Skidt og kanel i 2014

Året går nu kraftigt på hæld, og her er en status over filmhøsten i 2014. Ekko laver sikkert sine egne kåringer med alle mulige formater, men i denne blog handler det naturligvis kun om spillefilm vist i biograferne!

2014 været et år, hvor franchises og film baseret på andet forlæg atter har vundet frem på bekostning af de originale film.

Publikum satser kort og godt på det sikre, og filmproducenterne halser lige efter i et forsøg på at imødekomme publikum. Procentuelt falder publikumsantallet til de originale film nemlig langt mere, end antallet af originale film berettiger til.

Dansk film har dog i 2014 holdt den originale filmfane højt, idet hele 63 procent af filmene har været baseret på originale historier. Måske det er årsagen til faldet i tilskuerantallet til danske film?

Ganske omvendt har det stået til med amerikanske film, som i større og større udstrækning omfavner letgenkendelige titler.

Film fra den øvrige verden holder fortsat den originale skanse, om end flere og flere store europæiske filminstruktører hælder til biopics for i det hele taget få lov til at lave film.

Men her er de så, årets skidt og kanel for danske spillefilm, amerikanske spillefilm og spillefilm fra det øvrige udland.

Dansk skidt:

1. Claus Bjerres En, to, tresomt

2. Morten BH’s Kolbøttefabrikken

3. Simon Stahos Miraklet

Dansk kanel:

1. Bille Augusts Stille hjerte

2. Søren Balles Klumpfisken

3. Mikkel Nørgaards Fasandræberne

Blandt årets store danske overraskelser var Søren Balles udmærkede Klumpfisken, og at det lykkes Mikkel Nørgaard – både tilskuer- og kvalitetsmæssigt – at overgå Kvinden i buret med sin anden filmatisering af Jussi Adler-Olsens bøger om afdeling Q: Fasandræberne.

Den gennemsnitlige danske kvalitet fik et ordentlig løft her mod slutningen af året. Med Bille Augusts fremragende Stille hjerte holder dansk film skindet på næsen i et filmår, hvor kvaliteten ellers har været på det jævne.

Blandt de mindre gode danske film finder vi to film, som har én ting tilfælles: De har været billige. Det drejer sig om Claus Bjerres En, to, tresomt (kr. 3,0 mio.) og Morten BH’s Kolbøttefabrikken (kr. 6,0 mio.).

Det sender ildevarslende signaler om de lowbudget-film, som dele af den danske filmbranche er så forhippede på at komme i gang med, som filmaftalen 2015-2018 lægger op til. Retfærdigvis skal det dog siges, at film på høje budgetter så sandelig ikke er garantien for mesterværker. Simon Stahos 23,0 millioner kroner dyre Miraklet er et klart bevis.

Det danske filmår var tynget af alt for mange debutfilm, som blev udsendt alt for tæt på hinanden. Hele fem film af debutanter blev udsendt på kun tre måneder. Og nu skal vi så vente hele ni måneder, før den næste debutant viser sig (Roni Ezra og hans 9. april). Så mange debutfilm udsendt så tæt er ikke hensigtsmæssig – det mindede mest af alt om brandudsalg.

Dernæst er der de amerikanske:

Amerikansk skidt:

1. Akiva Goldsmans Winter’s Tale

2. Camille Delamarres Brick Mansions

3. Wally Pfisters Transcendence

Amerikansk kanel:

1. Richard Linklaters Boyhood

2. Wes Andersons The Grand Budapest Hotel

3. Spike Jonzes Hende

Endnu engang blev det bevist, at nok kommer det allerværste fra USA, men det gør det allerbedste altså også.

2014 har været et fantastisk år for amerikansk film. Foruden mesterværkerne Boyhood, The Grand Budapest Hotel og Hende, har de fremragende film stået i kø for at komme blandt de tre bedste. For blot at nævne nogle få: Nebraska, 12 Years a Slave, Inside Llewyn Davis, Dallas Buyers Club, American Hustle og The Wolf of Wall Street.

Omvendt har der også været trængsel om de tre pladser, som er afsat amerikansk skidt. Ud over de nævnte tre kandiderede også Sex Tape, Pompeji, Delivery Man, Need for Speed og Think Like a Man Too.

I modsætning til dansk film finder vi to utroligt dyre film blandt de dårligste amerikanske: Winter’s Tale (budget: $60 mio.) og Transcendence (budget: $100 mio.). Tragiske millioner af spildte dollars. Alene de to film repræsenterer to års budget hos Det Danske Filminstitut.

Og afslutningsvis, skidt og kanel fra det øvrige udland:

Øvrige udlands skidt:

1. David Wnendts Vådområder

2. Olivier Dahans Grace of Monaco

3. Ali Samadi Ahadis Peddersen & Findus: Den lille drillepind

Øvrige udlands kanel:

1. Pawel Pawlikowskis Ida

2. Jean-Pierre Dardenne og Luc Dardennes To dage, en nat

3. Ruben Östlunds Force Majeure

Film fra den øvrige verden har så sandelig også budt på de helt store filmoplevelser.

Det polske Oscar-håb Ida af Pawel Pawlikowski er årets bedste film i denne kategori. Med en historie, skuespilpræstationer og fotografering i topklasse, bliver der leveret filmkunst, som bare er en hestemule bedre end alt andet. Men opløbet er tæt. Både Dardenne-brødrenes To dage, en nat og Ruben Östlunds Force Majeure er ufatteligt tæt på samme klasse. Alle tre film er da også hårde Oscar-konkurrenter.

Jeg tror på polsk Oscar-triumf, hvilket er rigtig godt for Danmark. Filmen er en dansk-polsk co-produktion med støtte Det Danske Filminstitut.

Men heller ikke film fra den øvrige verden kan sige sig fri for fejlskud. De to tyske film, Vådområder og Peddersen og Findus – den lille drillepind, er årets mest meningsløse importer til det danske biografpublikum. At Grace of Monaco ligeledes indfinder sig på skidtlisten, viser, at Cannes filmfestivalen også kan tage grueligt fejl. Filmen var åbningsprogram i 2014.

Lad os håbe skidtet bliver begrænset i 2015, for de øjensynlige kanel-film står allerede på nakken af hinanden fra årets begyndelse: Angelina Jolies Unbroken, Andrey Zvyagintsevs Leviathan, Bennett Millers Foxcatcher, Alejandro González Iñárritus Birdman, Morten Tyldums The imitation Game, Damien Chazelles Whiplash, James Marshs Teorien om alting, Xavier Dolans Mommy og François Ozons Une nouvelle amie.