Tvang er danske instruktørers mantra

I en tid, hvor instruktørerne kæmper for friheden til at lave, hvad de har lyst til (uden forventninger og uden nogen form for succeskriterier), er tvang blevet et mantra for foreningen Danske Filminstruktører.

Filminstruktørerne kæmper for en uhæmmet fri adgang til deres værker på alle platforme på én gang, og de kæmper for kvoter.

Det hele skal gennemføres gennem tvang, hvis det står til instruktørforeningen. Og det er alt sammen udtænkt af nogle forsmåede instruktører i instruktørforeningens bestyrelse.

I det hele taget er samtlige forslag, som instruktørforeningen er fremkommet med, i forbindelse med Filmaftale 2015-2018, alene designet til at gennemtvinge statsstøtte til denne håndfuld instruktørers projekter. Og alt imens holdes hele filmbranchen og de mest talentfulde og succesfulde filminstruktører som gidsler.

Samtidig lykkes det med usvigelig sikkerhed instruktørerne for at undgå enhver adressering af filmbranchens største problem: dansk films manglende indtægter. Fokus er rettet i helt andre retninger, og samtlige forslag vil i væsentlig grad hæmme muligheden for stigende indtægter.

Det faktum har jeg før skrevet en blog om. Men nu bliver skruen drejet en ekstra omgang.

Tidligere har vi oplevet den daværende formand af instruktørforeningen, Annette K. Olesen, undre sig over, at man ikke blot kan gennemtvinge de forretningsmæssige forandringer, der – efter hendes mening – skal til.

Det skete på daværende Kulturminister Uffe Elbæks hjemmeside. At disse forandringer, som Olesen gerne vil have gennemtvunget, vil køre dansk film i afgrunden, gør intet indtryk på instruktørerne.

Øjensynligt er tvang blevet mantra for enhver siddende formand i instruktørforeningen. Senest har den nuværende formand for instruktørernes forening, Christina Rosendahl, udtalt til TV 2 den 7. oktober: ”Der er så meget vanetænkning i dansk film, at der nu skal en eller anden grad af tvang til”.

Det handlede om kønsfordelingen i dansk film, og atter dukker ”tvang” op. Og så mener Christina Rosendahl, at der er et alt for ensidigt fokus på kunstnerisk frihed med udtalelsen:

”Det ensidige fokus på kunstnerisk frihed er blevet en sovepude i forhold til at få kønsmæssig ligestilling.”

Med andre ord: Den kunstneriske frihed og kvalitetskriterier skal knægtes for at få flere kvinder bag kameraet i danske film, og det skal ske gennem tvang. Det er vanskeligt at tolke instruktørernes krav som andet end påtvungne kvoter.

Man oplever i øvrigt ikke meget søstersolidaritet i instruktørforeningen. Helt forbigås det, at kønsfordelingen blandt fotografer i dette årtusinde er 96/4 til mandlig fordel. Her er virkelig et område, hvor der burde sættes ind. Men næh nej, det handler alene for de forsmåede instruktører om at rage til sig selv.

Tvang er der aldrig kommet noget godt ud af, med mindre man har anskuet en situation gennem brillerne på en leder i en totalitær stat, som jo altid har ladet tvang stå øverst på dagsordenen.

Hvad bliver det næste? At danskerne skal tvinges til at se instruktørkvindernes film?

Kvoter har fanden skabt, og i forvejen er der en enkelt kvote i dansk spillefilm: 25 procent af filmene skal være børne- og ungdomsfilm.

Derudover vil instruktørforeningen altså have en kønskvote, og fra politisk side er der ytret ønske om en kvote af provinsfilm.

Men der tales også om, at instruktøren skal spejle det samfund, vi lever i. Det vil sige, at der også skal være kvoter for lesbiske og bøsser, alder, indkomst, kriminelle, danskere med anden etnisk baggrund, blinde, døve og mange, mange andre.

En afgående dansk spillefilmkonsulent er blevet kritiseret for udelukkende at støtte mandlige instruktører. At han havde valgt de – efter hans mening – bedste projekter, spillede absolut ingen rolle i instruktørernes verden.

Skråt op med dansk films manglende indtægter, talent, kvalitet og kunstnerisk frihed – og velkommen til kvoter! Og de skal gennemtvinges!

Stakkels de, som skal administrere disse kvoter og ikke mindst: stakkels publikum.

Gud bevare dansk film!