Skru op for ambitionerne, dansk film!

Tallene for de europæiske landes hjemmemarkedsandel i biograferne er netop blevet offentliggjort. Det er trist læsning, set med danske øjne.

Mens lande som Finland, England, Frankrig, Tyskland og Polen har vind i sejlene, er Danmark sakket bagud de seneste par år.

I hele dette århundrede har vi kunnet bryste os af at have en tredjeplads på listen over nationale films markedsandele i europæiske lande. Men den er nu reduceret til en niendeplads i både 2016 og 2017.

Men hvad betyder dansk films hjemmemarkedsandel, vil nogle sikkert spørge. Kan det ikke være ligegyldigt, hvor Danmark er placeret på listen?

Svaret er et utvetydigt nej!

Den nationale markedsandel er en indikator på den folkelige opbakning, som er afgørende for, at vi kan have en dansk filmindustri. En høj national markedsandel er et tegn på, at der bliver gjort noget for, at vi kan bevare vores identitet som danskere, og samtidig er det et tegn på befolkningens påskønnelse.

Intet ville være lettere end blot at spare alle de statslige støttekroner væk og overlade underholdning i biograferne til amerikansk film. Men som danskere ville vi blive ikke så lidt fattigere.

Den nuværende filmaftales fejlslagne kurs burde være åbenlys for enhver, når man iagttager Danmarks deroute i nedenstående skema. I stedet for at satse på det, som publikum efterspørger, nemlig store fuldfede filmbøffer, har dansk film som oftest stillet krummer foran publikum de sidste to år.

Udenlandsk film – og specielt amerikansk – har ikke været sene til at udnytte dansk films svaghed. Tilskuerantallet til udenlandske film har sat rekord de sidste to år i danske biografer!

Det faktum kvæler endegyldigt Det Danske Filminstituts undskyldning om, at årsagen til nedgangen for danske film skyldes ”ændrede forbrugervaner”. Biografgængerne har ikke forladt biografen til fordel for streaming, de har bare ikke orket at se danske film.

Og nedgangen for danske film har betydet, at der ikke længere er en økonomisk bæredygtighed i vort hjemlige filmbryg.

Når Filminstituttet ikke engang kan identificere årsagerne til dansk films tilbagegang, hvordan pokker skal man så kunne fremkomme med forslag til de rigtige løsninger?

Man må håbe, at Det Danske Filminstitut skyndsomt får stillet sigtet skarpt og fokuseret på de virkelige årsager. Det skylder man faktisk den danske befolkning.

I Filminstituttets plan for en ny filmaftale for årene 2019-2022 angives, at der en ambition om, at dansk film skal have en hjemmemarkedsandel på 25 procent. Men hvis Danmark skal gøre sig forhåbninger om at genvinde sin storhed, skal den danske markedsandel op på mindst 30 procent.

Skru op for ambitionerne, dansk film!