fire i Norge premiere 2. februar 2017. Det Danske Filminstitut bør så sandelig støtte filmen med et beløb, som kan sikre en højere kvalitet.
