Trailers
22. sep. 2023

Ulf Pilgaards Wörmer spøger igen

Fanny Leander Bornedal opsøger Ulf Pilgaards seriemorder i den kuldegysende trailer til Ole Bornedals opfølger til sit 29 år gamle største hit Nattevagten.

Af Claus Christensen

I slutningen af Nattevagten bliver Ulf Pilgaards uhyggelige kommissær Wörner skudt to gange i brystkassen og falder om.

Men hvis du troede, at det gjorde en ende på hans sindssyge forbrydelser, kan du godt tro om.

For Wörmer overlevede og befinder sig på Sankt Hans Hospital. Han virker godt nok temmelig passiv og stillesiddende, men lur os, om der i løbet af Nattevagten – Dæmoner går i arv ikke kommer liv i ham igen.

Ellers er det Ole Bornedals datter, Fanny Leander Bornedal, der sprudler i traileren til toeren.

Hun spiller den medicinstuderende Emma, der er datter af Nikolaj Coster-Waldaus Martin. Ligesom sin far tager hun et studiejob som nattevagt på Retsmedicinsk Institut.

Det er en fornøjelse at se hende danse ned ad gangene med The Minds of 99 i ørerne. Og i modsætning til sin traumatiserede far har Emma modet til at konfrontere det onde.

Martins gamle ven Jens er hjemme igen efter at have gjort karriere i Asien. Og Kim Bodnia har så sandelig ikke mistet sin hverdagsdæmoni, når han med sin hæse stemme spørger: ”Har du nogensinde prøvet at blive slået ihjel?”

Traileren indeholder den samme blanding af rædsel og galgenhumor, der gjorde Nattevagten til en øjeblikkelig succes i 1994. Den gav dansk film et ordentlig los i den socialrealistiske bagdel ved at gå all in på fascinationen, volden og begæret – kraftigt inspireret af amerikansk film.

Nye på rollelisten er Paprika Steen, der virker skræmmende som politikommissær Kramer, og Sonja Richter, der spiller psykologen Gunver. Mens Alex Høgh Andersen har et glimt i øjet som Emmas kæreste.

Sidst, men ikke mindst er Casper Kjær Jensen skrækindjagende som copycat-seriemorder, når han med sin pande forsøger at banke hul i pansret glas.

Den stærke billedside er skabt af Lasse Frank (Skyggen i mit øje, Tom of Finland), som er en af vores bedste fotografer. Der er også grund til at fremhæve Thomas Greves production design.

Nattevagten – Dæmoner går i arv har premiere den 14. december, og det er længe at vente, efter at den effektive trailer har fået pulsen højt op.

Trailers
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Trailers
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Trailers
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Trailers
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Trailers
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Trailers
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Harald og den magiske blyant
Trailers
31. juli 2024

Harald og den magiske blyant

Sex
Trailers
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!