Anmeldelser

Roman Polanskis ensemblekomedie lever ikke op til genrens mest basale krav og føles som en slatten langemand til cancel culture.

87-årige Woody Allen viser med sin 50. spillefilm, at han stadig har tag i publikum, selv når han spiller med mange af de samme kort.

Kultinstruktøren Harmony Korines udsyrede lejemorderdrama er knap nok en film, men bliver en hypnotisk totaloplevelse, hvis man kan komme på bølgelængde.

Skrædderens håndværk bliver en metafor for begæret i marokkansk queer-historie, der er både troværdig og opløftende.

Danmarks Guldløve-håb er en medrivende fortidswestern og et triumferende comeback for en instruktør, der har været alt for længe væk.

Arbejdsmarkedets ubesungne helte, der glemmes efter pensionsalderen, hyldes i finurlig og rørende dokumentarfilm.

I Pablo Larraíns bredside mod Pinochet-regimet optræder den afstumpede diktator som en selvynkende vampyr i bitter strid om sit eftermæle.

Sidste film om Robert McCall vækker mindelser om Sergio Leones westerns, men den retskafne selvtægtsmand er i længden lidt kedelig.

Jacob Skyggebjerg er fremragende og gestalter titlens idioti med bravur, men inde i Kasper Rune Larsens andet slacker-drama gemmer der sig en langt bedre film.

Selv om handlingen gakker ud, er der altid en mening med galskaben i Gigis’ satiriske komedie om en verden, hvor alle danske indvandrere bor på Bornholm.

Fransk instruktør gør fertilitetsproblemet vedkommende og må gerne starte en bølge af film om kvinder midt i livet.

DR er tilbage i topform med velskrevet og velspillet fængselsserie, der er smæk for skillingen og et spejl af samfundet i splid med sig selv.

Canadisk animationsfilm balancerer mellem morskab og alvor uden at pakke det unge publikum ind i vat.

Uhyggen udebliver, og de mest elementære filmiske færdigheder svigter i et af årets gyselige lavpunkter i biografen.

Langt fra børnevenlig film om efterladte hunde er en plat komedie om lort og hundesex, men også en seriøs historie om hævn over dårlige hundeejere.

Kærligheden opleves ægte i komisk, australsk parforholdsperle, der dropper de romantiske klichéer, men viser alt for genkendelige følelser.